VIDEO: Hvordan finder man nye og mangfoldige talenter?

DR har gang i projektet ’Nye Stemmer’, hvor der bliver ledt efter nye talenter fra hele landet.

’Nye Stemmer’ er et castingprojekt, der leder efter og udvikler en mangfoldighed af nyt talent fra hele landet. De udvalgte talenter skal bidrage til at skabe, producere og tilrettelægge nyt programindhold til DR.

Over efteråret har holdet bag ’Nye Stemmer’ tracket, identificeret, kontaktet og arbejdet med danskere, som har vist, at de er gode til at fortælle historier og som har en særlig tone, der er deres egen.

Men vigtigst af alt har det været gældende, at de var passionerede omkring en ting, som de ville dele med andre. Gruppen af ’Nye Stemmer’ startede med 25 personer, hvor fem talenter blev udvalgt til at lave deres egne produktioner i samarbejde med professionelle DR-redaktioner. Her har de fået hjælp til både udvikling og produktion. Indholdet udkommer efterfølgende løbende på DR’s sociale medier samt som dele af produktioner på Radio og TV.

Skabe større forståelse

Med projektet ’Nye Stemmer’ er målet at de unikke, nye typer historier kan gøre DR’s udvalg endnu mere varieret, hjælpe med til at skabe større forståelse og lade en mangfoldighed af danskere komme til orde. Derudover skal det give DR et mangfoldigt blik på verden set indefra.

Se en af produktionerne, som udspringer af projektet her