’Corona’ hedder det digt af Paul Celan, hvori han skriver den berømte sætning: ’Vi elsker hinanden som valmue og erindring’. Et dunkelt billede, der også har givet digtsamlingen dens titel: ’Mohn und Gedächtnis’. Valmue og erindring.
Valmuen, der voksede i tusindtal på de faldnes grave i Flandern under Første Verdenskrig, hentede næring fra de dræbtes kød og knogler. Valmuen, som har givet os opium, opiater, opioider. Den smertestillende og sløvende valmue, forbundet med natten og søvnen, som får os til at sove og glemme. Hvordan passer det sammen med hukommelsen og erindringen? Celan skriver: ’Vi siger dunkle ting til hinanden, vi elsker hinanden som valmue og erindring.’
’Corona’ hedder altså Paul Celans digt fra 1952. På latin betyder ’corona’ krone eller krans. En kreds af mennesker, eller en belejringslinje omkring en by, altså de fæstningsværker, der belejrer byen. Corona er også den yderste del af solens atmosfære, den krans af flammende gasarter, der omgiver solen. Og corona er en gruppe af virus, hvis strittende stave kan ligne takkerne på en kongekrone. Eller solen med dens corona, eller måske små blomsterkroner.
Også en oldkirkelig helgeninde
Men Corona er også en oldkirkelig helgeninde. Det er det latinske navn for Kronstadt i Transsylvanien, det nuværende Brasov. Det er en legendarisk skrivemaskine. To stjernebilleder, et på den nordlige, et på den sydlige halvkugle. En mexicansk øl. Og meget andet.
Da Celan skrev sit digt i 1952, betød corona noget helt andet end i dag. Vi kan ikke længere se ordet på samme måde som før, det har mistet sin uskyld, det lyser ikke længere som solens strålende krans eller majestætens gyldne krone, det dunker og hamrer af smerte og død, af konvojer med kister, af hele byer og lande i kaos og sorg. Verden er ikke den samme som før.
Var det mon solens flammekrans, der gav titel til Celans digt? Blomsternes eller træernes kroner? En blomsterkrans? Digtet taler meget om tiden, om at det er tid, det er på tide. Så måske er det livets cirkel, livets kredsløb, livets krans.
Et ord kan betyde så mange ting. Det kan ændre betydning i årenes løb. Det kan betyde noget andet for dig end for mig. Og nogle gange er meningen krystalklar, mens den andre gange er dunkel, som valmuens hviskende stemme.
Den kinesiske hofmand og digter Lu Ji, som blev henrettet i året 303, skrev om kunsten at skrive. Om når ’hundrede års ubrugte ord samles, tusind års glemte rim søges ud’, og når ’kendte ord får ny saft, munden skylles med kunstens duftende frugt.’
Sproget er en syndflod
Det er sprog. Det er skrift. Det er skønhed. Han skrev: ’Sproget er en syndflod fra en lille krog af hjertet.’
Sprog er smukke. Forunderlige. Forskellige. De kan ordnes og kategoriseres efter forskellige systemer. Isolerende sprog, som kinesisk og vietnamesisk. Agglutinerende sprog, som tyrkisk og finsk. Flekterende, som latin. Polysyntetiske, som grønlandsk.
Nogle tilhører kæmpestore sprogfamilier. Nogle sprog er helt alene i verden. Nogle tales af en milliard mennesker. Nogle af en håndfuld. Når dette århundrede er slut, er måske halvdelen af verdens 6-7000 sprog døde. Hver fjortende dag uddør et sprog, er der nogen, der mener. Når den sidste, der taler sproget, dør.
Dødsdato er kendt
Der er sprog, man kender den præcise dødsdato for. Et af dem er dalmatisk, et romansk sprog, som blev talt langs den kroatiske kyst i henved tusinde år. Dalmatisk uddøde den 10. juni 1898, da Tuone Udaina blev dræbt ved en ulykke, 74 år gammel. Han var den sidste, der talte det.
Og sidste år, den 4. januar 2019, uddøde tehuelche i Patagonien, da den sidste, der talte sproget, Dora Manchado, døde som 86-årig. Men nogle sprog stritter imod, går ikke blidt og roligt ind i sprogdøden. Grizelda Kristina, som døde i Canada den 2. juni 2013 i en alder af 103, var, så vidt vides, den sidste, der havde livisk (fra det nordvestlige Letland) som modersmål, men man arbejder på at holde sproget og kulturen i live blandt dem, der har det som andetsprog.
Ti af H.C. Andersens eventyr er for nylig blevet oversat til sproget purépecha i delstaten Michoacan i Mexico, udgivet i samarbejde med Københavns Universitet.
Purépecha er et isolat, det er ikke i familie med noget andet sprog på jordkloden. Det samme gælder for eksempel baskisk. Purépecha tales af 125.000 mennesker, men børnene lærer ofte kun spansk, der bliver opfattet som fremskridtets og den sociale opstignings sprog. Med H. C. Andersen-bogen kan de få læst godnathistorie og eventyr på deres eget sprog. Det kan hjælpe purépecha til at overleve. Og det kan give børnene en rodfæstethed, et tilhørsforhold.
Harry Potter på jiddisch
På samme måde har en ung amerikaner for et par måneder siden (på et svensk forlag!) udgivet en oversættelse af den første Harry Potter-bog til jiddisch, så også unge læsere over hele verden kan være med til at holde forfædrenes sprog levende og stærkt. For sprog er identitet, sprog er fællesskab, sprog er kultur.
- Det er et mord på vores kultur, sagde aktivisten Tashi Wangchuk fra Tibet om de kinesiske myndigheders gennemtvingelse af kinesisk sprog overalt i administrationen og skolesystemet. Han blev arresteret og sad to år i fængsel uden rettergang. I 2018 kom så retssagen og dommen: fem års fængsel fordi han kæmper for det tibetanske sprog. Han kommer først ud om et år.
Og magasinet The New Yorker fortalte for nylig, hvordan mange immigranter fra Guatemala bliver nægtet opholdstilladelse og udvist af USA, fordi sagsbehandlingen foregår på engelsk og spansk. Men mange af dem kan slet ikke spansk. Eller i hvert fald så dårligt, at de ikke kan forklare sig i en retssal.
De er nemlig mayaer og taler ikke spansk, men f.eks. mam, et af de ca. 30 mayasprog. Artiklen fortalte om en ung mam-aktivist, der rejste rundt for at hjælpe mam-immigranterne med at tolke deres sager. Fordi sprog er uomgængeligt, hvis vi vil kommunikere. Og et spørgsmål om liv og død for de mennesker, der nægtes asyl, ophold eller lægebehandling på grund af sprog.
Fællesskab og afstand
Sprog kan udtrykke fællesskab. Samhørighed, omsorg, kærlighed. Men sprog kan også udtrykke afstand, dominans, magt – og vold. Den unge franske forfatter Édouard Louis skiftede navn, da han lod sin rædselsfulde barndom, sin voldelige familie, fornedrelsen, mobningen, volden og ydmygelsen bag sig. Han har fortalt mig, hvordan han blev som et nyt menneske, da han valgte sit eget navn. Hvordan han græd, da han første gang hørte sit eget, nye navn sagt højt. Og det er mærkeligt, sagde han til mig, på fransk siger vi tingene helt forkert. ’Jeg hedder’, det hedder ’Je m’appelle’. ’Jeg kalder mig’. Men det er altid de andre, der kalder mig noget. Kalder mig (øge)navne, benævner mig, kategoriserer og kontrollerer mig, giver mig et navn, det navn de synes. Ja, sproget er magt.
Sproget er ikke neutralt eller uskyldigt, og som brugere af sproget har vi alle et kolossalt ansvar for, hvad vi siger, og hvordan vi taler. Hvordan vi taler til – og om – andre mennesker. Eller, som Bertolt Brecht siger i et af sine eksildigte, skrevet her i Danmark, efter at han allerede dagen efter Rigsdagsbranden i 1933 flygtede ud af Tyskland inden nazisternes komplette magtovertagelse:
- Altid fandt jeg det navn forkert, som man gav os: emigranter. Det betyder jo udvandrere.
Men Brecht og de andre flygtninge var netop ikke emigranter, der udvandrede af egen fri vilje. Mange, som Brecht selv, som Hannah Arendt, Albert Einstein, Thomas Mann, Kurt Tucholsky og Erich Maria Remarque, blev frataget deres statsborgerskab. De flygtede, de var flygtninge, ikke emigranter. Det navn, man gav dem, var forkert.
Sjælenes hemmelige skare
I 1963, det år præsident Kennedy blev myrdet, det år Beatles udgav sin første LP, det år P3 gik i luften og det år Grethe og Jørgen Ingmann vandt Eurovisionens melodigrandprix med ’Dansevise’, fik Paris sit nye, topmoderne, cirkelrunde og stil-ikoniske radiohus.
Og ved indvielsen i december 1963 holdt den franske præsident, general de Gaulle, en dybt inspirerende tale om ’alle de ideer, alle de ord, billeder og lyde’, som vi radiofolk på de ’forunderlige bølger’ sender ud til ’sjælenes hemmelige skare’.
Han talte om de ansattes, programmedarbejdernes og værternes, store ansvar. Deres magt ville være nytteløs og tom uden et formål, et højere mål. Radioens opgave var, sagde de Gaulle, ’at bidrage til menneskenes frihed, værdighed og solidaritet’. Det gør vi med sprog. Med det vi siger, og den måde vi siger det på.
Sprog er den måde, vi forstår verden på. Skaber mening i verden, også i det ellers meningsløse.
Krigene ændrede alt
I år er det 100 år siden, at Paul Celan blev født i den by, som blot et par år tidligere havde heddet Czernowitz, den blomstrende hovedstad i hertugdømmet Bukovina, den østligste del af det mægtige østrig-ungarske konge- og kejserrige, som sank i grus i 1918. En velstående, flersproget handelsby med et rigt kulturelt og litterært liv. I byen taltes jiddisch, tysk, rumænsk, ukrainsk og polsk. En fjerdedel af byens indbyggere var jøder; her blev den første jiddische sprogkonference holdt i fredelige tider, i 1908. Siden kom krigene og ændrede alt.
Da Celan blev født i byen i 1920, tilhørte den Rumænien. Nu ligger den i Ukraine. I sommeren 1941 rykkede den tyske og den rumænske hær ind i Czernowitz sammen med SS, brændte den store synagoge ned og oprettede en ghetto, hvor 50.000 mennesker i nogle måneder blev stuvet sammen inden deportation. Celans forældre blev deporteret i 1942 og omkom begge i koncentrationslejr. Faderen døde sandsynligvis af tyfus, moderen blev skudt.
Selv overlevede Celan både ghetto og arbejdslejr – og blev digter. Brugte sproget til at forsøge at beskrive det landskab, hvortil seks millioner jøder blev ført for at blive myrdet. Skrev om nat og aske. Om ’landskabet med det usvigelige spor’. Om ’daggryets sorte mælk’, om døden som en ’mester fra Tyskland’, om at stige som røg op i luften og få ’en grav i skyerne, dér ligger man ikke trangt’.
Sprog er også skønhed
Paul Celan sagde selv i 1958:
- Opnåeligt, nært og i behold forblev blandt tabene dette ene: Sproget. Det, sproget, forblev i behold, ja, trods alt.
Jeg har her beskrevet sproget som et forunderligt system. Som kultur og identitet, ofte truet og skrøbeligt. Som middel til magt, til eksklusion og inklusion. Som en måde at begribe verden og skabe mening. Men vi må ikke glemme, at sprog også er skønhed.
Sproget har en skønhed, en rytme, en klang som den fineste musik, farver som det stærkeste maleri.
Inger Christensen skriver i sit essay ’Silken, rummet, sproget, hjertet’ netop om ansvaret for ’at kalde tingene ved deres rette navn’, og hun skriver om den kinesiske digter Lu Ji, som jeg citerede tidligere i denne kronik. Det er hos ham, hun har fundet silken, skriver hun.
Lu Ji skriver om silke, på silke, med pensel og tusch, og Inger Christensen funderer:
- Silke er et substantiv. Alle substantiver er meget ensomme. De er som krystaller, der lukker sig om hver sin stump af vores kendskab til verden.
Men substantiverne er jo ikke alene i verden. Andre ord slutter sig til dem.
- Måske har silken været blå. Alle adjektiver er meget hjælpeløse. De er aldrig rigtig noget i sig selv. De må dag efter dag klynge sig til alle de substantiver, de kan finde. Sådan må blå altid klynge sig til himlen og til øjets iris, til cikorie, klokkeblomst og kobbersulfat, til himlens genspejling i søer og have. Det samme hvis silken har været hvid. Så har hvid måttet klynge sig til sneen og risen, til liljer og perler og kogt fiskekød, til stjerner og tænder. Og silken, hvid eller blå, er allerede ved hjælp af det ene eller andet af disse hjælpeløse adjektiver blevet i stand til at forlade sin ensomhed som substantiv og er nu på vej hen mod sneen eller himlen, cikorien eller perlen og videre ud i det uendelige. Eller det uendelige er på vej ind i silken.
Og sådan fortsætter Inger Christensen. Verberne er meget medgørlige, siger hun, altid på vandring, mens adverbierne har noget formynderisk, vurderende over sig. Og så er der ’de nærmest usynlige præpositioner, som bedst kan elskes ved at blive brugt så præcist som muligt. Det er dem, der ’holder sproget oppe på samme måde som rummet bærer planeterne’.
Sådan er sprogets skønhed og magt. Eller, som Lu Ji selv siger:
- I en enkelt meter silke findes det uendelige verdensrum; sproget er en syndflod fra en lille krog af hjertet.
Det er en lykke, og et ansvar, at bruge det hver dag.
Tore Leifer er cand.mag., studievært på DR’s ’Kulturen på P1.