Mediedebatten raser i disse dage. Ikke mindst om balancen mellem private og public service-medier. Om licensen. Og om DR, som får kritik for at fylde for meget eller favne for bredt.
Det er både vigtigt og helt aktuelt at diskutere, hvilken rolle medierne skal spille i vores samfund. Men jeg mener også, at den aktuelle debat overser de mest væsentlige spørgsmål: Nemlig hvordan styrker vi samfundsdebatten? Hvordan sikrer vi, at kulturen bliver formidlet bredt ud i landet? Og hvordan sikrer vi i det hele taget, at befolkningen får det bedst mulige medie- og kulturtilbud overhovedet?
Torsdag er der høring i det nye public service-udvalg, hvor en række eksperter og interessenter skal drøfte fremtidens public service. Og jeg gætter på, at disse spørgsmål vil komme til at fylde en del.
Eller rettere, det håber jeg.
Hyppe egne kartofler
For jeg synes, vi har brugt alt for lang tid på en hjemlig mediedebat, som mest af alt har handlet om, at hyppe egne kartofler alt imens skyttegravene kun er blevet dybere. Det nytter ikke, at vi kun har ’markedet’ for øje og helt glemmer, at det også handler det om, hvordan vi sikrer, at befolkningen i fremtiden får et stærkt og mangfoldigt dansk medie- og kulturtilbud.
Selvfølgelig er der udfordringer. Det gælder i øvrigt både for de kommercielle og public service-medierne. Vi er alle udfordret af en digital omstilling, som går utrolig stærkt, og hvor ”gamle” distributionsplatforme som trykte aviser, FM-radio og flow-tv erstattes af nye netbaserede medieplatforme: Vi deler, opdaterer, streamer og podcaster på livet løs. Og vi gør det præcis, når det passer ind i vores travle hverdag. Og hvis de danske mediehuse (DR inklusive) ikke kan følge med den digitale udvikling, så er jeg sikker på, at der reserveret plads i historiebøgerne til os alle.
Samtidig ser vi en udvikling, hvor store udenlandske medier rykker ind på det danske marked og fortrænger, det danske indhold. Også her går det stærkt. Ser vi på den samlede tid, danskerne bruger på nettet, så er det i dag kun ca. syv procent, der bruges på danske mediesites. Til sammen vel at mærke! Resten løber de med hos blandt andre Facebook, Google, YouTube med flere. Og dermed løber de også med annoncekronerne.
Det er de egentlige udfordringer. Og det passer derfor ikke, når de kommercielle mediers interesseorganisation, Danske Medier, forsøger at overbevise om, at man kan løse private mediers udfordringer ved at stække eller forringe DR. Alle internationale undersøgelser peger på, at tilstedeværelsen af public service er vigtigt – ikke kun for borgerne og oplysningsniveauet, men rent faktisk også for markedet. Simpelthen fordi konkurrencen har vist sig at være udviklende snarere end hæmmende. Det har været konklusionen i England, Norge og senest Sverige. Og jeg vil foreslå, at vi også i Danmark får en uafhængig undersøgelse af, hvordan dansk public service påvirker markedet, så vi har et ordentligt faktuelt grundlag for debatten. Den opfordring er hermed givet videre.
Op af skyttegravene
Min grundlæggende holdning er den, at hvis vi ønsker et velfungerende mediemarked og en stærk samfundsdebat, så er der behov for både private medier og uafhængige public service-medier. I fremtiden har vi brug for samarbejde og stærke partnerskaber – både på regionalt og nationalt niveau. Dem kan vi sagtens blive meget bedre til at opsøge og udvikle. Og hvis danske medier skal kunne stå distancen i en digital fremtid, så har vi brug for at komme op af skyttegravene, hvor sortsynet trives og hvor udsynet er begrænset.
I Danmark har vi haft public service igennem årtier på tværs af skiftende politiske flertal. Det er derfor vi herhjemme har kunnet opbygge en stærk tradition for godt børne-tv, for dansk tv-dramatik i verdensklasse og for uafhængig nyhedsformidling. Det er derfor DR i dag kan producere udsendelser om emner lige fra skatteunddragelse og dansk krigsdeltagelse til følgerne af en ny skolereform. Det er også derfor vi, som i den forgangne uge, kan vælge at rydde sendefladen en hel aften for at sætte fokus på den kaotiske flygtningesituation i Europa. Alt sammen væsentlige emner og historier, som det er vigtigt bliver fortalt.
Det er ikke ligegyldigt, om vi har uafhængige danske medier, som har fat i den brede befolkning på tværs af landet og som har mulighed for at producere også de udsendelser, som ellers aldrig nogensinde ville blive sendt – fordi de er dyre, fordi vi er et lille sprogområde eller fordi den målgruppe programmerne henvender sig til ikke er kommercielt attraktiv. Jeg ser ikke ligefrem for mig, at kommercielle tv-stationer som TV3 og Kanal 5 byder ind på denne opgave – heller ikke i fremtiden.
40 procent er ikke i kontakt
Og ser vi på de fem største danske dagblade, som rummer masser kvalitet og godt journalistisk indhold, så er der cirka 40 procent af befolkningen, som de i løbet af en uge slet ikke er i kontakt med – hverken på print eller net. Dertil kommer at de hver især henvender sig til specifikke og ofte veldefinerede målgrupper i befolkningen.
Det er en naturlig konsekvens af, at drive private kommercielle medier. Men for mig at se, er det blandt andet derfor afgørende for vores demokrati, at vi i fremtiden har uafhængige danske medier, der når bredt ud og som sikrer, at ingen samfundsgrupper hægtes af.
Derfor skal DR ikke kun lave programmer for eliten, men også producere indhold, der rammer bredere. Jeg deler med andre ord ikke den holdning, at public service ikke også godt må rumme populære og underholdende udsendelser af høj kvalitet. Hvis DR alene skulle sende ’Deadline’ og ’Orientering’, så ville konsekvensen jo være, at man fik et public service-medie, som er for en lille gruppe samfundsborgere, men ikke for alle andre. Man kan også være sikker på, at der ret hurtigt ikke vil være nogen ”public” at servicere, men alene et segment af højtuddannede og i forvejen oplyste. Det er altså ikke opgaven, og skal efter min mening heller ikke være det. DR skal kunne samle bredt, og derfor skal der være plads til både underholdning og udsyn, ’Hammerslag’ og ’Horisont’.
Ikke særligt befordrende
For mig at se, er det i sig selv en pointe, at vi har uafhængige medier, hvor vi kan mødes på tværs af alder, uddannelse og geografi – også med dem vi ikke umiddelbart deler synspunkter eller interesser med. Hvis vi ser på et mediebillede som det i USA, hvor public service ikke spiller en nævneværdig rolle, så ser vi, at folk abonnerer på det indhold, der bekræfter dem i den holdning, de har i forvejen. Det er mildest talt ikke særlig befordrende for debatkulturen og sammenhængskraften i et moderne demokrati. Og bestemt heller ikke et mediebillede jeg ønsker for hverken min nabo eller mine børn.
I Danmark har vi heldigvis fortsat en reel, demokratisk samfundsdebat på kryds og tværs af befolkningen. Udfordringen med den teknologiske omstilling deler alle danske medier. Ingen af os har patent på internettet – heller ikke dagbladene. Ligesom ingen har patent på at lave web tv, åbne radiokanaler eller tilbyde litteratur-podcast, sådan som Politiken netop har gjort. Vi skal alle finde vores vej i en tid, hvor medieforbruget ændrer sig og internationale spillere stjæler markedsandele. Men vi kan kun stå imod, hvis vi er i stand til at omstille os, bøje os mod hinanden og søge fælles løsninger på fælles udfordringer. Og så må vi for alt i verden ikke tabe målet af syne; det handler om at skabe det bedst mulige medie- og kulturtilbud FOR BEFOLKNINGEN, ikke at skylle generationers public service-arv ud med badevandet i et desperat forsøg på at navigere uden om de egentlige udfordringer.