Annikas drøm gik i opfyldelse tre måneder for tidligt: 'Jeg har ikke kunnet være noget sted 100 procent'

19-årige Annika Wedderkopp skulle i flere måneder balancere mellem en musikkarriere og en hverdag i 3.g.

19-årige Annika Wedderkopp underskrev en pladekontrakt, mens hun gik i 3.g. Nu er hun aktuel med singlen 'Så længe jeg er sexy.'. (Foto: © Presse)

Enhver, der har gået i gymnasiet, kan nok skrive under på, at det er en travl tid. Der er mange lektier, eksaminer, der skal forberedes, og venner, der skal plejes.

19-årige Annika Wedderkopp blev student i juni i år, men hun havde lidt mere end bare de tre faktorer i sine sidste måneder af gymnasiet, fortæller hun til P3.

Sidste sommer begyndte hun nemlig at lægge videoer op på TikTok, hvor hun sang både sine egne sange og covers af andres sange, og i løbet af få videoer blev hun kontaktet af pladeselskaber. De var vilde med hendes rå stemme og de bundærlige tekster, som den unge kvinde præsenterede på det sociale medie.

Så samtidig med, at hun skulle færdiggøre sin uddannelse og arbejde for at få den røde hue på, blev hun også tilbudt en pladekontrakt.

Kendetegnet for Annikas musik er hendes sårbare tekster. Hun bruger sin sangskrivning som et sted, hvor hun kan slippe sine inderste tanker fri. Hendes største inspiration er Amy Winehouse - og det er særligt også hendes tekster, at Annika er inspireret af. (Foto: © Presse)

- Jeg har været på randen. Det er ikke engang sjovt, for det har virkelig været stressende, for jeg har prioriteret musikdelen. Før i tiden gik jeg meget op i skolen, og jeg var begyndt at blive virkelig god i skolen, og jeg havde et drive, men det var jeg nødt til at stoppe, forklarer Annika Wedderkopp, der bare hedder Annika, når hun laver musik.

For allerede fra første single gik det hurtigt for hende. 'Knuser hjerter' hedder hendes debutsingle, som udkom i marts i år, og som inden for få dage endte i toppen af top 50 over de mest streamede sange i Danmark på Spotify.

Kom med Annika og Nicki Pooyandeh i studiet, og hør historien om 'Knuser hjerter' i 'Splittet til atomer' lige her.

Derefter udgav hun sin debut-ep, 'Nye tider', i maj, og fredag udkom så den næste single allerede. 'Så længe jeg er sexy.' hedder den, og den er starten på et efterår med koncerter, hvor Annika skal vise sit værd på en scene også. Et efterår, der starter søndag – når hun spiller på Smukfests Live Camp.

Dårlig timing på en stor drøm

Men det var slet ikke med en pladekontrakt og drømmen om at blive sanger i hovedet, at Annika til at starte med valgte at uploade sin musik til TikTok.

- Jeg anede virkelig ikke, at det var en måde at blive signet på. Jeg gjorde det bare for sjov, og jeg tænkte, at det kunne være, at der var nogle, der syntes, det var fedt.

For musik har fyldt meget i Annikas liv – hele livet næsten. Hun husker, hvordan hun allerede begyndte at skrive sange i en alder af syv år. En kærlighed til musikken, der også har ført hende til en deltagelse i MGP, da hun var tolv år gammel.

Da tilbuddet om en pladekontrakt kom, var det derfor lidt af en drøm, der gik i opfyldelse. Timingen var bare ikke helt lige så meget en drøm.

Med kontrakten kom der sessions, hvor Annika skulle tage fra sit hjem i Nordsjælland til København for at mødes med nogle af de dygtigste musikere og producere i Danmark, så hun kunne skrive ny musik.

Annikas nyeste single hedder 'Så længe jeg er sexy', og den handler om, at hun som ung kvinde gerne må føle sig sexet. - Kvinder må gerne bruge deres seksualitet i deres musik. Det er et tegn på frihed. Det skal bare være på deres egne præmisser, siger Annika. (Foto: © Presse)

- Altså jeg har pjækket fucking meget, siger Annika med et grin, da hun bliver spurgt, hvordan hun balancerede livet som gymnasieelev med livet som sanger.

- Det har faktisk også været irriterende, for jeg har ikke fået det samme ud af gymnasiet, som jeg kunne have fået. Det har føltes lidt som at leve et dobbeltliv, forklarer hun.

Et dobbeltliv, hvor hun både skulle lave sine afleveringer og komme til timerne, og hvor hun samtidig lavede musik og skulle jagte en karriere og sin drøm.

- Jeg har ikke kunnet været noget sted 100 procent, så det er virkelig fedt, at det er ovre nu. Jeg blev nødt til at prioritere benhårdt. Jeg har droppet ud af gymnasiet én gang før, så det ville jeg ikke gøre igen. Nu var jeg kommet så langt, så jeg ville ikke vælge det ene eller det andet fra, lyder det fra Annika.

'Jeg var ærgerlig over alle pjækkedagene'

Samtidig var det heller ikke en mulighed, at hun skulle sætte musikken på pause. Det var ikke, fordi hun havde regnet med, at hendes debutsingle ville få så mange streams og blive så populær, men da det skete, blev hun nødt til at ”ride på bølgen”, forklarer Annika.

- Der var virkelig mange, der sagde til mig, at jeg måske lige skulle fokusere på gymnasiet. Lige bruge de sidste tre måneder fornuftigt og sætte musikken på pause, men der var et momentum, som jeg ikke ville misse.

- Jeg ville fortryde det så meget, hvis jeg kun fokuserede på skolen i de tre måneder, og så var alt det her væk. Så jeg var indforstået med, at musikken godt måtte være det vigtigste i de tre måneder, slår hun fast.

- Det var ikke, fordi jeg ikke kunne lide at gå i skole. Tværtimod. Jeg kunne virkelig godt lide det, så jeg var ærgerlig over alle pjækkedagene.

- Hvis jeg går igennem noget tungt, kan jeg virkelig godt lide at skrive det ned, for så kan jeg gå ud af døren bagefter og faktisk være glad, fordi jeg har fået alle tankerne ud, forklarer Annika om sit tekstunivers. (Foto: © Presse)

Det har derfor krævet planlægning og benhård prioritering af Annika at få sin studenterhue – som hun fik i juni, og som betyder, at hun nu har én mindre ting, hun skal fokusere på i sit liv. Nu handler det om, at hun skal bygge den karriere op, som fik en start, man kun kan drømme om.

Og her efter huen er sat på hovedet, føler hun, at hun kan leve det samme ungdomsliv, som hendes veninder også gør. Ligesom de har sabbatår og skal have et job, skal hun også finde fodfæste i sin nye karriere som musiker.

- Efter studentertiden er der kun de ting tilbage i mit liv, som jeg gerne vil prioritere. Det kan lyde tidskrævende, men så slemt er det heller ikke. Jeg føler godt, at jeg kan følge med, siger Annika og smiler.

- Jeg føler samtidig ikke, at det er et job, jeg kan regne med på den måde. Jeg tænker ikke, at jeg er settled for life, men nu rider jeg på den her bølge, og så ser jeg, hvor langt den holder, og det skal jeg bare nyde.