Tine Gøtzsche og Rasmus Botoft debuterer som værtspar i 'DR's store Juleshow'

Rasmus Botoft har sin egen rødkål med på scenen, og værterne øser af deres egne juletraditioner i ’DR’s store Juleshow’ på lørdag. Vi mødte værtsparret forud for udsendelsen.

- Vi er ikke stjernerne, men bare mellemlægspapiret, der præsenterer navnene i ’DR’s store Juleshow’, siger Rasmus Botoft og Tine Gøtzsche, som dog også fortæller om deres egne juletraditioner undervejs. Foto: Agnete Schlichtkrull. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Det hører til de absolutte sjældenheder, at en TV-vært melder ud, at han skal hjem at lave rødkål, fordi den skal på skærmen en af dagene. Det er ikke desto mindre, hvad skuespiller, TV-vært med mere Rasmus Botoft fortæller, at han skal bagefter vores interview, der ligger lige i halen på en af prøverne på ’DR’s store Juleshow 2023’. Sammen med den mangeårige vært på TV Avisen og nu freelancer - Tine Gøtzsche, er han, hvad parret selv kalder ’mellemlægspapir’ på juleshowet, som kan ses på DR1 og DRTV på lørdag den 16. december. Andre vil kalde det værter.

Stemningen er god, da vi mødes i et af kunstnerværelserne i DR Koncerthuset, hvor alt fra gamle smørdåser til pladecovere med den tyske sanger Ivan Rebroff er med til at fylde op. Og som værtsparret tilføjer kryptisk, kommer det til at fremgå tydeligt af showet, hvorfor de omgiver sig med lidt af et loppemarked.

- Jeg voksede faktisk op i en antikvitetsbutik. Så jeg er vant til det, griner Rasmus Botoft, som undervejs i karrieren blandt andet har spillet karakterer som snobben Poul, milde Else og brovtende Tage i DR’s ’Rytteriet’-satire.

Første samarbejde

I ’DR’s store juleshow’ skal både Rasmus Botoft og Tine Gøtzsche ’bare’ være sig selv. Og selv om det umiddelbart er svært at mærke, er det første gang nogen sinde, at Tine Gøtzsche og Rasmus Botoft arbejder sammen.

- Spøjst nok kender vi alligevel hinanden lidt. For vi har tidligere boet i den samme boligforening på Vesterbro, fortæller Tine Gøtzsche.

De to værter i ’DR’s store Juleshow 2023’’ kommer fra to forskellige verdener. Hun sagde farvel til DR i 2018 efter 22 års ansættelse som journalist og studievært, mens han er uddannet skuespiller i 1999 og også var ansat fast på Det Kongelige Teater gennem flere år, inden blandt andre DR’s satireprogrammer gjorde ham til et populært TV-navn.

Hvor Tine Gøtzsche har prøvet at være vært på ’DR’s store Juleshow én gang før – i 2019 sammen med Joakim Ingversen, er det allerførste gang, Rasmus Botoft er det. Han har nu julet før på skærmen og blandt andet været vært på ’DR2’s kæmpestore lillejuleaftenshow’ - og også på et DR2-show, der sendte ’Live fra Jordens Undergang’. Dog uden at det rent faktisk skete.

- Det er snart et stykke tid siden, jeg blev spurgt, om jeg ville være vært. Redaktionen kan vist godt lide, at værterne skifter fra år til år, og det ville jeg gerne, siger Tine Gøtzsche, der også nævner en anden joker i showet, som fik hende til at sige ja.

- Det er et kæmpe privilegium at være vært på et show, hvor DR Symfoniorkestret står for musikken. Der sker noget med kroppen, når jeg hører dem spille. Det er helt utroligt, siger Tine Gøtzsche, og Rasmus Botoft er enig:

- Det er helt vildt at være på job med DR Symfoniorkestret – og både høre og se dem spille sammen. Jeg har også prøvet det før, tilføjer Rasmus Botoft.

Begge siger de, at det føles naturligt at stå på scenen i DR Koncerthuset sammen, selv om de aldrig har arbejdet sammen før.

Rasmus Botoft og Tine Gøtzsche har aldrig arbejdet sammen før, men det har boet i samme boligforening på Vesterbro i København. Foto: Agnete Schlichtkrull. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Lærer noget af Botoft

Hvor Tine Gøtzsche i en årrække har været relativt alene i studiet, men sendt til mange, har Rasmus Botoft erfaringen med at stå foran tusinder af publikummer, som de også skal her ved de to ’DR’s store Juleshows’ i Koncertsalen, som bliver til ét TV-show lørdag.

- Når vi øver, er du hurtigere på scenen, og det lærer jeg også noget af. For det får mig til at tænke, at hvis du tør noget, tør jeg det også godt, siger Tine Gøtzsche, der i dag blandt andet ernærer sig som moderator og ordstyrer - og på den måde er blevet mere vant til at stå foran et større publikum på de fem år, der er gået, siden hun forlod TV Avisen.

Tine Gøtzsche lægger ikke skjul på, at hun var uden for sin egen ’comfort zone’, da hun var vært for ’DR’s store Juleshow’ i 2019 og blandt andet skulle trække i folkedragt undervejs. Det er der ikke noget af denne gang.

- Vi har mødtes fire-fem gange i løbet af den seneste tid, og i denne uge er vi nærmest flyttet sammen. Vi er blandt andet kommet med input til, hvad vi kan se os selv i. Vi har i høj grad også været med til at gøre manuskriptet til vores eget, forklarer Rasmus Botoft.

Når han for eksempel skal have rødkål med på scenen til showet, er det blandt andet, fordi værterne øser af deres egne juletraditioner og juleskikke i ’DR’s store Juleshow’.

- Er der noget, vi har opdaget om hinanden, er det, at vi har det forskelligt med julen. Den ene af os har en masse traditioner, den anden – og det er mig - er lidt mere ’loose’, beretter Tine Gøtzsche.

Hun skynder sig at sige, at hun bestemt godt kan lide julen, men at hun bare ikke har traditioner, der har fulgt hende altid, som Rasmus Botoft mere har.

- Jeg dyrker både nye og gamle juletraditioner, og rødkål indgår i en af dem. Men jeg vil ikke afsløre for meget her, for det er det, vi gør i ’DR’s store Juleshow’, smiler Rasmus Botoft. Det er dog ikke en hemmelighed, at loppemarkedstingene fylder rummet, fordi de to værter også taler om bæredygtige gaver i udsendelsen på lørdag.

Både nyt og gammelt

Blandt de navne, som Tine Gøtzsche og Rasmus Botoft præsenterer for seerne foran DR Symfoniorkestret, er sangerne Mattias Kolstrup, Jacob Aksglæde og Fallulah, der byder på gamle juleklassikere i nye toner, samt Cæcilie Norby, Emma Sehested Høeg og Christina Undhjem, der alle byder på store jule-evergreens.

De to værter lægger op til, at ’DR’s store Juleshow’ er noget, der skal kunne samle familie og venner i sofaen.

- Musikrepertoiret er bredt sammensat, og der er både noget for dem, der elsker traditioner, og dem, der kan lide lidt nyt. Alle skal kunne være her, siger Tine Gøtzsche, mens Rasmus Botoft nikker, inden han kort tid efter skal hjem at lave rødkål.

Hvordan resultatet blev, kan du se – men dog ikke smage - på lørdag på DRTV fra klokken 6.00 og på DR1 klokken 20.30.