3.295.
Så mange knaster har gæsterne skullet punge ud for at sikre sig en partout-billet til årets Smukfest.
Dét prisskilt gør festivalen til landets dyreste – men det er ikke alle, der lader til at mene, at musikprogrammet på årets festival er pengene værd.
- Der er åbenbart ingen nedre grænse for, hvad man vil spise publikum af med på Smukfest, lyder svadaen hos Jyllands-Posten, der blandt andet kritiserede bookingen af dansktopbandet Kandis.
Også musikanmelder hos Soundvenue Kjartan F. Stolberg mener, at programmet halter lidt efter, når det kommer til de internationale navne.
- Der er ikke mange navne på plakaten, der vidner om, at Smukfest har fingeren på pulsen. Det er mere navne, som folk har et nostalgisk forhold til. Det er i hvert fald ikke navne, der definerer, hvordan popmusikken lyder anno 2023, siger han til P3.
Tidligere har navne som Justin Bieber og Rihanna optrådt i bøgeskoven, mens publikum i år har kunnet se frem til internationale popstjerner som David Guetta, Jason Derulo, Imagine Dragons og 00'er-koryfæerne Sean Paul og Christina Aguilera.
- Og det er jo egentlig fint nok, hvis det er dét, folk forventer. Men det bliver et problem, hvis folk forventer samme standard som tidligere, hvor Smukfest har formået at booke kæmpestjerner som Justin Bieber, Kendrick Lamar og Post Malone, der på dét tidspunkt virkelig var tidens hotteste navne, siger Kjartan F. Stolberg.
Men hvad siger gæsterne – der altså har smidt over 3.000 bobs efter deres billetter – til årets musikprogram? Er det pengene værd? Og hvem savner de at se på plakaten?
P3 har lavet en uvidenskabelig tilfredshedsundersøgelse blandt de yngre gæster i bøgeskoven.
Emina og Fie, 18 og 19 år
Hvad synes I om musikprogrammet i år?
Fie: - Jeg er okay tilfreds, men jeg synes, sidste år var federe. Der var lidt mere hype om de store navne. Justin Bieber spillede jo for eksempel, og sådan et stort navn er der ikke i rigtig i år.
Emina: - Ja, sidste år var der slet ikke nogen tvivl om, at vi skulle på Smukfest, for Justin Bieber kom jo, og det skulle vi bare se. Sådan er det ikke i år.
Savner I et stort international navn a la Justin Bieber i år?
Fie: - Jeg glædede mig mere sidste år, det må jeg indrømme. Men det er jo altid fedt at være på Smukfest, og jeg synes, der er mange fede danske kunstnere på plakaten i år.
Smukfest er jo den dyreste danske festival, når det gælder billetpriserne. Er musikken pengene værd?
Fie: - Jeg synes, det er dyrt. Men når man tænker over, hvor mange dages musik og hvor mange forskellige kunstnere, man får, synes jeg, det er fair. Men det ér dyrt, det er det.
Felix og Bertil, 18 og 19 år
Hvad synes I om musikprogrammet i år?
Bertil: - Jeg synes, det er et godt program. Der er alle dage noget, jeg vil se. Og så handler det jo også om at udvide sin horisont lidt. Jeg var for eksempel ovre og høre Johnson tidligere, og jeg kunne jo kun et par af hans store hits, men det endte bare med at være en sindssyg fed oplevelse.
Savner I et navn i samme kaliber som Justin Bieber eller Rihanna?
Felix: - Jeg synes sgu, det har været fucking hyggeligt med de navne, der har været her. Jeg har ikke brug for at høre de sange, der alligevel kommer ud, hver gang folk tænder en soundboks. Så vil jeg hellere høre nogle lidt mindre navne.
Bertil: - Sidste år var jeg til Justin Bieber, og det var sgu ikke særlig godt. Og sådan synes jeg tit det er; de store stjernenavne skuffer tit, fordi forventningerne er så høje. Så nej, det savner jeg ikke.
Hvis I kunne vælge, hvem skulle så spille her næste år?
Felix: - Kanye West.
Bertil: - Ja, Kanye West ville være fed. Og J. Cole gad jeg også godt se næste år.
Sille, Mille og Stephanie, 31, 25 og 27 år
Hvad er jeres dom over årets musikprogram?
Stephanie: - Jeg synes, det er megafedt. Vi kan nærmest ikke nå at høre alle dem, vi gerne vil nå.
Mille: - Ja, vi har måttet sidde og lave en hel slagplan og prioriteringsliste for at nå det hele.
Savner I et stort hovednavn a la Bieber som sidste år?
Mille: - Jeg føler ikke, jeg savner noget. Der er mange lidt nostalgi-agtige navne, men jeg synes bare, det er sjovt at gå lidt tilbage i tiden.
Sille: - Det er jo gode minder at høre det musik, man hørte, da man var yngre. Men det er rigtigt, at der ikke helt er det der navn a la Bieber, hvor mange tænker: "Yes, det SKAL vi se".
Er der nogen, I savner på plakaten?
Sille: - Vi gad godt se Suspekt.
Stephanie: - Og Thomas Helmig. Ham troede vi faktisk ville være her i år.