Sol fra en blå himmel, ølbowling og en høj bas fra et tvivlsomt anlæg.
Roskilde Festival 2024 blev officielt skudt i gang lørdag, hvor campingarealet åbnede til fire dages opvarmningsfest.
Og mon ikke der var mange festivalgængere, som skålede taknemmeligt med vejrguderne? For med 20-22 grader og sol kunne de nærmest ikke bede om mere optimalt festivalvejr på en første dag.
Derfor var der da også bikinier og bare maver at spore overalt på campingområdet, mens folk havde travlt med at sætte camp op - eller nyde de første dåsebajere, hvis de allerede var færdige med det hårde slæb.
Nogle af dem, der var i mål med at knokle, var Simone, Angelina og Norah på 19, 20 og 21 år. De var hoppet i bikinierne på deres allerførste Roskilde nogensinde.
- Vi var lidt overvældet af at skulle slæbe al den oppakning. Vi havde tapet alt sammen, men alligevel væltede det hele ud, lød det fra de tre unge kvinder, der kender hinanden fra en kaffebar, hvor de alle arbejder som baristaer.
Flere havde svært ved at finde plads
Flere gæster havde købt de såkaldte Early Entry-billetter, som betød, at man skulle ankomme i et bestemt tidsrum - allerede fra klokken 10 om formiddagen.
Alligevel var der flere, som havde svært ved at finde et sted til deres lejr, fordi pladsen tilsyneladende var taget. Derfor sad de i timevis og ventede, mens festivalens medarbejdere bad folk om at rykke de opslåede telte sammen for at vinde mere plads.
Ifølge Roskilde Festivals presseafdeling var der dog ingen grund til bekymring over manglende pladser. I et skriftligt svar til P3 lød det:
- Der er omkring 45.000 gæster med oppakning, der skal ind på campingområdet i løbet af lørdagen og slå telt op, så derfor kommer der til at opstå noget ventetid, mens folk finder deres plads.
- Samlet set er campingområdet i år lige så stort, som det område, der blev brugt til camping sidste år. Vestområdet er mindre, til gengæld er der ekstra plads i Øst.
Officielt åbnede campingområdet dog først klokken 16, og på onsdag går musikprogrammet løs med hovednavne som Doja Cat, Foo Fighters, Charli XCX og SZA.
Herunder kan du se billeder fra første festivaldag: