Det endte lykkeligt for to par, da tredje sæson af 'Gift ved første blik' sluttede på DR1 i tirsdags. De besluttede sig for fortsat at være gift.
Selv om seerne måske ikke ligefrem har været gift med programmet, har der været godt med seeropbakning til eksperimentet, hvor DR så på, om det arrangerede ægteskab kunne bane vejen til den store kærlighed, når nu så mange har svært ved at finde tosomheden - også selv om der er 1,6 millioner singler.
I alt så 789.000 seere det syvende og sidste program, og dermed blev 'Gift ved første blik' ugens 6. mest sete program på alle landets tv-kanaler, ifølge TNS Gallup TV-Meter.
Ellers var det finalen i 'Vild med dans' på TV 2, som allerflest så i uge 48, mens sidste afsnit af 'Broen' på DR1 også var populært, mens stormen Gorm hærgede udenfor. Hver dansker over tre år så i gennemsnit fjernsyn i 21 timer og fire minutter i sidste uge.
De 10 mest sete programmer på alle kanaler i uge 48 var:
1. Vild med dans - Afgørelsen, TV 2 - 1.325.000 seere
2. Vild med dans, TV 2 - 1.171.000 seere
3. Vild med dans - Trin for trin, Live, TV 2 - 1.144.000 seere
4. Broen III, DR1 - 881.000 seere
5. Rigtige Mænd - hva' nu? DR1 - 873.000 seere
6. Gift ved første blik III, DR1 - 789.000 seere
7. Kender du typen? DR1 - 712.000 seere
8. Hvem vil være millionær? TV 2 - 663.000 seere
9. Norskov, TV 2 - 661.000 seere
10. Frømandskorpset, DR1 - 641.000 seere