P4-lyttere fik Victor Axelsen og letbane med i 2017-sang

Anders Bisgaard og Dennis Johannesson skrev sang om året 2017 sammen med lytterne i ’Mens vi venter’ juleaftensdag. Det kom der en højaktuel sang ud af.

Victor Axelsen blev verdensmester i årets løb - og kom også med i P4's sang. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Det er efterhånden blevet lidt af en tradition, at P4 skriver en sang om det år, der er gået, når værterne Anders Bisgaard og Dennis Johannesson syv timer juleaftensdag fra klokken 10.03-17.00 sender ’Mens vi venter’ på kanalen.

Det gjorde P4 også med lytternes hjælp i år – for øvrigt for 10. år i træk. Udover sang bød de to værter også på sprængt and, hilsner fra danskere langt hjemmefra og masser af julemusik.

Sangen blev til ved hjælp af lytterne, der skulle byde ind med aktuelle emner fra året – og det hele skulle helst passe på melodien ’Kender I den om Rudolf?’.

Både badmintonspilleren og verdensmesteren Victor Axelsen, udenrigsminister Anders Samuelsen, letbanen i Aarhus og Nordkorea fandt vej til sangen, der kom til at lyde sådan her og måske meget godt beskriver, hvordan 2017 var:

Melodi: Kender I den om Rudolf?

Kulde i som’ren sytten, det er det, vi husker bedst Sølv til vor fodboldpiger, guld til Victor, han er bedst Henrik vil ik’ begraves sam’n med Daisy – det var slemt #Metoo var årets hashtag – klap i mås bli’r aldrig glemt Nordkorea truede, og raketter fløj Anders kæmped’ med sin skat, atter op i træet strøg Letbanen var forsinket, men til sidst kom den afsted Julefreden kan sig sænke – selv finansen nåede med

Programmet 'Mens vi venter' ender formentlig med at blive årets mest hørte radioprogram. Ifølge DR Medieforskning lyttede lige knap 1,5 millioner med juleaftensdag på P4.