’Matadorerne’: Ny dramadokumentar-serie viser kampen om den danske finanstrone

I slutningen af 1800-tallet udspillede der sig et intenst magtspil mellem de ubestridte konger af den danske bankverden: C.F. Tietgen og Isak Glückstadt. I ’Matadorerne’ følger vi de to mænds rivalisering om at blive den største bankmatador i Danmark. En kamp, der på mange måder former det Danmark, vi kender i dag.

  • Mikael Birkkjær, Jesper Christensen, Martin Greis-Rosenthal og Nicolai Dahl Hamilton har nogle af de centrale roller i serien. (Foto: © Per Arnesen og Henrik Othen / Lars Gregers, Tiki Media)
  • Landets to mægtigste mænd C.F. Tietgen og Isak Glückstadts har erklæret hinanden krig og kampen om magten på Børsen er på sit højeste (Foto: © Balthazar Hertel, Tiki Media)
  • Johannes Langkilde og Mia Wagner er værter i serien 'Matadorerne'. (Foto: © Martin Top, Tiki Media)
1 / 3

De fleste kender rivaliseringen mellem bankdirektørerne Hans Christian Varnæs og Mads Skjern i serien 'Matador', men færre kender nok historien om virkelighedens oprindelige bankmatadorer: bankdirektørerne C.F. Tietgen og Isak Glückstadt.

Det råder en ny DR-serie bod på. Her følger vi Tietgens rejse fra en fattig barndom i Odense til, at han manifesterer sig som en af de mægtigste mænd i Danmark, som direktør for Privatbanken.

Han er dog ikke alene med ambitionen om at nå den finansielle top, for direktøren for den konkurrerende bank, Landmandsbanken, Isak Glückstadt, har samme ambitionsniveau. De to mænd indleder årtiers fejde, der kulminerer i et indædt opgør om det finansielle herredømme i København.

'Matadorerne' er dog ikke kun historien om to mænds rivalisering. Det er lige så meget historien om, hvordan et egentligt dansk bankvæsen og iværksætterkultur blev til, og hvordan det på godt og ondt var med til at skabe dét Danmark, vi kender i dag.

De har rollerne

Mikael Birkkjær har i serien rollen som bankdirektør C.F. Tietgen og spiller over for Nicolai Dahl Hamilton som Isak Glückstadt. Herudover ses også Jesper Christensen i rollen som ØK’s stifter H. N. Andersen og Martin Greis-Rosenthal som Emil Glückstadt.

Mia Wagner og Johannes Langkilde fungerer som værter igennem de i alt fire programmer.

Serien kan ses på DRTV fra søndag den 1. januar 2023 klokken 6.00 og på DR1 klokken 21.00 samme dag og de kommende tre søndage. Serien er på i alt fire afsnit.