De er der alle sammen: Sonja fra Saxogade, Jørgen Clevin, Ingrid og Lillebror, Anna og Lotte, Kaj og Andrea, men også nogle af de nyeste karakterer fra Ramasjang: superhelten Sprinter Galore og rullingerne fra Mini-MGP. Både nuværende og tidligere fans af børne-fjernsyn får mulighed for at dykke ned i både TV-klip, dukker, rekvisitter og kostumer, når DR og Greve Museum fra tirsdag den 14. februar og frem til den 30. august i år arrangerer udstillingen 'Børne-TV's historie'. Her kan børn lege, røre og selv gå på opdagelse, mens de voksne kan dykke ned i både deres egen og deres børn eller børnebørns TV-historie.
Vi har prøvet at gøre det umulige her - nemlig at klippe DRs børnefjernsyn fra 1951 til 2017 ned til fem minutter. Du kan se videoen her. Selve udstillingen er åben på Greve Museum tirsdag til fredag fra klokken 11-15, lørdage fra 11-16 og søndag fra 11-17. Den anden onsdag i hver måned er udstillingen åben fra klokken 11-20.