Nadia Nadim er ikke som de andre på det danske fodboldlandshold. Nadia flygter som 11-årig med sin mor og fire søstre fra Taleban-styret i Afghanistan. Flugten går gennem Europa og ender i Danmark, hvor fodboldeventyret starter - i et asylcenter med aflagt tøj og slidte støvler. Imod alle odds får Nadia i 2009 som den første indvandrer nogensinde lov til at trække i den rød hvide-trøje.
Hun er flere gange - med god grund - blevet kaldt ’den danske Zlatan’. Men det er ikke bare den barske opvækst de to har tilfælles, de deler en fælles mentalitet:
”Jeg har ét mål i livet. Jeg vil være den bedste til alt, hvad jeg laver. Jeg er beviset på, at man kan hvad man vil”, siger Nadia Nadim i den nye DR3-serie ’Nadia Nadim angriber’.
Fodboldstjerne og studerende
I portrætserien følger DR3 den danske stjerneangriber og medicinstuderende, mens hun står over for nogle af karrierens største højdepunkter. Nadia skal til turnering med landsholdet i Portugal, hvor et stort pres hviler på hendes skuldre. Kan hun leve op til de høje forventninger?
Hun skriver kontrakt med verdens største fodboldklub for kvinder, Portland Thorns, med 14.000 faste tilskuere på lægterne. Fortuna Hjørring skal skiftes ud med det store USA, hvor de elsker kvindefodbold. Men det kræver også, at Nadia forlader sin højtelskede familie, for at gå efter drømmen.
Programserien sendes som optakt til de danske fodboldkvinders EM-kvalifikationskampe. Følg med live på DR3 den 2. og 7. juni. Hvis Danmark får tilkæmpet sig to sejre, kan landsholdets billetter med stor sandsynlighed bookes. Derfor er der lagt op til nogle spændende kampe. Læs mere her.
Hele serien ’Nadia Nadim Angriber’ har forpremiere på dr.dk den 30. maj. Serien sendes fire tirsdage, første gang den 7. juni klokken 21.00 på DR3.