Rekvisitter og dukker kommer op af DR’s kældre og ud i landet

I november og december er DR gået sammen med forskellige arrangører om for eksempel at vise børne-TV’s historie, gå bag om julekalendere gennem årene eller vise velkendte kostumer og rekvisitter.

Kostumer fra dramaserien ’Krøniken’ bliver nu udstillet for første gang. Det sker på herregården Nørre Vosborg nær Vemb. (Foto: © Mike Kolöffel)

I november og december bliver der rig mulighed for at komme bag om velkendte DR-programmer eller se rekvisitter fra dem over hele landet. Syv steder i Danmark er DR gået sammen med forskellige arrangører om for eksempel at vise ’Øjeblikke af Børne-TV’s historie’, fortælle TV-julekalenderens historie, gå bag om årets aktuelle DR1-julekalender ’Theo og Den Magiske Talisman’ eller for første gang udstille kostumerne fra DR’s populære dramaserie ’Krøniken’.

Den første af udstillingerne åbner torsdag den 1. november i ’Bruuns Galleri’ i Aarhus – og den hedder ’Øjeblikke fra Børne-TV’s historie’. Udstillingen kan ses hele november og december som et afbræk i juleindkøbene, og her kan man for eksempel dykke ned i ’Sonja fra Saxogade’, Jørgen Clevins kreative snilde, Ingrid og Lillebror, Anna og Lotte, Kaj og Andrea, Bamse og også mange af de nyere figurer, som DR’s B&U-afdeling har leveret gennem mere end 50 år.

”I de seneste år har DR gjort meget for at få kostumer, rekvisitter og historien bag DR’s programmer ud at leve, så folk kan komme bagom, hvordan de er lavet og få de gode historier om universerne. Det er der stor interesse for, og samtidig oplever vi, at udstillingerne får snakken i gang mellem børn, forældre og bedsteforældre. Derfor er vi også rigtig glade for at være ude hele syv steder i den kommende tid med udstiller og events,” siger projektleder Signe Hedemann Mikkelsen fra DR Salg.

Jullerup Færgeby – og Anton, der revnede sine bukser, er blot én af julekalenderne fra DR, man kan møde på udstillingen ’Julekalenderens historie’, som kan ses på Frederiksborg Slot her op til jul. Foto: DR.

Kostumer udstilles for første gang

I mange tilfælde er det DR Salg, DR’s kostumeafdeling og rekvisitører, der samarbejder med de forskellige arrangører om begivenhederne.

Én af nyskabelserne kan ses fra den 17. november-16. december, hvor DR og Fonden Nørre Vosborg er gået sammen om at udstille kostumerne fra DR’s populære dramaserie ’Krøniken’ for første gang. Søs, Ida, Palle, Erik, Kaj Holger, Karin og Børges tøj fra serien, som over 2,7 millioner seere fulgte med i, samt visse scenografiske elementer fra ’Krøniken’ bliver udstillet på herregården Nørre Vosborg syd for Vemb i det midt- og vestjyske.

Da serien foregår over en relativ lang periode – fra 1940’erne til 1970’erne, vil man også kunne tage en rejse i ’Krøniken’s danmarkshistorie på herregården.

”Traditionen tro er der også stor interesse for DR’s julekalendere og historien bag dem, og de kaster også flere udstillinger af sig. Særudstillingen om årets DR1-julekalender ’Theo og Den Magiske Talisman’ bliver holdt på Museet Karensminde i Billund, hvor den kan ses fra den 1. december og helt frem til starten af februar,” forklarer projektleder Jacob Rold fra DR Salg.

I Billund bliver der lagt op til en særlig oplevelse, når udstillingsbygningen ved Museumscenter Karensminde bliver omdannet til en totalinstallation med scenografier, lyd- og lyseffekter samt originale kostumer og rekvisitter fra årets julekalender. Der bliver også særlige rundvisninger i universet.

Julekalenderens historie på slot

Har man derimod lyst til at fordybe sig mere i ’Julekalenderens historie’ og se lidt bredere på, hvad DR har budt på, siden den første julekalender blev sendt i 1962, er det derimod Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød, man skal besøge fra den 1. december.

Her vil man blandt meget andet kunne komme til at sidde omkring ’Nissebanden’s bord og se deres kostumer. Man vil også kunne hilse på Magnus Tagmus, se den smukke Prinsesse Miamajas kjole og kongens kåbe fra ’Jul på slottet’ i 1986, sige goddag til Lillebror fra ’Ingrid og Lillebror’, møde Anton, der revnede sine bukser i ’Jullerup Færgeby’ i 1974 og for eksempel se kostumer og rekvisitter fra nogle af DR’s nyere julekalendere som ’Tidsrejsen’, ’Den anden verden’ og ’Absalons hemmelighed’.

Bor man i Aalborg, er der også en særlig DR-juleevent i december. I weekenderne i julemåneden lancerer shoppingcentret Friis i Aalborg en juleevent med afsæt i sidste års julekalender på Ramasjang – ’Ramajetternes Jul’. Her er Finn Falk fra ’Ramajetterne’ blevet fanget i julemandens værksted, og børnene kan hjælpe med at få ham ud.

Endelig byder bibliotekerne i Billund og Varde også på julekalender-events i december. Her kan de mindste børn deltage i ’Børnenes U-landskalender’-arrangementer og blive klogere på Jordan. I år er det nemlig syriske børn i Jordan, som får overskuddet fra kalenderen, som kom i handlen i sidste uge og blev præsenteret af Kronprinsesse Mary og udviklingsminister Ulla Tørnæs.

De 7 arrangementer

Øjeblikke fra Børne-TV’s historie Bruuns Galleri, Aarhus Hele november og december

Krøniken – Kostume-udstilling Herregården Nørre Vosborg, Vemb 17. november-16. december

Theo og Den Magiske Talisman – bag om årets DR1-julekalender Museet Karensminde, Billund 1. december-4. februar

Julekalenderens historie Frederiksborg Slot, Hillerød 1. december-7. januar

Ramajetternes Juleevent (Finn Falks Juleflugt) Shoppingcentret Friis, Aalborg Hver lørdag og søndag op til jul fra 1. december

Børnenes U-landskalender Forskellige events på bibliotekerne i Billund og Varde