Solofløjtenist får en af landets største kunstnerpriser

Ulla Miilmann fra DR Symfoniorkestret bliver en af modtagerne af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat på 750.000 kroner til december.

Ulla Miilmann bliver den ene af årets fire modtagere af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat på ikke mindre end 750.000 kroner. (Foto: © Per Morten Abrahamsen, Type 1)

Når én af landets absolut største private hæderspriser til danske kunstnere skal uddeles den 9. december, bliver det med én af DRs medarbejdere i en helt central rolle i Musikkonservatoriets Koncertsal på Frederiksberg.

DR Symfoniorkestrets solofløjtenist Ulla Miilmann, som har spillet i orkestret siden 1994, bliver den ene af årets fire modtagere af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat på ikke mindre end 750.000 kroner. Udover Ulla Miilmann bliver komponisterne Birgitte Alsted og Line Tjørnhøj og det unge danske ensemble Nightingale String Quartet hædret ved den lejlighed.

”Med instrumentalt overskud og kunstnerisk format og mod har Ulla Miilmann været med til at forgylde mange torsdagskoncerter, turneer og CD-indspilninger. Også som solist, ikke alene med sit eget orkester, men også som gæst i og uden for Danmark og som kammermusiker, har hendes altid originale musikerskab skaffet hende mange beundrere,” hedder det blandt andet i motiveringen.

Her hedder det videre, at Ulla Miilmann tildeles hædersprisen som en anerkendelse for dette virke og en opmuntring til at fortsætte med at glæde de mange tilhørere, lyttere og seere.

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat blev oprettet af de to kunstneres døtre i 1957, og modtagerne af hæderspriserne udpeges af fondens bestyrelse. Fonden bag legatuddelingen ejer to tredjedele af kunstnerrettighederne efter Carl Nielsen og alle rettighederne efter billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen.

Var Grammy-nomineret

Ved prisoverrækkelsen skal Ulla Miilmann selv på arbejde, når hun byder på Carl Nielsens fløjtekoncert sammen med Danmarks Underholdningsorkester.

Ulla Miilmann er 45 år, og hun har en bachelor i musik fra North Carolina School of The Arts i 1992, hvor hun også fløjtede sig til en plads i DR Symfoniorkestret. I 2006 opnåede hun at blive Grammy-nomineret i kategorien ’Bedste solistoptræden med orkester’ for arbejdet med Ole Schmidts ’Concerto for Flute and Orchestra’.

DRs seere er flere gange stødt på Ulla Miilmann i tv-udsendelser – også ud over ’DR K Klassisk’ om søndagen. Hun medvirkede blandt andet i ’Sigurd og Symfoniorkestret’ på Ramasjang og ’Mestermøder’ på DR2, ligesom hun var dommer i lørdagsunderholdningsprogrammerne ’Maestro’ på DR1 i 2011 og 2012.