Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvem vinder valget, rød eller blå blok? Kan de enes indbyrdes inde på blå stue?
Og hvad med regeringen, vil den tilfredsstille Enhedslistens ræverøde bagland eller blå Bjarne?
Bliver det en rød eller blå finanslov?
Christiansborg-journalister og politiske kommentatorer har snart i en årrække set dansk politik gennem bifokale briller, der kun formår at vise verden i enten rødt eller blåt.
Med henvisning til den parlamentariske situation kan alt tilsyneladende forklares udtømmende med blot disse to adjektiver.
DR inviterede til rød/blå fest
Fænomenet tog for alvor fart for fire år siden, kulminerende med DR's dækning af kommunalvalget i 2009 fra Cirkusbygningen i København.
Her var alt fra bordpynt til kulisser holdt i rødt og blåt. På scenen stod en skærm, hvor de indløbende valgresultater forvandlede et Danmarkskort til en slags rød-blå bingoplade. Ud på aftenen kunne man således med Jesus-typer læse: "Helsingør er rød"!
Det var dog ikke proletariatets diktatur, der havde hejst den blodrøde fane over Kronborg. Tværtimod kuppede venstremanden Johannes Hecht Nielsen både partikollegaer og de konservative nogle uger senere for selv at sætte sig i borgmesterstolen med stemmer fra socialdemokraterne, Enhedslisten og SF.
Men var han så en rød eller blå borgmester?
Politik forenkles for at kunne forklares
Når nyhedsjournalistik er bedst, minder den om naturvidenskab.
Her reducerer man store mængder af data til en ligning bestående af få konstanter og variabler - men som stadig siger noget sandt! Fælles er simpelhedens princip, at kunne forklare meget ved lidt.
Problemet er, at når det er sproget, der således indkoges til en praktisk Maggi-terning, er det sjældent uden omkostninger.
Fløjene bliver sat i fast bås
Tag finansloven. En finanslov med fokus på økonomisk mådehold kalder kommentatorerne konsekvent for "blå", mens penge til velfærdsgoder og de svageste i samfundet giver en "rød" finanslov.
Men den borgerlige regering under Lars Løkke Rasmussen havde fx milliarder til supersygehuse som et slagnummer, og den liberale tænketank Cepos har rost Nyrup-regeringen som den økonomisk mest mådeholdne i nyere tid.
Alligevel fastholder det tv-venlige sound-bite-sprog os måske til konstant at tænke på borgerlige som værende uden empatiske evner og partier til venstre for midten som økonomisk uansvarlige?
Den grønne ø i det røde hav
En gang indeholdt dansk politik trods alt lidt flere farver.
På Frederiksberg, der som bekendt er helt omgivet af Københavns kommune, havde de konservative i mange år et slogan, der hed "En grøn ø i et rødt hav". Partilogoet var grønt som et jagtselskab af gammel landadel eller engelske racerbiler.
Man ser stadig farven på valgplakater, men i mediernes dækning er den falmet mere og mere, nedbrudt med et blåligt skær som på gamle gobeliner. Bloksproget har nemlig ubønhørligt rettet opmærksomheden mod partierne med statsministerkandidaterne, Venstre og socialdemokraterne.
De Radikale ville have deres egen farve
Det kan de radikale tale med om.
Den gang de radikale havde deres egen statsministerkandidat, Marianne Jelved - det var omkring 2006 - skrev partiet et brev til landets meningsmålingsinstitutter og forlangte at få deres egen farve i diverse kagediagrammer osv.
Den daværende politiske ordfører og senere formand, Margrethe Vestager, udtalte til Politiken: "Vi er ikke begejstrede for at blive talt med til de røde. Socialdemokratiet går regeringens ærinde, og man skal ikke bare tælle os med. Vi vil heller ikke stå i den sorte blok. Vi vil have vores egen blok".
Man bemærker naturligvis, at Vestager omtaler det daværende VKO-flertal som den sorte blok, og her var det vist ikke meningen, at man skulle tænke på den daværende Fogh-regering som "det nye sort" eller lige så uundværlig som damegarderobens " lille sorte".
I dag har de konservative og de radikale indfundet sig på de to mulige stuer i dansk politik. For nat eller dag, i medierne er alle partipolitiske katte enten røde eller blå.