Hvad tænker du, når du hører ordet anoreksi?
Måske tænker du på unge piger, der udvikler en spiseforstyrrelse, fordi de vil være så tynde som muligt.
Sådan plejede 27-årige Alexander Lajmi selv at tænke.
Det sidste i verden, han kunne forbinde anoreksi med, var ham selv; en pæn, sportstrænet ishockeyspiller fra Jylland, der gik i gymnasiet, havde en masse venner og en sportskarriere, der bragede derudaf.
Nogle ville sige, han havde et på mange måder misundelsesværdigt liv.
Et liv, der var oceaner væk fra sådan noget som psykiske lidelser og spiseforstyrrelser.
Troede han.
Men så ramte lynet, da han boede i USA for at blive professionel hockeyspiller.
Det er efterhånden otte år siden, at Alexander blev syg og fik anoreksi. Men sandheden er, at han efter alle de år aldrig rigtigt er er sluppet af med den endnu. Sandheden er også, at anoreksien har ødelagt utrolig meget i hans liv, inklusiv troen på, at han nogensinde slipper af med den igen.
I stedet har sygdommen isoleret ham og givet ham en følelse af, at han er helt alene om at kæmpe mod det usynlige monster, der bor i ham.
- Det er lidt, som om al hjælp og støtte er henvendt til piger. Jeg får følelsen af, at hvis jeg havde været en pige med den her spiseforstyrrelse, havde det været lettere at gøre noget, siger han.
Fandt sit kald i ishockey
Hele sit liv har Alexander fra Aarhus været vant til at fokusere på én ting: ishockey.
Faktisk i en grad, så alt andet i livet altid har været sekundært.
Hans storebror spillede hockey (man siger ikke ishockey), og selv var Alexander seks år, da han blev bidt af det. Da han var 13-14 år, skiftede han til en klub i Aalborg for at kunne udvikle sig og pendlede frem og tilbage fra Aarhus.
- Hockey var lige mig. Det er en sport, der går super hurtigt og er fysisk hård, og du har et tæt sammenhold med dine holdkammerater. Der er ikke nær så mange, der spiller hockey som for eksempel fodbold, så du kender mange og får et meget tæt fællesskab.
Da han gik i 7. klasse, flyttede ham og hans mor til Aalborg udelukkende for, at han kunne satse alt på sporten, mens moren måtte pendle til sit arbejde i Aarhus hver dag.
Han blev optaget i en eliteklasse under Team Danmark og kørte et stramt program hver eneste dag og spillede turneringer rundt om i Europa.
I gymnasiet gik Alexander på Team Danmark-linjen for sportsatleter sammen med sine bedste venner, som han både var sammen med i skolen og til sport.
- Hockey gav mig en masse selvtillid, og jeg var begyndt at spille med eliten, det var ret stort. Det gav også noget status og tætte venner – og det var ikke noget problem at få opmærksomhed fra pigerne. Jeg festede af og til, men slet ikke meget. Hockey var vigtigst, det var nummer ét, og det føltes aldrig som et tab at misse nogle fester, siger han og fortsætter:
- Gymnasietiden var den bedste tid i mit liv. Hockey, venner, piger – det hele spillede bare, husker han.
Hans motivation fik ham langt – faktisk så langt, at han som den eneste på holdet fik et tilbud om at træne i en klub i Los Angeles efter gymnasiet. Det ville bringe ham endnu tættere på drømmen om en international karriere, så han takkede ja og tog afsted til LA i sommeren 2016 efter gymnasiet.
Desværre gik intet, som han havde forestillet sig i USA.
Tværtimod.
Familien serverede 'lortemad'
Det var langt sværere at finde sig til rette i USA, end han overhovedet havde forestillet sig.
Derhjemme var Alexander vant til trygge rammer og rutiner, men i LA virkede alt kaotisk og ja – utrygt.
Den familie, han skulle bo hos, havde til hans store chok en masse andre studerende boende under samme tag. Alexander følte, det var umuligt at samle tankerne og få ro.
I hockeyklubben var det heller ikke nemt at finde sin plads som eneste dansker, mens de andre ishockeyspillere havde store vennegrupper fra samme hjemlande. De var flinke mod ham, men talte tit med hinanden på deres eget sprog. Det var svært, når han plejede at være en vigtig del af hockeyflokken derhjemme.
Oveni serverede familien "lortemad" – amerikansk usund fastfood fyldt med fedt og sukker, som han følte var en trussel mod hockeyformen. For første gang i sit liv blev Alexander bange for at blive overvægtig og begyndte at tænke meget over, hvad han spiste.
Når der ikke var træning, gik han ture alene ved strandene i LA, hvor det vrimlede med veltrænede mennesker.
- Der er et look i LA, hvor man gerne vil se godt ud. Det var der mange, der gjorde – og det ville jeg også. Så jeg begyndte at træne og spise sundt. Det var ikke decideret for at blive super hakket, men mere fordi jeg ikke havde andet at lave, husker han.
Det gik hurtigt for den allerede sportstrænede dansker at få en hakket krop. Og det blev bemærket. Pludselig begyndte han at få opmærksomhed og ros for sit udseende af både holdkammerater og træneren, som var imponerede over musklerne.
- Det handlede ikke længere om at være den bedste hockeyspiller, men om at være den mest trænede. Det gav mig et boost, at træneren skrev "Hercules" på mit holdkort. Det var det, jeg fik ros for, som nu gav mig opture.
Tilfældige folk på stranden og i fitnesscentret kom over og sagde "god fysik" til ham. Endelig gik han fra at føle sig usynlig til at føle sig set.
Og det var en kæmpe motivation for at blive ved med at træne hårdt og spise sundt.
Vejede ti kilo mindre end før
Desværre er en bodybuilderkrop ikke en god krop for en ishockeyspiller. Sidstnævnte skal være robust og i topform. Så jo mere slank og muskuløs Alexander blev, jo mere dalede hans hockey-fysik.
- Jeg spillede stadig, men kunne godt mærke, at energien ikke var helt den samme, fordi jeg trænede så meget og spiste så lidt.
Men det nye og foruroligende var, at hvor hockey-sporten før overskyggede alt – fester, piger, venner, familie – var det pludselig vigtigere for ham, hvordan kroppen så ud.
Hans mor i Danmark kunne se, hvordan han tabte sig og fik en kostvejleder til at sende ham en kostplan med en masse detaljer omkring kalorietal – men desværre virkede den nærmest modsat.
For Alexander havde nu fået en hel manual for, hvad madvarer indeholdt, og hvordan han så kunne tabe sig endnu mere. Det blev nærmest en besættelse for ham at være i kalorieunderskud.
For tynd til ny kontrakt
Efter et år i LA tog han tilbage til Danmark og håbede at kunne genoptage sit gamle liv i hockeyklubben i Aalborg – men intet gik som planlagt.
For da Alexander kom hjem, havde han tabt sig over ti kilo og kunne derfor ikke få en kontrakt med sin gamle klub, fordi han var blevet for tynd og afkræftet.
Nu vidste han godt, at den var helt gal. Problemet var, at han ikke kunne stoppe sig selv for at gøre alt det, der rev ham længere væk fra ishockey.
I stedet gik han all in med at skære alle kalorier fra og tabe sig, og til sidst fik hans mor ham til udredning på psykiatrisk afdeling. Her skulle han svare på en række spørgsmål – herunder hvornår han sidst havde haft menstruation, hvor han følte sig totalt malplaceret.
Men da svaret fra udredningen kom, stod det desværre sort på hvidt: Han havde anoreksi.
Selvom det måske kan lyde underligt, kom det faktisk totalt bag på ham.
- Jeg troede, det var noget trænings-anoreksi, jeg havde, men det var det ikke, og det var jeg ret ked af, fordi jeg altid havde tænkt anoreksi som noget, der kun ramte usikre piger.
Og følelsen af at være et helt forkert sted blev kun bekræftet gang på gang den efterfølgende tid, da han følte, at han slet ikke passede ind i den formel, der handler om anoreksi. Herunder et gruppeforløb for anoreksiramte, hvor der kun var piger i gruppen – udover Alexander.
- Jeg var i gruppen én gang; det var slet ikke noget for mig. Det blev meget værre herfra, og den kostvejleder jeg kom ind til, var en gammel dame, som var meget demotiverende for mig. Det hele virkede som en tam procedure, der gjorde, at jeg tænkte: "Fuck jer, så bliver jeg endnu tyndere", siger han og fortsætter:
- Alle de overlæger og psykologer, jeg mødte, var kvinder. Der var ingen mænd, jeg kunne se op til, der kunne give mig en motivation.
'Anoreksi føles som djævelen, der roser mig'
Årene er gået, og Alexander lider stadig af spiseforstyrrelsen.
Han har stadig et meget kontrolagtigt forhold til mad og motion, og hans mæthedsfornemmelse har været styret af kalorier og vægt i så lang tid, at den nu er væk. Det vil sige, at han ikke længere kan føle, hvornår han er mæt eller ej.
Hans mor er hans store støtte, og med egne ord ved han ikke, hvor han havde været i dag uden hende.
Men når det kommer til sit eget køn, føler Alexander generelt ikke, at han kan tale med nogen af samme køn om de svære følelser og tanker.
- Jeg tror ikke, andre mænd kan forstå det eller sætte sig ind i det, og det har jeg altid haft det rigtig svært ved. De spørger mig, hvorfor jeg ikke bare kan spise noget mad. Jeg kan huske en sommerfest, hvor en af mine kammerater sagde, at hvis ikke jeg snart spiste noget, ville de kalde mig for "Anoreksi". Det gjorde mig meget ked af det.
Hvordan føles det da?
- Som om anoreksi er djævelen, der sidder på min skulder og roser mig for at blive tyndere. Du bliver mere og mere irrationel, og det kunne jeg se, da jeg tog på igen og blev mere klar i hovedet. Men desværre lader jeg djævelen tage over igen. Selvom jeg hader ham, er han også blevet min bedste ven – og den eneste nogle gange.
Han mener selv, det har været hans eget kontrol-gen og stædighed, der sætter en stopper for at komme ud af anoreksiens klør.
- Jeg var og er så stædig, at du tror, det er løgn. For mig har det ikke handlet om at være for tyk, det var mere det her med at have kontrollen. Jeg tror, det har noget at gøre med min vindermentalitet. Jeg har altid fået at vide i hockey, at jeg havde en viljestyrke, der sagde spar to. Jeg ville være den bedste – og nu er jeg den bedste til at have en spiseforstyrrelse.
Hans mor siger, at han skal bruge den viljestyrke til at komme tilbage og blive rask. Det er også det eneste, han selv ønsker, men det virker uoverskueligt.
For lige nu er spiseforstyrrelsen også noget nær det eneste trygge, han har, når alt andet i hans liv er revet væk.
- Jeg blev ved med at komme i hockeyklubben for at se kampe, selvom jeg på det tidspunkt hverken havde kræfter eller energi til at spille eller noget som helst – men jeg havde stadig drømmen om at komme tilbage. Det har jeg ikke mere.
Løsningen er en rollemodel – for ham
Selvom han ofte har svært ved at se en vej ud af det hele, har Alexander dog stadig et bud på, hvad en mulig løsning kunne være.
- Drømmen ville være at få hjælp af én, som jeg kan se op til. En sej mandlig rollemodel, siger han.
Han prøvede det én gang med en tidligere bokser, som han selv tog fat i og fortalte om sine problemer. Eks-bokseren tog straks Alexander med ned i sit crossfit-center, hvor han blev målt og vejet, og han fortalte ham, hvad han skulle spise, og hvilket træningsprogram han skulle køre.
- Det var virkelig fedt at få råd af én, jeg kunne se op til og tale samme sprog som, og derfor fulgte jeg hans råd. Desværre faldt jeg hurtigt tilbage i at tælle kalorier, men det gjorde en kæmpe forskel og gav mig håb, siger han.
- Nu kunne jeg bare godt tænke mig at finde én, som kan hjælpe mig og motivere mig til at slippe ud af det én gang for alle.