Sproget afspejler tidens skiftende smag og holdninger. Det sender i perioder visse ord på aftægt eller giver ordene et nyt indhold. Eller som sprogfolk nogle gange siger: en anden reference.
Ordet 'frihedsbevægelse' bruges stadig om den organiserede modstandskamp i Danmark under Anden Verdenskrig. Når man møder flertalsformerne 'frihedsbevægelser' og 'oprørsbevægelser' i opslagsværker, faglitteratur og aktuel journalistik, henviser ordene på lignende måde som regel til historiske konflikter, for eksempel de europæiske revolutioner i 1800-tallet og krige i Sydamerika, Afrika og Asien op gennem 1900-tallet. BZ'ernes aktioner fra 1980'ernes begyndelse og frem kan man også i lødige sammenhænge se omtalt som resultatet af en 'oprørsbevægelse', ligesom 'ungdomsoprøret' stadig er en almindeligt brugt betegnelse for det mangeartede politiske opbrud i 1960'ernes slutning.
En 'frihedsbevægelse' betegner noget positivt. Der er i vores kultur almindelig enighed om, at frihed er godt, og at mennesker har krav på frihed. Man taler jo ligefrem om 'frihedsrettigheder', der interessant nok ofte bruges synonymt med ordet 'menneskerettigheder'.
Det er på nogenlunde samme med ordet 'oprørsbevægelse'.
Et 'oprør' kommer indlysende nok nedefra og må altså sigte mod noget, der befinder sig 'oppe', dvs. i en – retmæssig eller uretmæssig – magtfuld position. Det giver ethvert 'oprør' en vis legitimitet og ordet, hvad der efterhånden normalt kaldes 'bias', altså tendens. Lidt firkantet sagt: 'oprørere' vil have 'frihed', og hvem kan have noget imod det?
Jeg lavede for nylig en række stikprøver i artikler på dr.dk (alle artikler er fra sommeren 2017 og frem) om aktuelle bevægelser, som rundt omkring i Europa søger politisk uafhængighed af den ene eller den anden art. Det er altså bevægelser, som man for nogles vedkommende kan kalde for 'separatistbevægelser', men også – hvis man ser med positive øjne på bevægelserne – for 'friheds-' eller 'oprørsbevægelser'.
De tre udvalgte bevægelser var henholdsvis den catalanske, den skotske, og hvad jeg her for nemheds skyld med ét ord kalder 'Brexit'. Jeg søgte ikke kun efter egentlige benævnelser for bevægelserne, men også efter enhver relevant bøjning af et ord (fx verber/udsagnsord, substantiver/navneord), der giver et signal om tekstens holdning til bevægelsen. Jeg søgte anderledes sagt efter ord med valør.
De mest anvendte benævnelser for bevægelserne i de cirka ti artikler, jeg gennemså om hver case, var hhv. 'løsrivelse', 'selvstændighed', 'uafhængighed' (Catalonien), 'forlader', 'udtræder', 'skilsmisse', 'udmeldelse' (Brexit) og 'løsrive', 'selvstændig', 'uafhængighed', 'forlade' (Skotland).
Kun i ét tilfælde stødte jeg på et ord med klar tendens eller positiv valør. Det var ordet 'frigørelsesbevægelsen' om den fløj, der arbejdet for et uafhængigt Catalonien. Ordet optrådte (måske betegnende nok) den 1. oktober, dvs. på dagen for det spanske politis voldsomme fremfærd mod de catalanske valgsteder. Her har hos den skrivende måske indsneget sig en følelse af, at catalanernes afstemning var del af et 'oprør' mod en illegitim magt.
Alt i alt må man konstatere, at dr.dk’s journalister har formået at holde hovedet koldt om emner, der ellers er ikke så lidt ophedede.
Min – det siger sig selv: komplet uvidenskabelige – undersøgelse førte til to andre resultater, som måske er værd at bemærke.
Det ene var, at jo længere væk vi kommer geografisk og måske også politisk og kulturelt, desto oftere bruges benævnelser som 'frihedsbevægelse’' og det beslægtede 'frihedskamp' om en part i en politisk konflikt. I tilfældet her søgte jeg nogle år tilbage i arkiverne og fandt følgende eksempler på politiske konflikter og bevægelser, der benævnes med positiv valør (jeg angiver benævnelsen og i parentes land samt årstal for artiklen): 'frihedsbevægelsen', 'oprørsgrupper' (Sydsudan, 2015, 2016), 'frihedskamp' (Hongkong, 2014), 'frihedsbevægelsen Polisario' (Vestsahara, 2014).
Der er ikke tale om mange eksempler, men måske dog om en svag tendens.
Det andet interessante resultat var, at ordene 'frihedskamp' og det beslægtede 'frigørelse' i dag tilsyneladende ofte har et andet indhold end tidligere og refererer til et andet politisk felt.
Tre eksempler fra dr.dk: 'frihedskamp' (om unge muslimske kvinders kamp for uddannelse i Danmark, 2014), 'frigørelse' (om en ung kvindes seksuelle frigørelse fra Jehovas Vidner), 'frigørelse' (omtale af programmet 'De erotiske damers klub' om burlesque-danseres seksuelle frigørelse).
Verden forandrer sig, og sproget forandrer sig med den.