DR2 følger forsvarsadvokater i 'Tiltalt'

20. marts kl. 20.45 på DR2: Alle har ret til et forsvar. Forsvarsadvokaterne Henrik Stagetorn, Karoline Normann og Bjarne Frøberg kæmper hver dag for en retfærdig rettergang for deres klienter.

Alle har ret til et forsvar. Forsvarsadvokaterne Henrik Stagetorn, Karoline Normann og Bjarne Frøberg kæmper hver dag for en retfærdig rettergang for deres klienter. I fire programmer følger vi dem i deres arbejde. (Foto: © DR Danmark, Type 2)

En tiltalt er uskyldig til det modsatte er bevist. Det er et grundlæggende retsprincip, de fleste danskere kender til. Men de færreste af os har erfaringer med, hvordan ret og retfærdighed i virkeligheden udfolder sig i det danske retssystem.

I DR2's nye serie ’Tiltalt’ følger vi tre forsvarsadvokater i deres arbejde med forskellige sager. Det giver et indblik i, hvordan det er at forsvare klienter, der er tiltalt for narkohandel, drabsforsøg og bankrøveri – hvordan en sag kan vurderes vidt forskelligt fra byret til landsret, og at jura ikke kun er stive paragraffer, men også et spørgsmål om fortolkninger og fornemmelser.

”Med programserien ’Tiltalt’ ønsker vi at give seerne et unikt indblik i, hvordan det danske retssystem arbejder. De fleste af os har meget stor tillid til retssystemet, men det er samtidig et system, som de færreste kender indefra. Nu får vi lov til at kigge ind i en af vores vigtigste samfundsinstitutioner, i en tid hvor kriminaliteten er på det laveste niveau i mange år, men hvor lovstramninger og krav om strengere straffe er på det højeste”, siger Søren Bo Hansen, der er redaktionschef hos DR Aarhus.

TV fra en retssal

I et år har DR2 fulgt de tre forsvarsadvokater Bjarne Frøberg (Aarhus), Karoline Normann og Henrik Stagetorn (København). Gennem dem møder vi tiltalte, anklagere og dommere og får på den måde et nuanceret indblik i hvordan vores retssystem fungerer. Vi er med fra forberedelsen af sagerne til der falder dom. I arresthuse - over grundlovsforhør til Højesteret.

TV har normalt ikke adgang til retssalene, men DR2 har fået lov til at filme hele eller dele af retshandlingerne under særlige betingelser.

Et retssystem på arbejde

I de fire programmer går vi tæt på rollen som forsvarer og på hvordan retssystemet arbejder med principperne om, at vi er uskyldige til det modsatte er bevist, og at enhver rimelig tvivl skal komme den tiltalte til gode. Vi ser på retssikkerhed for udlændinge, og hvilken betydning det har, når politikerne løbende ændrer lovgivningen på området.

I det sidste af de fire programmer overværer vi, at politikerne bliver nævninge, der skal dømme efter deres egen lovgivning.

Tiltalt har premiere mandag 20. marts klokken 20.45 på DR2.