Kerneopgaven i public service er blevet beskrevet som at oplyse på en måde, der styrker ”borgernes handleevne i et demokratisk samfund”. En smuk, men også krævende opgave, som stiller høje krav til sproget. Navnlig i nyhedsformidlingen bør sproget være præcist og forståeligt, troværdigt, upartisk og fair.
Derfor har vi i DR udviklet en stilguide og en tendensordsliste som opslagsværker for vores medarbejdere. Samtidig er det ønsket med publiceringen her på siden at stille opslagsværkerne til rådighed for den generelle sprogdebat i offentligheden, for skoler og uddannelsesinstitutioner, og ikke mindst som udgangspunkt for dialogen mellem DR og DR’s brugere.
Stilguiden
Stilguiden indeholder en række sprogråd og -anbefalinger. Flere af dem bygger på erfaringerne fra DR’s interne sprogundervisning og efterkritik. Et afsnit handler for eksempel om hyppigt forekommende uklarheder og fejl, et andet om fælles sprogpraksis og et tredje om særkenderne ved mundtlig formidling i radio og tv.
Der er en sammenhæng mellem sproglig og indholdsmæssig troværdighed. Halter sproget, kan man nemt få den tanke, at også research og vinkling hviler på et usikkert grundlag. DR er da også langt fra alene om at udgive en stilguide. Flere toneangivende medier som for eksempel BBC, Die Zeit og Washington Post har offentliggjort lignende tiltag.
Tendensordslisten
Tendensordslisten indeholder ord og begreber fra nyhedsstrømmen, som enten har været omdiskuterede, eller hvis definitioner har været uklare. Derfor bør de bruges med omtanke. ’Udkantsdanmark’ signalerer for mange et entydigt hovedstadsperspektiv, andre reagerer, hvis vi i DR ikke skelner mellem stater, der ’henretter’, og terrororganisationer, der ’dræber’, og hvad er ’ældremad’ egentlig for noget?
Listen er ikke en facitliste, men en opmærksomhedsliste. Målet er altså ikke at udrense bestemte ord fra sendefladen, men at understøtte et kvalificeret og velovervejet ordvalg i DR’s programmer. Navnlig, at ord, der kan indeholde en åbenlys eller skjult tendens, får tydelig kildehenvisning, eller i hvert fald bruges med opmærksomhed på den forståelsesmæssige farvning, de kan indebære.
En levende dialog
Mange taler om en troværdighedskrise i journalistikken i disse år. Ud over bekymringen for algoritme-styrede ekkorum og troldefabrikkers falske nyheder er den digitale oplysningstid kendetegnet ved kombinationen af medier med deadline døgnet rundt og en ikke tidligere set professionalisering af magthaveres og interessegruppers offentlige kommunikation.
Skal medier, som tilstræber en fair og upartisk nyhedsformidling, stadig gøre sig fortjent til borgernes tillid og interesse i den situation, er det afgørende at arbejde bevidst med sproget i formidlingen, herunder at skærpe opmærksomheden på kilder, som søger at påvirke gennem plantede ord og vendinger i nyhedsstrømmen. Det er ikke mindst i det lys, at DR’s stilguide og tendensordsliste skal ses.
Sprog er sjældent et spørgsmål om sort eller hvidt. Netop derfor er det vigtigt, at vi jævnligt diskuterer det sproglige fundament, som den demokratiske oplysning hviler på. Hvilke ord og begreber bruger vi i medierne, i hvilke sammenhænge, hvad forstår vi ved dem – og hvordan opfattes de af modtagerne?
Det er spørgsmål, som fremover vil blive taget op på denne klummeplads. Vi vil også se på mange andre emner, for sprogets og mediernes udvikling medfører hele tiden nye problemstillinger. Af samme årsag vil stilguide og tendensordliste blive revideret med jævne mellemrum. Det vil ske i samarbejde med DR’s redaktioner og brugernes redaktør, som modtager henvendelser fra DR’s seere, lyttere og læsere. For sproget i medierne er naturligvis et fælles anliggende, som vedrører både afsendere og modtagere.