Unge skaber fremtidens jobs i ultra:bits læringsevent

Over 80 klasser fra hele landet har været med til at skabe fremtidens jobs i et undervisningsforløb fra læringsindsatsen ultra:bit.

  • 7.C fra Gungehusskolen i Hvidovre deltog i ultra:bits læringsevent Skab fremtiden. (Foto: © Mew, Mew)
  • Klassen så læringseventen på en storskærm, og undervejs deltog de digitalt i afstemningerne. (Foto: © Mew, Mew)
  • De skulle blandt andet svare på, om de ved, hvad de vil efter 9. klasse. (Foto: © Mew, Mew)
  • Afstemningerne foregik ved håndsoprækning, og resultatet blev sendt til læringseventen digitalt. (Foto: © Mew, Mew)
1 / 4

Onsdag d. 9. november kulminerede forløbet i en digital læringsevent med DR-vært Jannik Schow i front.

Sammen med en fremtidsforsker, en bokser og en teknologijournalist kiggede Jannik Schow nærmere på elevernes fremtidsjobs i den digitale læringsevent for 7. og 8. klasser.

Der var mange gode titler på de nye jobs, blandt andet hologrampsykologen, kæmpedroneføreren og deep-water-exploration-pressure-proof-camera-designeren.

Dronepilot slukker ildebrande

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen var imponeret af vanddronepiloten, som 8. X fra Søndre Skole i Viborg har opfundet.

Som vanddronepilot skal man styre en drone ind i en brændende bygning og slukke branden. Uden selv at sætte livet på spil.

- Det er megagodt tænkt. Der er også noget gaming over det, siger Anne Skare Nielsen.

- Det, at man er en gamer, er faktisk en rigtig stor styrke. Man er ikke så bange for at lave fejl i et computerspil, for man ved, man kan lære af det.

Halvdelen ved, hvad de vil efter 9. klasse

Undervejs i læringseventen deltog alle eleverne i afstemninger. Her svarede de bl.a. på, om de ved, hvad de vil efter 9. klasse.

Hele 52 pct. svarede, at det ved de godt, mens 28 pct. svarede, at de ikke var sikre, og 20 pct. svarede, at de ikke aner det.

Dina Thorslund er verdensmester i boksning i bantamvægt, og så er hun uddannet fysioterapeut.

Hun vidste ikke, hvad hun ville, da hun gik i folkeskole. I stedet prøvede hun nogle forskellige ting af.

- Hvis man ikke ved, hvad man vil, så er det godt at have en plan B. Jeg gør det her, indtil jeg finder ud af, hvad jeg vil. For hver gang man går ind ad én dør, åbner der sig tre nye.

Ikke for sent at finde sin interesse

Dina Thorslund begyndte først at bokse, da hun var 15 år. Her fandt hun sin særlige interesse.

- Sport kan give dig disciplin, ansvar og sammenhold, så hvis man går op i sport, kan man få nogle rigtig gode værdier med sig, fortæller Dina Thorslund.

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen gav også råd med på vejen til uddannelsesvalget, som familie og venner også har stor indflydelse på.

- Vi smitter hinanden med vores følelser. Det er godt lige at tænke, er det her mine egne følelser, eller er det egentlig andres følelser, jeg bærer på.

- I fremtiden kommer vi til at få mange karrierer igennem hele livet. Derfor er det heller ikke så vigtigt, om man får valgt rigtigt lige i starten. Man skal hellere bare vælge noget, og så gøre det til det rigtige valg.