DR’s faste vejrværter Mikael Jarnvig, Thomas Mørk, Louise Gade og Anders Brandt kører nu -- sammen med sommervikaren Søren Jacobsen - ud i landet med ’Vores Sommervejr’.
Første stop på turen rundt i det danske sommerland var mandag aften, hvor Mikael Jarnvig viste vejrudsigten fra Himmelbjerget.
Temaet for årets sommertogt er udeliv. Anders Kern Boje, underdirektør i DR Nyheder og ansvarlig for DR Vejret, fortæller:
- Ideen bag ’Vores Sommervejr’ er at møde danskerne, dér hvor de tilbringer sommeren rundt omkring i landet. I år er undertemaerne til fods, på hjul, til vands og på toppen. Det bliver en sommerturné, hvor DR Vejrets blå vejrbil kører på kryds og tværs af landet fra området nord for Limfjorden til grænselandet mod syd. Og fra den jyske vestkyst til Amager og alt derimellem.
I denne uge er det Mikael Jarnvig, der er ’på toppen’ med udeliv. Det betyder, at ’Vores Sommervejr’ sendes fra nogle af de højeste punkter i Danmark og gennem reportager fortæller om det udeliv, der udspiller sig der. Udover Himmelbjerget mandag aften besøger Mikael Jarnvig de kommende dage Ejer Bjerge, Skamlingsbanken og Frøbjerg Bavnehøj.
- Med DR Vejret er det hele året vores klare mål at komme rundt i hele Danmark, møde danskerne og høre deres historier med vejret som omdrejningspunkt. Det er selvfølgelig særlig oplagt om sommeren, fordi rigtig mange holder ferie, og vejret derfor kan have stor betydning, siger Anders Kern Boje.
’Vores Sommervejr’ er på tur fra uge 26 til uge 30 (slut torsdag den 27. juli) og sendes mandag til torsdag efter TV-Avisen klokken 18.55 på DR1 og DRTV. Fredag med sammendrag fra ugen, som sendes fra vejrstudiet på Dokk1 i Aarhus.
DR Vejrets sommertogt dækkes også på dr.dk/vejret, ligesom der sendes vejrudsigter til TV-Avisen klokken 21.00 og middagsradioavisen.