For 6.Y på Krogårdskolen i Greve blev en helt almindelig skoledag pludselig meget bedre, da det bankede på døren.
Ind kom Sigge, der er vært på Ultra Gaming, med en kæmpe check på 5000 kr. under armen.
Klassen har vundet konkurrencen ultra:bit challenge, hvor elever fra 4. til 8. klasse i hele landet har knækket koden til, hvordan børn og unge får bevæget sig mere.
Konkurrencen er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt og læringsindsatsen ultra:bit, som DR står bag i samarbejde med Astra og CFU og støttet af Industriens Fond.
Hele klassen bevæger sig
6.Y har lavet ’Hospitalslegen’. Her kan hele klassen lege med, når ’fangerne’ skal fange de andre.
- Det var sjovt at bruge micro:bitten til at lave legen. Vi fik micro:bitten til at tælle point. Det var lidt anderledes og sjovere end normalt i skolen, fortæller Jonas Christian Jensen fra 6.Y.
Det bankede også på døren hos 7. årgang på Bredagerskolen i Jelling. Her stod Ultra Nyts vært Jonas Madsen klar med en vindercheck for elevernes opfindelse ’Bombeleg’.
- Vi har lavet en slags bombe, der kan tælle ned og sige bip. Hvis man så har bomben, når den siger bip, så er man ude, forklarer Mark Eriksen fra 7. årgang på Bredagerskolen.
Eleverne har lavet ’bomben’ i 3D-print og programmeret en micro:bit, så bomben kan lyse, sige lyde og tælle ned.
Stærke regionale vindere
De to vinderklasser bliver 5.000 kroner rigere, og derudover bliver de nu sammen med alle de regionale vindere af konkurrencen inviteret med på en online-camp, som Astra arrangerer.
De regionale vinderklasser er udpeget af repræsentanter fra Dansk Skoleidræts kredsforeninger, som har voteret og vurderet på de indsendte bidrag.
I bedømmelsen af aktiviteterne er der lagt vægt på kreativitet, brug af teknologi, bevægelse og elevernes præsentation. Klassernes bidrag har omhandlet alt fra ”levende stratego” med brug af micro:bit til ”micro:bit-stafet”, hvor det gjaldt om at tegne en figur, som micro:bitten viste.
- De indsendte bidrag afspejler en høj grad af kreativitet, og der er ingen tvivl om, at brugen af teknologi har motiveret endnu flere elever til at bevæge sig. Det er glædeligt, og koblingen af bevægelse og teknologi er en ny tilgang, som, vi håber, kan vare ved. Det har givet eleverne ejerskab, at de selv kan være med til at skabe bevægelsesaktiviteter, og det er vigtigt for en varieret skoledag, siger Torben Hansen, udviklingskonsulent i Dansk Skoleidræt.
Børn skaber med teknologi
Det er tredje år i træk, at læringsindsatsen ultra:bit får børn til at være kreative med kodning i en innovationskonkurrence.
DR, Center for Undervisningsmidler og Astra står bag ultra:bit med støtte fra Industriens Fond, og partnerne inspirerer i fællesskab lærere og elever til at arbejde med kodning og teknologi i undervisningen.
Til konkurrencen har lærere og elever fulgt DR Skoles digitale undervisningsforløb, der har guidet dem igennem en kreativ designproces.
- Det er dejligt at se, hvordan eleverne i fællesskab har skabt mange forskellige og kreative løsninger med teknologi. Eleverne har både bevæget sig og leget sammen, når de har udviklet aktiviteterne og testet dem på hinanden. Vi er glade for at se, hvordan ultra:bit-indsatsen også kan være en del af idrætsfaget og være med til at skabe en lyst hos eleverne til at bevæge sig, siger Camilla Balslev Nielsen, redaktør og sekretariatsleder for ultra:bit.
Fakta
- •
Læringsindsatsen ultra:bit og Dansk Skoleidræt er gået sammen om at stille børnene denne udfordring om at skabe mere bevægelse i hverdagen, og det er målet, at børnene opfinder et væld af nye inspirerende bevægelsesaktiviteter, hvor teknologi er tænkt ind i aktiviteterne.
- •
ultra:bit challenge er en del af temaet ’Sammen i bevægelse’, som DR laver bl.a. i samarbejde med Dansk Skoleidræt.