Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I sommeren 1857 besøgte den europæiske kendisforfatter H.C. Andersen sin lige så berømte engelske kollega Charles Dickens.
Dickens havde inviteret på et fjortendages ophold på sit nyerhvervede landsted i Kent, men Andersen blev hængende i en hel måned, og derefter var man i den dickenske familie enige om, at den oplevelse behøvede man ikke at gentage.
Den danske digter havde været en yderst besværlig gæst, og så havde han haft mere end svært ved at gøre sig forståelig på engelsk. I et brev til en ven sammenligner Dickens aldeles politisk ukorrekt Andersens engelskkompetencer med et døvstummeinstitut!
Man ser det for sig: En af de ypperste sprogkunstnere, vi har haft, uden evnen til at kunne udtrykke sig frit og i bekneb for ord.
Sprogskifte med konsekvenser
I dag går det uden tvivl bedre, men stadig har vi danskere nok en tendens til at have højere tanker om vores evner på engelsk, end der er belæg for. Især kniber det med det spontane mundtlige sprog.
Det fremgår af en netop offentliggjort nordisk forskningsrapport, der beskriver de sproglige konsekvenser af den såkaldte internationalisering, som højere uddannelsesinstitutioner i Norden har gennemgået de sidste 10-15 år.
En periode, hvor danske universiteter på stribe har antaget engelskklingende navne og udbudt flere og flere undervisningsforløb på engelsk. Alt sammen for at tiltrække udenlandske studerende og ruste de danske studerende til et fremtidigt arbejdsliv i den globale landsby.
Sådan lyder i hvert fald visionerne i de politiske skåltaler. Rapporten afslører imidlertid, at det tilsyneladende ikke er uden konsekvenser for den faglige kvalitet af undervisningen, hvis den foregår på et andet sprog end modersmålet.
Passive studerende
Skifter man til engelsk, taler underviserne, ifølge rapporten, mindre spontant og frit. De holder sig til manus og er ca. 25 procent så lang tid om at forklare et stof som på modersmålet. Og så er de mindre tilbøjelige til at opfordre til dialog.
Det falder fint sammen med, at de studerende bliver mere passive og mindre spørge- og diskussionslystne, når undervisningen foregår på engelsk. De vil hellere stille spørgsmål til læreren på tomandshånd efter timen.
Et centralt udsagn i rapporten lyder: "Det er en almindelig antagelse, at man forstår bedst, hvis man præsenteres for ny information på det sprog, man forstår bedst, og omvendt at man præsenterer svær information bedst på det sprog, man taler og skriver bedst. Det er uden tvivl den generelle status, og det er derfor undervisning, normalt, gennemføres på modersmål"(min kursivering). Det er vist det, man på moderne universitetssprog må have lov til at kalde for common sense?
Det handler om prestige
Men hvis undervisning på modersmålet har en række åbenlyse fordele, hvorfor udbydes der så mere og mere undervisning på engelsk?
Ja, antagelsen er altså, at skal danske studerende - og dermed Danmark som nation - klare sig i en globaliseret økonomi og med et mere og mere grænseløst arbejdsmarked, kræver det uddannelser, der afspejler denne udvikling. Men mere kontant drejer det sig også om incitament og prestige i universitetsverdenen.
Administrative målerlarver findes også på uddannelsesområdet, og i søgningen efter Excel-ark-venlige og "objektive" standarter for forskningskvalitet, indførte man i 2009 såkaldte bibliometriske indikatorer (BFI). Ifølge disse måles forskningsmæssig kvalitet ud fra den internationale prestige og gennemslagskraft, som de tidsskrifter, forskningen publiceres i, har.
Og da de største af disse tidsskrifter som regel er på engelsk, bliver den omvendte logik altså, at forskning publiceret på mindre sprog er af ringere kvalitet. Med prestige følger forskningsmidler, så systemet indeholder selvsagt et stærkt incitament for uddannelsesinstitutionerne til at satse på forskning og undervisning på engelsk.
Eller som det så smukt og enkelt formuleres på Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelses hjemmeside: "Den bibliometriske forskningsindikator er en del af den performancebaserede model til fordeling af nye basismidler til universiteterne". En ting er dog buzzword-poesi, noget andet er virkeligheden i auditorierne.
Når låsen binder
I den nordiske rapport berettes der om kursusforløb, hvor forelæsningerne godt nok officielt foregår på engelsk, men hvor vigtige dele af undervisningen, spørgsmål og svar mellem lærer og elever, samtaler i pauser, gruppearbejde og sågar forelæsningerne selv, hvis de udenlandske studerende er i kraftigt undertal, foregår på dansk/svensk/norsk.
Derfor lyder en anbefaling i rapporten også, at udenlandske studerende støttes i at lære nationalsproget i det land, de studerer i. Det er ikke mindst forudsætningen for et tilfredsstillende socialt liv under opholdet, og alle de væsentlige indsigter og erfaringer det medfører.
Sprog er nøglen til verden, siger man, og at lære fremmedsprog åbner uden tvivl døre. Men - for at blive i billedet - binder låsen nogen gange, og man kan, som vi har set, altså også i farten komme til at smække sig ude fra den spontanitet og de umiddelbare indsigter, som ens modersmål muliggør.
Spørgsmålet er derfor, hvordan vi sikrer den rette balance mellem hensynet til et højt fagligt niveau med plads til dialog og den kreativitet, vi normalt bryster os af, og så behovet for fokus på fremmedsprog som hård kompetence i en internationaliseret verden?
Det bliver i hvert fald spændende at følge de generationer, som i disse år ikke kun som på H.C. Andersens tid lærer fremmedsprog for at rejse ud og erobre verdenen, men også blot for at kunne gennemføre en uddannelse herhjemme.