Prisregn over DR's drama: Ulven kom fem gange til Robert-fest

DR’s dramaserie ’Ulven kommer’ blev den helt store topscorer, da TV-priserne blev uddelt ved årets Robert-fest. Også ’Julefeber’ og ’Muldvarpen – Undercover i Nordkorea’ fik en fornem statuette.

  • I en alder af kun 15 år sikrede Flora Ofelia Hofmann Lindahl sig en Robert for 'Årets kvindelige hovedrolle i TV-serie' i 'Ulven kommer'. (Foto: © Michella Bredah)
  • Bjarne Henriksen fik en Robert for 'Årets mandlige hovedrolle i TV-serie' i 'Ulven kommer'. (Foto: © Michella Bredah)
  • 'Muldvarpen - Undercover i Nordkorea' blev 'Årets dokumentarfilm'.
  • 'Julefeber' - sidste års DR-julekalender - fik en Robert for 'Årets korte TV-serie'. (Fotograf: Christian Geisnæs Grafiker: Torsten Høgh Rasmussen)
  • Christina Albeck Børge fik en Robert for 'Årets kvindelige birolle i TV-serie' for rollen som Dea i 'Ulven kommer'. (Foto: © Stefan Wessel, DR)
  • Peter Plaugborg fik en Robert for 'Årets mandlige birolle i TV-serie' for rollen som Simon i 'Ulven kommer'. (Foto: © Michella Bredah)
1 / 6

Man kan roligt sige, at ’ulven kom’, da den danske film- og TV-branche lørdag aften fejrede sig selv ved Robert-festen. Med hele fem statuetter blev DR’s dramaserie ’Ulven kommer’ den helt store topscorer, da TV-priserne blev uddelt ved årets Robert-fest.

Det var 37. gang, festen blev holdt, men det var imidlertid første gang, Filmakademiets prisfest for alle film- og TV-professionelle blev afviklet virtuelt på grund af corona-restriktionerne.

Med sine 15 år var Flora Ofelia Hofmann Lindahl aftenens yngste nominerede til en Robert, og en sådan statuette kan hun nu pryde kaminhylden eller teenageværelset med. Foran rutinerede navne som Lena Maria Christensen, Karen-Lise Mynster, Laura Christensen og Asta Kamma August sikrede Flora sig den prestigefyldte pris for ’Årets kvindelige hovedrolle i en tv-serie’ for sin rolle i DR’s dramaserie ’Ulven kommer’, der blev vist i efteråret.

Her spillede Flora Ofelia Hofmann Lindahl den 14-årige Holly, der skrev en stil i skolen om grov vold i hjemmet, og som kort efter – sammen med sin lillebror - blev fjernet fra forældrene.

I ’Ulven kommer’ spillede skuespilleren Bjarne Henriksen socialrådgiveren Lars, der reagerede efter at have fået en indberetning på baggrund af Hollys danske stil. Og også han havde en lidt mere munter dag, end han generelt havde dage flest i DR-serien.

Bjarne Henriksen sikrede sig nemlig en Robert som ’Årets mandlige hovedrolle i en tv-serie’ for indsatsen som Lars i ’Ulven kommer’.

Hollys mor, Dea, i ’Ulven kommer’ blev spillet af Christine Albeck Børge. Hun modtog en Robert for ’Årets kvindelige birolle i TV-serie’, mens stedfar Simon i ’Ulven kommer’ – spillet af Peter Plaugborg – fik en Robert for ’Årets mandlige birolle i TV-serie’. Sidst - men absolut ikke mindst - fik 'Ulven kommer' også Robert'en for 'Årets TV-serie'.

’Julefeber’ i februar

Selv om sidste års DR-julekalender ’Julefeber’ til sammen varede næsten 12 timer, fik den en Robert som ’Årets korte TV-serie’, og så modtog instruktør Mads Brügger og holdet bag ’Muldvarpen – Undercover i Nordkorea’ også en Robert.

Den opsigtsvækkende dokumentarserie, som blev produceret i et skandinavisk-britisk public service-samarbejde mellem DR, norske NRK, svenske SVT og britiske BBC, blev ’Årets dokumentarfilm’. Filmen, som DR viste i tre episoder i oktober, afslører, hvordan repræsentanter for regimet i Nordkorea ikke går af vejen for at omgå internationale sanktioner i et forsøg på at skaffe den valuta, som landet har hårdt brug for til at finansiere sit atomvåbenprogram.

’Muldvarpen – Undercover i Nordkorea’ er siden premieren blevet lidt af en sællert, og den hurtigst sælgende dokumentar nogensinde for DR Salg, der blandt andet står for det internationale salg af DR’s udsendelser.

28 Robert-priser uddelt

I alt blev der uddelt 28 Robert-priser ved skærmfesten, som blev sendt fra et TV-studie med Søren Høy som vært og med tidligere nominerede og prismodtagere på besøg i studiet på skift samt årets nominerede, der kiggede forbi via skærmen.

Robert-prisen er særlig på den måde, at det er de over 2000 film- og TV-medarbejdere i Filmakademiet, der nominerer og vælger modtagerne af priserne. I alt var 22 spillefilm, 19 lange dokumentarfilm og 32 tv-serier i kamp om statuetterne efter et af de mere mærkelige år – også i produktionen af dansk film og fjernsyn.

Prisen blev uddelt første gang i 1984, og den er opkaldt efter kunstneren Robert Jacobsen (1912-1993), som også skabte Robert-statuetten, der følger med, hvis man er så heldig at få en af priserne.