Podcast om nabokrig i middelklassens højborg

Hvem er du som nabo, og hvad betyder fællesskabet for dig? Og hvor langt vil du gå for at blive i fællesskabet? Netop fællesskab og naboskab er omdrejningspunktet for DR Radiodramas nye podcast-serie, 'P-pladsen'.

(Foto: © Birgitta Præstholm, Type 2)

'P-pladsen' foregår i et dejligt kvarter, hvor middelklassen boltrer sig i Barolo og friværdi. Men helt frie er de ikke, der er regler at efterleve - både skrevne og uskrevne. Der er en forventning om socialt samvær og en forventning om, at vi alle sammen gør det rette for fællesskabet.

Louise Witt-Hansen fra 'Radiofortællinger' har skrevet og instrueret denne beske fortælling om "Politiken Plus-segmentet". Hun har tidligere skrevet 'Efter Fyringerne', som modtog prisen som verdens bedste radiodrama både til Prix Italia og New York Festivals. Hun har også skrevet 'Dildofest i Præstegården' og har et særligt talent for at spotte almindelige menneskers idiosynkrasier og overlevelsesstrategier.

I historien er Stine gift med Thomas, og da Thomas køber en Tesla, begynder ting at skride for dem i kvarteret. Kommunen stiller altid el-standere til rådighed, men der følger altid to pladser med. Fordi p-pladserne i forvejen er for få, vil beboerne gerne parkere på den anden plads, men det udløser bøder, og det ses ikke på med venlige øjne. For ikke at udfordre fællesskabet begynder Stine at parkere naboernes biler for dem for at gøre overgangen lettere.

Men Thomas har ikke det samme pleaser-gen, og da en nabo kommer med en racistisk bemærkning til den adopterede Thomas, kulminerer nabokrigen, og både små og store kriser følger med.

'P-pladsen' er "point of no return" for privat bilismen, og der er lagt op til tørre tæsk og fuld konfrontation på både el-stander og al menneskelig kontakt.

Alle fem afsnit af 'P-pladsen' udkommer på podcast og dr.dk mandag den 6. november. Lyt også med i 'P1 Eftermiddag', som sender et afsnit hver dag i uge 45.

De medvirkende er Tilde Maja B. Frederiksen, Troels Thorsen, Mads Riisom, Neel Rønholt, Rikke Bilde og Benjamin Boe Rasmussen med lyddesign af Solveig Berger.