Kraks Blå Bog er et opslagsværk med information om personer, der alle er med til at sætte dagsordenen inden for erhvervslivet, kulturlivet og det offentlige.
Opslagsværket er udgivet hvert år siden 1910 og opdateres løbende. Årets trykte udgave indeholder 8.468 biografier over nulevende personer, mens den digitale version på blaabog.dk rummer samtlige biografier for de omkring 30.000 personer, der har været i Kraks Blå Bog gennem tiden.
- Det er folk, der tager deres talent og ambition alvorligt, og som hver især bidrager til at forme eller berige vores tid. De vidner om et Danmark, der gør sig umage, og det er altid værd at hylde og anerkende, siger Bolette Rud. Pallesen fra Gads Forlag i en pressemeddelelse.
I år er der tre nye DR-navne i det 1.693 sider store opslagsværk. Det er Lillian Gjerulf Kretz, USA-korrespondent, politisk analytiker Jens Ringberg og Lasse Mauritzen, der er solohornist i DR Symfoniorkestret.
Hæderlig og troværdig måde
Til dr.dk/omdr fortæller de nye medlemmer om optagelsen i Blå Bog:
Politisk analytiker Jens Ringberg siger:
- Vi er alle sammen forfængelige, så jeg er da glad for at få plads i Kraks Blå Bog. Jeg ser det som en anerkendelse af både DR’s og min egen indsats for at formidle og forklare dansk politik til brugerne på en hæderlig og troværdig måde.
Solohornist Lasse Mauritzen har haft fast plads i DR Symfoniorkestret i 15 år, og han glæder sig også over anerkendelsen, der ligger i at komme i Kraks Blå Bog.
- Jeg er da stolt over det, og over at der er blevet lagt mærke til en. Jeg tror også, der bliver lagt mere mærke til min præstation, fordi DR Symfoniorkestret generelt har markeret sig stærkt de senere år. Så det er samtidig også resultatet af et stærkt holdarbejde, siger Lasse Mauritzen.
Om optagelsen siger USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz:
- Som udenrigskorrespondent er man i vigtige øjeblikke øjenvidne til, at der bliver skrevet verdenshistorie. Det er et stort privilegium og et stort ansvar. Men det er i den grad også en stor holdindsats at få formidlet de øjeblikke bedst muligt til seere, lyttere og læsere. Så derfor deler jeg med tak anerkendelsen med mine dygtige kolleger i DR.
Betingelsen for at blive optaget i Kraks Blå Bog er, at man er fagligt dygtig og anerkendt inden for sit område og dermed har en markant, positiv indflydelse på det danske samfund. Der er ikke nogen automatik med hensyn til bestemte stillinger, lønrammer eller rangklasser.
Redaktionen bag Blå Bog består af et internt redaktionsudvalg støttet af cirka 35 eksterne konsulenter fra forskellige fagområder. Det er folk med centrale embeder i erhvervslivet, kulturlivet og den offentlige sektor, og de rådgiver om, hvilke personer der har faglig betydning og indflydelse i det danske samfund.