Tre anbefalinger: Det hører og ser Andrew Moyo

Radiovært Andrew Moyo giver dig tre anbefalinger til lyd og tv-programmer, han selv har nydt. Hver måned giver en kendt DR-profil inspiration til det bedste indhold på DR LYD, DRTV og arkivtilbuddet Gensyn.

Andrew Moyo er aktuel med den nyeste sæson af 'Hvem er..' med Taylor Swift på DR LYD. (Foto: © Jannick Børlum)

Hver måned får vi en DR-profil til at give tre anbefalinger til programmer, som har fanget dem. I august deler Andrew Moyo sine favoritter.

Andrew Moyo er radiovært og redaktør på P3, og lige nu er han aktuel med den nyeste sæson af podcast-serien ’Hvem er…’ med Taylor Swift i centrum. I løbet af fem afsnit dykker Andrew Moyo ned i historien bag popstjernen – fra den 11-årige, målrettede pige, der vil tages seriøst, til den i dag 32-årige musiker, der tager verden med storm og udsolgte stadionkoncerter.

Andrew Moyo har været radiovært i mange år og kan høres hver fredag i programmet ’Tættere på himlen’, hvor han serverer friske hits til weekenden. Han er også kendt fra musikprogrammet ’Moyo Live’, hvor danske kunstnere fortalte om nyindspilninger af deres egne og andres sange. Moyo er skuespiller og idémand bag filmen ’Guldfeber’, der var inspireret af hans tid som telefonsælger.

Andrew Moyo giver dig her tre anbefalinger til programmer fra DR.

Ubegribeligt i DR LYD

- Jeg bruger helt ekstremt meget tid på at se videnskabsvideoer på Youtube om matematik, fysik, astronomi og kosmologi. Det er alt sammen på engelsk og meget fokuseret på England og USA. Derfor er det ret fedt at have den her videnskabelige podcast på dansk med nogle sindssygt vidende og spændende eksperter.

Jeg synes, Huxi Bach er helt sindssyg god til at balancere det lette og det underholdende med grundig og lødig research. Emner, som for eksempel aldring, sorte huller eller angst, bliver leveret med lige dele godt selskab og tårnhøj faglighed i podcasten ’Ubegribeligt’, og det synes jeg er pissefedt.

Sygt skarp på DRTV

- ’Sygt Skarp’ er Jacob Weils dokumentarserie om ekstremerne i det mandlige kropsideal. For mig er det meget fascinerede ’what the fuck’-fjernsyn.

I dokumentaren møder man folk, der virkelig går til ekstremerne for at optimere deres udseende ved at bruge steroider eller andre medikamenter. Det er fuldstændig fremmedgørende for mig at se, fordi det ligger så langt fra den måde, jeg forholder mig til min egen krop, men samtidig er det ekstremt relaterbart. Jeg kan godt sætte mig ind i den grundtanke, som nogle af de her ’boys’ har – det her ønske om at se instagram-agtig og perfekt ud. Jeg tror, vi alle sammen kender til, at man kan tænke: ’Årh jeg gad godt at have vaskebræt’, men i det her program er der fandme nogen, der gør noget ved det.

Sygt skarp

Matador på Gensyn

- Det her er en anbefaling lige fra hjertet – ’Matador’. Jeg har aldrig set det før, men er lige gået i gang med serien, og jeg er i chok over, hvor godt det er.

Jeg havde regnet med, at det ville være rigtig langsomt, tungt og egentlig bare rigtig kedeligt. Men jeg må være ærlig og sige, at det er et drama, der er virkelig godt spændt op; der er vanvittigt mange karakterer at følge med i, og tempoet er ret højt – og så opfører folk sig bare rigtig dårligt over for hinanden, og det, synes jeg, faktisk er ret spændende. ’Matador’ udstiller småborgerlighed på den absolut skønneste måde, og det er ret sjovt. Jeg sidder og griner, når jeg ser det, og det er jeg faktisk ret overrasket over.

Matador