Tre anbefalinger: Det hører og ser Peter Qvortrup Geisling

DR-vært Peter Qvortrup Geisling giver dig tre anbefalinger til lyd og tv-programmer, han har nydt i begyndelsen af efteråret. Hver måned giver en kendt DR-profil inspiration til det bedste indhold på DR LYD og DRTV.

Peter Qvortrup Geisling er sundhedskorrespondent i DR. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Hver måned får vi en DR-profil til at give tre anbefalinger til programmer, som har fanget dem. I september giver sundhedskorrespondent i DR, Peter Qvortrup Geisling, dig nogle af sine favoritter.

Peter Qvortrup Geisling er både uddannet læge og journalist, og har i mange år arbejdet med sundhedsstof hos DR. Han er i folkemunde også kendt under navnet 'TV-lægen', der kom i forbindelse med hans job som studievært på magasinprogrammet 'Lægens Bord', der kørte fra 1997 til 2005 - og igen under coronapandemien.

Han har siden været lægen i sundhedsprogrammet 'Ha' det godt' på DR1 sammen med Puk Elgård samt studievært på tv-programmet 'Diagnose søges', som blev sendt på DR1 i 2008.

TV-lægen er også at finde i DR LYD, hvor han har gjort lyttere klogere på kroppens advarselstegn i podcasten 'Lægens Bord - Lyt til din krop'.

I dag er Peter Qvortrup Geisling sundhedskorrespondent, hvor han dækker samfundets sundhedsproblematikker for DR Nyheder.

Han giver dig her tre anbefalinger til indhold på DRTV og i DR LYD, som han har været glad for.

- Det er en svensk naturserie fra 2022, der handler om de 300 fiskearter, der findes i havet omkring Sverige. Jeg er vild med natur og har over 50 fiskestænger. I programmet følger værten vandet fra hav, til elve til åer. Det er det vildeste naturprogram med de vildeste fisk, og så er det virkelig godt filmet. Samtidig har man dog også den underlæggende præcis, at man skal lade være med at ødelægge naturen for at få vandkraft - og det kan jeg godt lide. I Sverige har man i århundreder brugt vandkraft som energi. Det betyder, at laks kan ikke komme til gydepladser, da man har smadret de svenske elve.

- Jeg elsker Svend Brinkmann - han er spitze. I radioprogrammet/podcasten undrer psykologiprofessoren sig over, hvorfor vi mennesker gør, som vi gør. Han er enormt dygtig til at zoome ind på ting, vi mennesker diskuterer og gør i vores hverdag. I en tid, hvor folk går op i sig selv, stiller han for eksempel spørgsmålet; er der noget, der er større end mig.

Han kommer også med noget, som jeg nogle gange savner i medieverdenen. Nemlig et program og koncept, der er bygget op omkring ham. Han er en vært med en sund og fascinerende mission, og det bliver det hele meget bedre af. Der er så meget kvalitet og kant i hans programmer.

- Dette er en historisk dokumentarserie i tre afsnit, som handler om Stalins tvangsarbejdslejre. Stalin begynder i 1922 at sende folk i de her lejre, hvor det hærger med sygdom, sult og elendighed. Hvordan kan sådan noget overhovedet foregå? I dag er det ude af verdens erindring, men de her virkelige optagelser derfra er en god reminder om noget, der aldrig må ske igen. Rusland fylder meget i øjeblikket, og det er interessant at få mere viden, om dette land, som markerer sig så meget.