En forårsmorgen 2015 slog FBI til i en sensationel razzia i Zürich mod hele verdens fodboldforbund, FIFA. Aktionen udsprang af en årelang efterforskning oven på FIFA’s valg af Qatar som vært for VM i fodbold i 2022.
Korruptionssagen eksploderede og kostede Sepp Blatter posten som FIFA-præsident, mens 25 topfolk i FIFA blev anholdt. Valget af den lille ørkenstat som VM-vært står i dag som symbolet på massiv korruption – og valgprocessen efterforskes fortsat af politiet i tre lande.
DR2-dokumentaren ’Familien FIFA – en kærlighedshistorie’ fortæller historien om korruptionen i FIFA fra et kærlighedsperspektiv. Hovedfortælleren i dokumentaren, Mary Lynn Blanks, var i en lang årrække kæreste med Chuck Blazer, fodboldforretningens amerikanske godfather og medlem af FIFA’s eksekutivkomité. Hun står i dokumentaren frem med sin historie om livet i FIFA-familien, de uendelige korruptionssager og hvordan hun endte midt i FBI-sagen. Sepp Blatter, FIFA’s tidligere almægtige præsident, medvirker også i filmen med sin udlægning af årtiets største sportsskandale.
Historien om Mary Lynn Blanks og Chuck Blazer foregår parallelt med FIFA’s deroute fra storhedstid til nedsmeltning. Mod filmens slutning fletter de to spor sammen, da korthuset i Zürich bryder sammen. Blazer har været den afgørende brik i FBI-sagen, mens Blanks må se sine tidligere ’familiemedlemmer’ blive anholdt på stribe.
Romantisk komedie og korruptionskrimi i ét
’Familien FIFA – en kærlighedshistorie’ er ikke blot en dokumentar, der på kritisk vis fører seerne igennem den største korruptionssag i fodboldforbundets historie. Kærlighedsdramaet er af afgørende karakter for historien, siger filmens instruktør, Niels Borchert Holm:
”Mary Lynn Blanks’ meget personlige historie om forholdet til Chuck Blazer tager os med ind i VIP-lounges og præsidentkontorer, der ellers er lukket land for offentligheden. Det er på samme tid en fortælling om kærlighed og kønsroller og om, hvordan stærke pengeinteresser og storpolitik fordærver en leg. Det er lige dele romantisk komedie og korruptionskrimi – og på ingen måde forbeholdt fodboldfans.”
FIFA er ikke kun storslåede slutrunder
I dokumentaren bliver seerne indviet i den umiddelbart eventyrlige FIFA-verden, men bag facaden gemmer sig mørke hemmeligheder. Og de skal frem i lyset, mener redaktør Jon Adelsten fra DR Tema og Reportage:
”Historien om FIFA er vigtig at fortælle, fordi de fleste af os kun kender FIFA som dem, der står bag de storslåede slutrunder ved VM i fodbold og alle de positive budskaber om fairplay på bannerreklamerne. Dokumentaren ’Familien FIFA – en kærlighedshistorie’ giver seerne et unikt indblik i en dybt korrumperet kultur, der holder både håbefulde VM-værtslande og fodboldfans verden over for nar”, fortæller Jon Adelsten og uddyber:
”FIFA er blevet et massivt brand – ikke mindst for yngre generationer gennem det populære computerspil – og derfor er vigtigt at vise et mere nuanceret billede af, hvad FIFA også står for”.
Dokumentaren ’Familien FIFA – en kærlighedshistorie’ sendes på DR2 den 8. juni klokken 20.00 og på DR TV.