Radioproduktionsmiljøet blomstrer: DR har firdoblet de eksterne radioproduktioner

Radio-producentmiljøet er i vækst i Danmark. Det skyldes ikke mindst, at DR i dag køber fire gange så meget radio hos de danske radioproducenter som for bare fire år siden.

DR har firdoblet de eksterne radioproduktioner (© Type 2)

Radio handler om lyd. Men i det helt stille er radio-producentmiljøet herhjemme vokset markant de seneste år.

Det skyldes, udover at der er kommet nye radiokanaler og podcast-aktører til, i høj grad, at DR – der er den største radio-spiller herhjemme – gennem de seneste år har valgt at lægge en markant større del af produktionen af udsendelser og podcasts ud af huset.

Tallene taler deres tydelige sprog:

I 2015 blev der produceret 659 timer ude af huset, svarende til produktioner for 3,4 millioner kroner. En ny prognose viser, at de tal i 2018 stiger til 2.241 timer og en udlægning på i alt 17,5 millioner kroner. Altså en firedobling på fire år, hvis man måler på kroner og ører.

I dag produceres således en lang række programmer og podcasts for DR af private produktionsselskaber. Det drejer sig om indhold til alle radiokanaler og platforme og tæller aktuelle programmer såsom ’Mennesker og Medier’, ’Povlsen og Holm’ samt ’Baglandet’ på P1.

Et samarbejde der både styrker radiomiljøet og DR’s indhold

Netop ’Baglandet’ på P1 produceres af en af de relativt nye aktører i det danske radioproduktionsmiljø: Filt. Her siger redaktionschef Rune Sparre Geertsen om samarbejdet med DR:

”For os giver det først og fremmest mulighed for at lave radio af høj kvalitet i genrer, såsom fortællende radio og reportage, som ellers ikke er muligt så mange andre steder."

Også hos DR ser man store fordele i et tæt samarbejde med det danske radiomiljø. Et miljø, man er glade for at understøtte:

”På den måde kommer alle de mange talenter i det danske radiomiljø i spil – et miljø, vi er stolte over at være med til at få til at vokse i disse år. Samtidig medvirker det til, at vi kan tilbyde lytterne nytænkende kvalitetsradio, både på FM, digitalt og i podcasts,” siger radiochef i DR Gustav Lützhøft.

I dag torsdag den 31. maj samles 80 danske radioproducenter i DR Byen for at begynde arbejdet med at udvikle nye programmer til det kommende år. Og målet er klart, siger Gustav Lützhøft:

”Ambitionen er fortsat at skabe lytteroplevelser med højest mulig nytænkning, originalitet og kreativitet,” siger han.

Nøgletal om DR's eksterne radioproduktioner 2015-2018

Eksterne produktioner - i millioner kroner:

  • 2015: 3,3

  • 2016: 10,8

  • 2017: 16,5

  • 2018 (forventet): 17,5

Eksterne produktioner - målt i sendetimer:

  • 2015: 659,6

  • 2016: 1774,9

  • 2017: 2111,9

  • 2018 (forventet): 2241