Tine Bryld Prisen bliver uddelt for åben mikrofon

P3 sender direkte, når Tine Bryld Prisen tirsdag aften bliver uddelt på Lille Vega i København. Navne som Karl William og Marie Key optræder ved uddelingen.

Tine Bryld lagde øre til tusindvis af telefonsamtaler i DR’s ’Tværs’-programmer gennem årene. Hun døde i 2011. (Foto: © Agnete Schlichtkrull.)

P3’s lyttere får mulighed for at følge med direkte, når Tine Bryld Prisen – Danmarks store socialpris – bliver uddelt på tirsdag den 22. oktober.

109 kandidater er blevet foreslået til at få den i år, men hvem det bliver, bliver afsløret på spillestedet Lille Vega i København den aften fra klokken 20.00. Det er P3-vært Line Kirsten Nikolajsen, der bliver vært både i Lille Vega og på P3, og det er Foreningen for uddeling af Tine Bryld Prisen, som står bag prisen. Den bliver uddelt i samarbejde med DR, Trygfonden og Plan-B.

Ved prisfesten vil formanden for prisudvalget, Gunvor Wibroe, begrunde årets valg, P3 vil interviewe modtageren, og derudover vil sangerne Marie Key og Karl William synge.

Er på op til 500.000 kroner

Udover at ære socialrådgiver og radiovært Tine Bryld (1939-2011), som i næsten 36 år gav unge gode råd i DR’s ’Tværs’-udsendelser, som fortsat eksisterer, har prisen også til at formål at bidrage til at sætte større fokus på socialområdet. Det sker ved at give et skulderklap til nogle af de ildsjæle, der til dagligt udfører vigtigt socialt arbejde og ikke er bange for at tage nye initiativer på området.

Tine Bryld Prisen er på 250.000 kroner (også kaldet Projektprisen), og den gives til et projekt eller en organisation, der har markeret sig med en særlig indsats for socialt udsatte og marginaliserede mennesker eller grupper i Danmark. Derudover kan der uddeles et beløb på op til 250.000 kroner (også kaldet Udviklingsprisen) til at forankre og udvikle den indsats, som har begrundet prisen.

Sidste år gik prisen til LGBT+-organisationen Sabaah, der siden 2006 har kæmpet for at forbedre vilkårene for LGBT+-personer, blandt andre homo- og biseksuelle og transkønnede med minoritetsetnisk baggrund.

Betydningsfuld kvinde

Tine Bryld blev i 2015 kåret til de seneste 100 års mest betydningsfulde kvinde af dr.dk’s brugere, og siden 2017 har Frederiksberg haft en Tine Bryld Plads, som ligger lige foran det tidligere radiohus på Rosenørns Allé, hvor Tine Bryld sendte fra de fleste af årene.

Hvis Tine Bryld fortsat havde levet, ville hun være fyldt 80 år den 18. december i år.

DR har sendt ’Tværs’ siden 1972, og det ugentlige program kan høres på P3 mandage klokken 21.03 og på DR’s radioapp. Der er også et helt 'Tværs'-univers på DR's hjemmeside på dr.dk/tværs.

P3 sender direkte fra uddelingen af Tine Bryld Prisen tirsdag den 22. oktober fra klokken 20.03-ca. 21.15.