10 navne vil være de nye stjerner i dansk musik: Mød dem her

Lyt til Cano med 'jeg ik alene mer' her.

Cano er kreativ helt ud til fingerspidserne. Der har nemlig ikke været et tidspunkt i hans liv, hvor han ikke har arbejdet med enten film eller musik. Som barn var han dårlig til at lege, forklarer han, og derfor satte han teaterstykker op eller lavede musikvideoer. Som teenager blev det til kortfilm og dokumentarer, og senest er han begyndt at arbejde som tatovør.

- Jeg kan godt lide at lave nye verdener, man kan drages ind i, fortæller han.

For halvandet år siden besluttede han sig for at starte det projekt, som vi nu møder ham i: Cano.

Han har taget sit efternavn som kunstnernavn, for Cano hedder i virkeligheden David Cano, og efternavnet er spansk. Så det skal altså ikke udtales som den danske kano, forklarer han.

Cano er et projekt, hvor fællesskab og venskab er det vigtigste. Det er et projekt, hvor musikken er skabt i et rum sammen med hans allertætteste venner, hvor alle hjælper hinanden, og derfor giver det mening, når han forklarer, at han håber, at musikken føles som at se sin bedste ven græde for første gang.

- Det er et sted, hvor der er håb i dårligdommen, uddyber han.

Cano er udvalgt med sangen 'jeg ik alene mer', som han selv beskriver som episk bedroom pop. Det skal nemlig være storladent men intimt, stærkt men sårbart.

- Det er følelsen af at være på klub og stå på dansegulvet med lukkede øjne. Man er omringet af mange mennesker, men indser, at man ikke kan tage fat i nogen af dem. Det er følelsen af at være alene, selv om man har andre omkring sig, siger Cano.

- Jeg havde det sådan, da jeg skrev sangen, fordi jeg ikke kunne række ud til de mennesker, jeg havde omkring mig. Det er en reminder om, at det er vigtigt at bede om hjælp, og at det er vigtigt at være opmærksom på hinanden, slår han fast.

Lyt til Fenja med 'Brænder for noget' her.

Hvis man skal pege på to ting, som er helt essentielle for Fenja, så er det det danske sprog og naturen. Det er, når hun kigger op på stjernehimlen, hopper i vandpytter eller rider gennem skovene, at hun føler sig allermest til stede – og samtidig allermest lille.

- Jeg skriver helt klart bedst, når jeg føler mig helt lille i verden. Når landskabet er så enormt, at jeg føler mig helt befriet, lyder det fra Fenja.

Fenja hedder i virkeligheden Freja, og hun bor på Sydvestsjælland på en gård sammen med en masse dyr, og hun husker faktisk ikke et tidspunkt, hvor hun ikke har været betaget af både vores sprog og vores natur.

Det startede som digte og noveller, men blev allerede i en tidlig alder til sange. Den første sang, hun nogensinde skrev, handlede om klimaforandringer og en isbjørn, der mistede sit hjem på grund af det.

- Jeg har altid været optaget af de store spørgsmål i livet. For at kunne rumme dem var jeg nødt til at give dem et format og putte dem ind i et eller andet – og det har så været sange, siger hun.

- Musikken har bare altid været et tilflugtssted, hvor jeg kan drømme mig lidt væk.

På samme måde håber Fenja, at hendes musik kan agere tilflugtssted for dem, der lytter til hendes sange. Hun er udvalgt med nummeret 'Brænder for noget', som hun forhåbentligt kan blive et lydbillede af fjeldenes store vidder.

- Det skal give en ur-agtig fornemmelse, siger hun.

'Brænder for noget' handler om, at det er vigtigere at blive til nogen og ikke til noget. Det er en fortælling om, at vi er forpligtet til hinanden i fællesskabet – og forpligtet til naturen samtidig. For livet er lidelsesfuldt, forklarer Fenja, men det bliver lidt mindre lidelsesfuldt, når vi kan være sammen om det.

- Mit mål er at efterlade verden en smule mere magisk, end den var, før man havde lyttet til min sang.

Lyt til Verge med 'hverdag' her.

Da Verge var yngre, var det ikke sejt at lave musik på dansk. Verge er flasket op på undergrundsrap fra Atlanta, og de var jo seje, og de rappede jo på engelsk.

- Det var svært at få teksterne til at lyde lige så fedt på dansk, husker han.

- Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at det bare gav bedre mening, og så lød det heller ikke danglish.

Verge hedder Thor, og når han laver musik, er det med håbet om at sætte et spejl op foran det at gå fra at være teenager til at være en ung voksen, for det er ikke altid helt nemt.

I hans omgangskreds har man gennem tiden nemlig ikke altid talt om, hvordan man føler og reelt har det inderst inde. Her er musikken blevet hans talerum, så han nogle gange græder metaforisk ned i papiret, mens han skriver.

Men selv om teksterne kan være sårbare, er det okay, at andre får lov til at lytte til musikken – der er bare én helt særlig gruppe, hvor det kan være lidt svært.

- Min mor har nogle gange ringet og sagt, at hun har hørt min musik, hvor jeg bare har tænkt: "Åh, jeg har bare sagt alle mulige ting, som du ikke skulle vide," siger han og griner.

- Når jeg sidder i selve processen, tænker jeg ikke over, at jeg skal vise det til nogen. Der graver jeg mig ned og er fuldstændig til stede.

Med alderen er det blevet nemmere. Han er blevet bedre til at forstå sine følelser, og han ser dem nu som et værktøj til at skrive bedre sange og skabe øjebliksbilleder af det at være ung.

- Musikken er ikke altid trist, for sangene er lidt som en dagbog. Så nogle gange er jeg nede at hilse på djævlen, mens jeg andre gange føler mig højere end Mount Everest.

Verge er udvalgt med sangen 'hverdag', som er old school hiphop blandet med lidt new school, og så har den "et beskidt beat", forklarer han selv. Den handler om at møde én i byen, hvor man spiller lidt verdensmand, og så vil vedkommende pludselig vide hvem, man er, når man ikke er i byen – men det går ikke helt som planlagt.

Lyt til Dear Anaïs med 'For the Night' her.

Dear Anaïs skriver breve til sig selv gennem musikken. Det er sider fra en dagbog og nedslag hendes liv for at fortælle sit fortidsjeg, at hun klarede den, og samtidig at huske sit fremtidige jeg på de mange følelser, der opstår, når man navigerer gennem verden.

- Jeg er et meget følelsesladet menneske, som virkelig gerne vil synge om følelser. Jeg er typen, der deler lidt for meget, men det har jeg egentlig ikke noget i mod, siger Anaïs, som står bag Dear Anaïs.

Dear Anaïs' fortidsjeg havde egentligt en helt anden plan for, hvordan tilværelsen skulle udfolde sig. Op gennem barndommen og de spæde voksenår har hun nemlig aldrig helt troet på, at hun kunne synge, og at musikken rent faktisk var en vej, hun kunne gå ned ad.

Når hun så talentshows på tv, begyndte hun nemlig at fokusere på det negative. På de personer, der kom ind og troede, at de kunne synge, men som egentligt ikke havde en tone i livet. Og hvad nu, hvis det var situationen for Dear Anaïs?

- Jeg stolede ikke på min egen dømmekraft, og jeg troede ikke på mig selv i mange år. Jeg fik ondt i maven, hvis nogen hørte mig synge, eller at de sagde, at jeg sang godt. Jeg troede, at de løj, husker Dear Anaïs.

I dag tør hun godt tro på drømmen, og derfor laver hun musik som Dear Anaïs. Når hun træder på scenen som Dear Anaïs, laver hun musik til "sad and horny people", forklarer hun, mens hun griner.

Genremæssigt befinder Dear Anaïs sig i en engelsksproget R&B-inspireret verden, og så er hun inspireret af congolesisk rumba, zouk og blues – nogle genrer, hun har taget med sig fra sin opvækst med congolesiske forældre. Dear Anaïs er udvalgt med sangen 'For the Night', hvor hun "tapper ind i sit toxic self".

- Den handler om, at man egentlig har valgt at gå fra sin partner, fordi vedkommende ikke er god for én. De udtrykker, at de vil dig, men deres handlinger modsiger alt, de siger. Men så tager du lige en sidste steamy nat med vedkommende, inden det er helt slut, forklarer Dear Anaïs.

Lyt til EMIL med 'Jeg har taget fri' her.

Gennem et liv er der nogle øjeblikke, som simpelthen sætter sig fast i ens krop og sjæl. Øjeblikke med gåsehud, hvor kroppen er fyldt fuldstændig op af eufori.

Sådan et øjeblik havde EMIL, da han som 16-årig hørte KarriereKanonen-vinderne The Minds of 99 med sangen 'Det er Knud som er død', og det satte tanker i gang hos ham.

- Det er det her, jeg skal. Jeg skal give den følelse videre til andre, så der forhåbentligt står en anden 16-årig derude, som får den følelse, når de hører min musik, slår EMIL fast.

For fem år siden begyndte EMIL at skrive sine egne sange, og det er mundet ud i projektet, der bærer hans eget navn. Det er nemlig hans kanal og det sted, han får ordene ud. Og de ord kommer gerne ud på en lidt voldsom måde.

- Min musik lyder som at blive skreget i hovedet – på godt og ondt, siger han med et grin.

- Jeg kan fandeme godt lide at råbe – både når jeg er vred, og når jeg er glad. Mine produktioner er tit lidt pæne, så det er rart at kunne råbe hen over dem, uddyber EMIL.

EMIL er udvalgt med sangen 'Jeg har taget fri', som er en sang, der er præget af kontraster. Han kalder det selv for rendestenspoesi, hvor der er en punk-energi med flossede kanter og en popproduktion, som gør det hele lidt pænt igen. Som hvis Rasmus Seebach og King Krule fik et kærlighedsbarn.

- Det er afladspop. Her kan jeg få lov til at være hudløs ærlig. Som at sætte mig i skriftestolen og få aflad for alle mine tanker.

'Jeg har taget fri' er vokset ud af en periode med stress, hvor EMIL indså, at han skulle passe på sig selv, hvis han skulle få det godt igen.

- 'Jeg har taget fri' er en historie om øjeblikket, hvor alle de nederen tanker forsvinder. Den handler om at tage sig selv og sine venner i hånden og sige, 'Vi skal ned og bade i dag. Vi skal prøve en ny øl, og så skal vi bare have det rart'.

Lyt til PALLAS med 'Puppy Luv' her.

I gymnasiet sad PALLAS ofte og kiggede ud ad vinduet og lod tankerne vandre. Hun drømte sig væk fra den knap så ergonomiske stol, hun sad på, og ud i den store, vide verden. Her kunne alt ske. Der er og var ingen begrænsninger, og PALLAS kunne helt selv bestemme, hvad der skulle ske i drømmene.

- Mine dagdrømme er mine egne, og jeg kan forme dem præcis, som jeg vil. Det er en inspirationskilde, der aldrig løber tør, forklarer PALLAS, som i virkeligheden hedder Nora.

PALLAS laver hyperpoppet musik, som føles som den sommerdag, hvor alle dine venner er ude at drikke vin på fortovscaféer, men hvor du allermest har lyst til at svælge i dine følelser og blive hjemme. Hvor du ender med at ligge i badekarret og egentligt have en selfcare-dag, hvor du gør noget godt for dig selv. Og selv den analogi er startet som en slags dagdrøm hos PALLAS.

- Jeg bruger enormt meget af min tid på at dagdrømme. Det er det absolut bedste, jeg ved. Alt er sjovest i min fantasi. Alt kan lade sig gøre. Det er her, mine sange bor. Næsten alle mine sange handler om at drømme sig væk et eller andet sted, fortæller hun.

Faktisk var det også i dagdrømmene i gymnasiet, at PALLAS er opstået. For der i oldtidskundskabstimen lærte hun, at kaldenavnet for en ung pige i græsk mytologi hedder Pallas. Og det passer jo meget godt med PALLAS' musik, for det er musik fra en ung piges perspektiv.

Det er den sang, som PALLAS er udvalgt med, også. 'Puppy Luv' hedder den, og det er en vaskeægte break-up-sang.

- Den handler om det første, store brud og den første, store kærlighed. Det er noget, jeg tror, at alle kan genkende og huske tilbage på. Den første store kærlighedssorg, forklarer PALLAS.

Og så er den pakket ind i hyperpop og følelsen af at stå og græde lidt på et dansegulv.

- Det er så empowering at græde på dansegulvet. Det er der, man bare føler sig fri. At stå i larm og lys blandt en masse mennesker og bare overgive sig til sine følelser.

Lyt til Elias Njovu med 'Jeg vil ikke sige for meget' her.

Da Elias Njovu var teenager, gik hans stemme i overgang, som den jo gør, når man går fra at være en dreng til en mand. Det er en naturlig proces, men for Elias Njovu betød det, at han nærmest mistede en del af sig selv.

Han gik fra at synge i kor og have fuldstændig styr på sin stemme til at blive smidt ud af koret og ikke kunne genkende sig selv, når han åbnede munden.

Derfor satte han sig foran computeren og begyndte at producere musik i stedet for. Lave remixes og hjælpe vennerne med at lave musik. For musikken flød og flyder stadig i hans årer.

Det var først, da han flyttede til København og begyndte at arbejde professionelt med musikproduktion og sangskrivning, at han greb mikrofonen engang imellem.

- I lang tid var det tætteste, jeg kom på at synge, at jeg indspillede baggrundsvokaler, husker han om årene.

Det endelige mentale gennembrud, hvor han overvejede, om han skulle synge igen, kom først for et par håndfuld år siden til en projektuge på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor han dengang studerede. Her blev han bedt om at skrive en sang og vise den til sin klasse. Skoleopgaven tvang ham til at stole på, hvad end der kom ud.

- Selv om det måske er grimt eller smukt, skulle jeg stole på, at det var, som det skulle være, fortæller han.

Sangen, han endte med at skrive og optræde foran sin klasse med, rørte ham fra starten. Den rørte også både lærere og klassekammerater, og den reaktion, og at hans sang fik lov til at leve i andre mennesker, gjorde, at han turde tage mikrofonen og synge selv igen.

Kulminationen af den rejse handler om at turde springe ud der, hvor vandet måske er lidt for dybt. Hvilket meget fint lægger sig i tråd med den sang, Elias Njovu er udvalgt med. Den hedder 'Jeg vil ikke sige for meget', og det er en sang, der trækker elementer fra R&B, hiphop og mere elektroniske genrer.

- Det er en bekræftelse af mig selv, og at jeg godt selv kan tage styringen i mit eget liv. Det var et øjeblik i mit liv, hvor der simpelthen skulle andre boller på suppen, siger han.

- For mig handler den om at genfinde noget selvværd.

Lyt til hun_sagde med 'Grå skyer her'.

Kan du huske byen i spillet 'Silent Hill'? Hvor tågen aldrig letter, og mørket aldrig helt slipper sit greb om bygningerne? Det er sådan cirka den stemning, der er i den musik, hun_sagde laver.

Emma, der står bag hun_sagde, har skabt et univers, hvor nordisk melankoli er i højsædet, mens hun kombinerer det med 90'er inspirerede triphop-beats og grungede guitarer. Det er soundtracket til din eftertænksomme gåtur nede ved vandet, hvor hav og himmel går i ét i en stor grå masse.

Lidt som der ser ud det meste af året i Vestjylland, hvor hun_sagde kommer fra.

I en lille by uden for Holstebro var hun_sagde nemlig den eneste, der lavede musik. Alle de andre spillede håndbold, og for at passe ind gjorde hun_sagde det også – det var nemlig lidt svært at turde stå ved sig selv og insistere på at lave noget kreativt.

Efter et udvekslingsophold i USA begyndte Emma at lægge sange på SoundCloud, og under første coronanedlukning blev hun_sagde født.

- Det har været et virkelig vigtigt punkt for mig at turde lægge sange på SoundCloud og stå ved, hvem jeg er. For jeg er nødt til at stå ved mig selv. Hvem fanden skal jeg ellers være? spørger Emma retorisk.

- hun_sagde har gjort mig modig. Det har virkelig fået mig ud af min komfortzone. Det har hjulpet mig meget som privatperson at være hun_sagde, fortsætter hun.

hun_sagde er en karakter, Emma kan hælde alle sine følelser ned i. Som privatperson er hun egentlig ikke altid trist. Hun er 'rimelig glad', siger hun selv med et grin. Men med hun_sagde kan hun grave lidt i tristheden. Være introvert men ekspressiv. At hvile i sørgmodigheden og komme ud af den igen.

- Jeg vil gerne skrælle det yderste lag af og finde ud af, hvad der ligger nedenunder, siger hun.

hun_sagde er udvalgt med sangen 'Grå skyer', som er en kærlighedserklæring til Aarhus, hvor hun før har boet.

- 'Grå skyer' er historien om en af de der byture, hvor man er mega uoplagt, inden man tager afsted, men så får man trukket sig op til en enkelt øl, der ender i en mere, og så får man den vildeste bytur, fordi man har en "fuck it"-attitude. Det er de bedste aftener.

Lyt til Dupont med 'Night Terrors' her.

Kolonihaverock. Det er sådan, Dupont selv beskriver deres musik. "Hvorfor det?", tænker du måske?

Fordi det hemmelige kolonihavehus i Skive danner rammen om, hvem Dupont er, og den musik, de nu er klar til at præsentere.

- Kolonihaven er et tilflugtssted, hvor man kan få ro og samle sine tanker. Hvor man ikke skal forholde sig til så mange andre. Der er ingen, der lytter, så man kan være helt sig selv, fortæller Casper fra bandet.

Dupont består af fem venner fra Skive og Viborg – Mikkel, Marius, Christian Mathias, Dines og Casper, som mødte hinanden ved et tilfælde. Nogen har gået på efterskole og gymnasium sammen, men startskuddet til Dupont lød, da Mikkel, der er forsanger i bandet, mødte Casper, fordi han larmede på sit skateboard en dag, hvor Mikkel forsøgte at indspille nogle vokaler til sit soloprojekt.

De to unge mænd endte med at bruge hele dagen sammen, og resten er historie, som man siger.

Det er Mikkel, der kommer med sangene, mens de i fællesskab skaber det lydbillede, der omfavner teksterne.

- Musikken er mit outlet, og hvis jeg ikke får skrevet sange, kan jeg godt brænde inde med det, og følelserne kan hobe sig op, forklarer Mikkel.

- Vi er fem drenge, som godt kan gå og tænke meget – af og til også for meget. I musikken kan vi få det ud, tilføjer Dines.

For Dupont er en forløsning. Det er musik, der taler til kroppen, og det er et sted, hvor du kan lægge dine følelser og råbe dem ud. Sådan blev 'Night Terrors' også skabt. Det er den sang, gruppen er udvalgt med.

- 'Night Terrors' er en kærlighedssang om længsel og uklarhed i et forhold. Den handler om at sige farvel til en person og tænke 'Fuck, det er bare allersidste gang, jeg ser hende'. Den beskriver fuldstændig den følelse, jeg sad med, fortæller Mikkel.

- Man kunne nok godt have pakket det mere ind, men det var faktisk ikke det, den sang havde brug for. Det skulle bare ud, uddyber han.

Lyt til Berg med 'Hen i morgen' her.

Da Berg var 18 år, fik hun tatoveret sit kunstnernavn på halsen. Der har nemlig aldrig været en plan b eller en anden måde at leve sit liv på. Det handler om musikken og kun om musikken.

Berg hedder i virkeligheden Alberte, og hun kommer fra København – og så har du måske set hende, hvis du er på TikTok. Siden sommer har hun nemlig lagt videoer ud. Det gør hun, fordi det er et skridt på vejen mod at gøre tingene på sin egen måde. Det har nemlig været svært for hende at få hul igennem til branchen.

- Jeg føler, at det er en kliché, men det er også en kliché af en grund. Jeg skulle have alle de nej'er fra branchen, fordi nu står jeg tilbage helt skarp. Alle de bidder, de har taget, det var nogle, der skulle tages for, at jeg kunne blive dannet og formet til det, jeg er blevet nu, slår hun fast.

For der er kun en vej for Berg, og det er at lave musik.

- Det handler ikke om at blive kendt eller blive set. Det handler om at blive anerkendt og hørt, siger hun og smiler.

Når Berg laver sin musik, bevæger hun sig i et poppet univers, som hun beskriver lidt som "hvis popmusik var som Narnia" – man ved aldrig helt, hvad der gemmer sig inde i skabet. Nogle gange er det indie, nogle gange rocket, og andre gange er det elektronisk, men det er altid poppet og altid helt uden filter.

- Jeg skriver sange til piger, der er lidt kede af det. Den slags pige, der har brug for at gå i terapi, og så har hun brug for at lytte til min musik, slår Berg fast.

Berg er blevet udvalgt med sangen 'Hen i morgen', som handler om at turde sætte grænser over for sig selv, for "vores selvværd vokser, når vi sætter grænser," understreger hun.

Vinderen af KarriereKanonen 2024 bliver fundet den 7. juni i DR Koncerthuset.