Tilbage til 60'erne: Kom med i sminken hos 'Carmen Curlers'

Anne Cathrine Sauerberg er chefsminkør på DR-dramaserien ’Carmen Curlers’. Tag med på en arbejdsdag og få et indblik i, hvordan man går 60 år tilbage i tiden, og genskaber stilen fra de danske 1960’ere.

Johanne Louise Schmidt er bare én af mange store navne, der er på rollelisten i 'Carmen Curlers'. Her sidder hun hos chefsminkør Anne Cathrine Sauerberg, der gør hende klar til at gå 60 år tilbage i tiden til de danske 1960'ere. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))

Krøllede parykker, farverig neglelak og et stort udvalg af makeup-produkter fylder alle rummets overflader. Det er tidlig torsdag morgen, og en af de store optagedage på DR-dramaserien ’Carmen Curlers’.

Serien sætter fokus på iværksætteri og kvindefrigørelse og foregår i Kalundborg i 1960’erne. Anne Cathrine Sauerberg er chefsminkør, og de sidste mange uger har hendes arbejdsdage været præget af bunkevis af hårlak, eyeliner og alverdens farver med perlemor.

- Jeg har brugt virkelig lang tid på at forberede mig til den her serie. Jeg brugte 14 dage på at lægge stilen og har virkelig nørdet med farver og udtryk, siger hun.

07.15: Briefing

Anne Cathrine Sauerberg har samlet holdet til breifing på dagens tidsplan. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))

Anne Cathrine Sauerberg har været tidligt oppe. Det bliver en lang dag, og over de næste ni timer skal hun og holdet have 41 statister og skuespillere igennem makeoveren. Hun kalder de tre andre sminkører sammen til briefing og fortæller om, hvilke scener der skal optages.

- Yes, damer – det bliver endnu en lang dag. Vi kommer nok til at arbejde nonstop frem mod klokken 14.00, hvor der er en lille pause, inden de sidste skuespillere møder ind. Jeg håber, at der er nogen, der har sørget for mad og drikke, for det bliver en tough omgang. Men vi har prøvet det mange gange før, og vi er knalddygtige. Let’s go!’.

Og med den peptalk fra chefen er sminkeholdet parate til at gøre dagens medvirkende klar til at træde tilbage til de danske 1960’ere.

07.17: Dagens første i stolen

  • Dagens første statist har sat sig i stolen, og først gøres håret klar til, at der kan sættes en paryk på. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
  • Bagefter er det tid til makeup. Anne Cathrine Sauerberg bruger især tonsvis af eyeliner. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
  • Og på ganske kort tid, er Rikke forvandet til en kontordame på Carmen-kontoret. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
1 / 3

I gangen sidder de første statister og venter på at komme til. Den første scene, der skal optages, er fra Carmen Curlers’ Administration og frem mod klokken 10.00 skal sminkeholdet have klargjort fem skuespillere og ni statister.

Rikke, der er statist og spiller kontordame, er den første der tager plads i stolen hos Anne Cathrine Sauerberg. I baggrunden summer 60’er-jazz fra højtalerne, og på væggene hænger ikoner, der er inspiration fra datidens modetrends.

Anne Cathrine Sauerberg binder hurtigt Rikkes hår op og sætter parykken på.

- Det er klart, at statisterne ikke har lige så lang tid i sminken som skuespillerne. Hun får parykken på, og allerede der er vi langt med stilen, så makeuppen er minimalistisk. Kontordamerne er meget almindelige, og Rikke får blot lagt en eyeliner, mens skuespillerne får en større tur med pudder, læbestift og neglelak, forklarer hun.

07.35: Dagens første skuespiller er i stolen

  • Skuespilleren Johanne Louise Schmidt har sat sig hos Anne Cathrine Sauerberg. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
  • Hun er bare en blandt mange store navne på rollelisten, der blandt andre omfatter Morten Hee Andersen, Maria Rossing, Rosalinde Mynster og Lars Ranthe. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
  • I sminkerummet er der fyldt med parykker, makeup og hårlak i massevis. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
  • Johanne Louise Schmidt retter læbestiften, og nu er hun klar til at gå i kostumen. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
1 / 4

Johanne Louise Schmidt er den første skuespiller, der har tid i sminken. Hun spiller rollen som Helga - en middelklasse dame, der keder sig derhjemme. Anne Cathrine Sauerberg arbejder i et hurtigt tempo, og rummet emmer af travlhed. Alligevel er hun opmærksom, og har overskud til at spørge ind til dem, som hun har siddende i stolen.

- Har du sovet godt? Jeg tænker, at du må være træt? Det var i går, der var premiere, ik’?

Johanne Louise Schmidt smiler og nikker. Hun har været sent oppe, fordi hun aftenen tidligere havde premiere på en forestilling på Det Kongelige Teater – en premiere, som Anne Cathrine Sauerberg husker og spørger ind til.

Anne Cathrine Sauerberg finder Johannes paryk frem. Hun bruger dele af Johannes eget hår, så det bliver en naturlig overgang til parykken.

- Jeg vil rigtig gerne formidle det friske og moderne, som blev kendetegnet ved 60’erne efter det mere tunge look, der var i 50’erne, fortæller chefsminkøren.

En lille time senere bliver Johanne Louise Schmidt sendt afsted til kostumen – hun skal nå i tøjet, inden dagens første prøve starter om et kvarter. Men inden skuespilleren er ude ad døren, kalder sminkøren på hende:

- Så snart du har fået kostume på, så skal du komme tilbage. Jeg skal lige rette de sidste småting.

08.30: Blå øjenskygge og lyserød læbestift

  • Mathilde Eusebius er næste skuespiller i stolen. Hun spiller Elin, der er fabriksdame på Carmen-fabrikken. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
  • Anne Cathrine Sauerberg starter med at krølle Mathildes eget hår. Det bruger hun sammen med en paryk, så bliver resultatet mest naturligt. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
  • Så skal parykken på. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
  • Karakteren 'Elin' er festlig og farverig, så hun har både markant blå øjenskygge og læbestift. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
1 / 4

Fra en skuespiller til en anden. Mathilde Eusebius har sat sig i stolen. Hun spiller den farverige og frembrusende karakter Elin, og Anne Cathrine Sauerberg har små 20 minutter, inden Mathilde skal være klar til prøverne.

Hun kigger og smiler: ’Nu skal I se en vild makeup’ griner hun.

Elin er fabriksmedarbejder og har søgt jobbet, fordi hun gerne vil have flere penge til dyre smykker og flot tøj.

- Alle de damer, der bliver arbejdere på fabrikken, har deres egen historie og deres egen grund til at starte i arbejde. Gyda, som kommer i stolen senere, bliver tæsket af sin mand, og hun ønsker at kunne forsørge sig selv. Og Elin hun vil bare gerne have flere materielle goder, og det koster penge. Alle disse historier skal vi være med til at få frem – det er en stor del af vores arbejde, og jeg synes, at det er supersjovt, siger Anne Cathrine Sauerberg.

På bordet står en radio, og mens Elin får lagt blå øjenskygge, kalder instruktøren, at alle skuespillere skal være klar til første prøve. Med håret strittende ud til alle sider forlader hun stolen med et grin, og Anne Cathrine lover at gøre hende færdig, så snart hun er tilbage.

08.50: Skuespillerne er til prøve - tid til statisterne

  • I løbet af dagen skal Anne Cathrine Sauerberg og hendes hold have 41 statister igennem. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
  • Anne Cathrine Sauerberg har brugt meget tid på, at genskabe det helt rigtige look. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
  • Og hårlak skal der til, for at ramme 60'er-frisuren. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
1 / 3

Mens skuespillerne er gået til prøve i studiet, har sminkørerne tid til at gøre nogle af de mange statister klar. Unge som ældre kvinder sætter sig i stolene og ud kommer en blanding af kontor- og fabriksdamer fra datidens 60’ere.

Anne Cathrine Sauerberg fortæller, at hun har været hele byen rundt for at finde de rigtige produkter – og parykkerne fandt hun i et afrokvarter i Paris.

- Der har jo været nogle farver, som vi simpelthen ikke kunne finde, og derfor måtte vi blande dem selv. I 60’erne var der perlemor i mange af farverne, og det er svært at finde i dag. Så vi har både neglelak og læbestift, som vi selv har blandet for at opnå den helt rigtige farve, siger hun.

09.35: Skuespillerne kommer tilbage fra kostumen og skal friskes op inden optagelser

Skuespillerne er kommet tilbage fra kostumen, og sminkerummet er fyldt af damer, som var de taget direkte ud af 190'erne. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))

To nye sminkører møder ind og hjælper den sidste halve time, frem mod optagelserne starter. Skuespillerne begynder at komme tilbage, og skal friskes op, så alt er perfekt foran kameraet. Sminkørerne arbejder i højeste gear, og en statist bliver smidt væk, i det øjeblik Mathilde Olhoff-Jakobsen kommer ind.

- Ja, jeg beklager, at det lige blev så hektisk, undskylder Anne Cathrine Sauerberg til statisten, der bliver sendt ind ved siden af til en af de andre sminkører.

- Det bliver lidt et samlebåndsarbejde, konstaterer hun.

På det næste kvarter bliver Mathilde Olhoff-Jakobsen forvandlet til Elin, og det glatte, halvlange lyse hår er nu blevet til en stor touperet og krøllet 60’ er-frisure.

10.00: 'Det var bare første runde, næste ryk bliver endnu større'

  • Anne Cathrine Sauerberg og holdet er kommet fint igennem de første timer. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
  • Men pausen varer kun for en stund, lige om lidt kommer endnu et stort ryk ind, og mange flere damer skal have en 60'er makeover. (Foto: © (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 2))
1 / 2

Anne Cathrine Sauerberg har været i gang i tre timer, og holdet har sendt seks 60’er-damer ud fra sminken. Hun er tilfreds med sminkeholdets indsats og når sig en hurtig ostemad, mens hun rydder op i parykker og neglelak.

Selvom optagelserne er startet, får sminkeholdet ofte uventet besøg af skuespillerne, som skal friskes op.

- Jeg plejer at sige, at skuespillerne bliver sminket som det første, og derefter er det en konstant kamp mod dårligt vejr og kyllingelår til frokost, griner Anne Cathrine Sauerberg.

Der har været travlt, siden hun mødte ind, men alligevel er dagen nærmest først lige begyndt.

- Det er dejligt, at vi fik alle klar, og vi har holdt tidsplanen. Men altså, det her var jo bare starten, om 10 minutter kommer de næste skuespillere. Vi har en endnu større scene over middag, og frem mod klokken 14 skal vi have syv skuespillere og 21 statister igennem – så vi skal ikke ligge på den lade side, smiler hun.

Mød også Anne Cathrine Sauerberg her: