Konkurrencestemning, kammermusik og unge klassiske talenter sætter scenen i DR Koncerthuset til P2 Kammermusikkonkurence 2023. Over fire dage fra den 12. til 15. januar 2023 dyster nogle af vores bedste unge musikere om priserne, æren og ikke mindst kommende koncertengagementer.
DR har netop åbnet for tilmeldingerne til konkurrencen, der er for unge musikere under 30 år. Der skal være mindst to og højst otte medvirkende i hvert ensemble, og de præcise regler og mere om tilmelding finder du nedenfor.
Regler for P2 Kammermusikkonkurrence 2023
- Det bobler af talent og kreativitet blandt unge musikere, og det er med glæde og forventning, at vi til januar igen byder velkommen til både musikere og publikum til P2 Kammermusikkonkurrence 2023, siger Mathias Hammer, redaktør på P2.
Det er 14. gang, P2 Kammermusikkonkurence bliver afholdt, og den har gennem de sidste 30 år haft afgørende betydning for Danmarks musikalske talentmasse og deres videre vej til en professionel karriere i musiklivet. Her kan unge musikere prøve talentet og evnerne af, og konkurrencen har igennem 30 år givet karrieren et effektivt startskud for de dygtigste unge ensembler i Danmark – tænk bare på Trio con Brio og Den Danske Strygekvartet, der begge fik skudt karrieren i gang ved at vinde P2 Kammermusikkonkurrence.
Samspil er afgørende
Juryen til P2 Kammermusikkonkurrence 2023 er på plads, og juryformand Line Fredens glæder sig til som jurymedlem at nyde kammermusikken sammen med de unge talenter:
- Der skal øves mange timer alene på vej mod en professionel musikerkarriere. Men det er først i samspil med andre, at musikerskabet virkelig står sin prøve. P2 Kammermusikkonkurrence er derfor et vigtigt tilbagevendende incitament til at dyrke og nyde sammenspillets kunst, siger hun.
Publikum kan følge alle runder live i Studie 2 i DR Koncerthuset, og P2 følger selvfølgelig konkurrencen tæt i radioen alle fire dage, hvor ensemblerne dyster om en 1. pris på 100.000 kroner, en 2. pris på 30.000 kroner og en 3. pris på 20.000 kroner.
P2 Kammermusikkonkurrence 2023 støttes af Wilhelm Hansen Fonden.
Hør NOVO Quartet, vinder af P2 Kammermusikkonkurrence 2020, herunder:
Juryen 2023
Line Fredens: Violinist og juryformand
Line Fredens har som violinist i Jalina Trio vundet flere internationale priser samt P2 prisen for trioens Brahms- og Mendelssohn-indspilning. Hun er koncertmester for 2. violin i Malmø Symfoniorkester og er ved at afslutte en ph.d. rettet mod klassiske musikeres kunstneriske læreprocesser. Hun underviser i Performance Psykologi og Musik Pædagogik samt Entreprenørskab ved DKDM. Herudover har Line Fredens som coach for musikere en omfattende praksis og er gennem sit bestyrelsesarbejde i Jacob Gades Legat aktiv med udvikling af Legatets store talentsatsning.
Tanja Zapolski: Pianist
Tanja Zapolski er en af Danmarks førende pianister. Hun er en erfaren solist og kammermusiker, og hun har arbejdet sammen med fremtrædende dirigenter og musikere fra både den klassiske og rytmiske verden. Tanja Zapolski optræder ofte i nye konstellationer, genrer og utraditionelle sammenhænge. Hun har været solist med de fleste danske symfoniorkestre og turneret verden rundt med kvartetten Opus X.
Kasper Thaarup: Basunist
Kasper Thaarup blev ansat som solobasunist i DR Underholdningsorkestret i 1997, og i 2008 vandt han samme stilling i Det Kgl. Kapel. Kasper har desuden været solobasunist i DR Symfoniorkestret i en kortere periode. Kammermusik fylder meget i Kaspers liv, og han har gennem de sidste 25 år været en del af Art of Brass Copenhagen, prisvindere i P2 Kammermusikkonkurrence, Den Danske Basunkvartet og Det Kgl. Kapels Messingkvintet.
Bjarke Mogensen: Akkordeonist
Akkordeonisten Bjarke Mogensen vandt i 2011 P2 Kammermusikkonkurrence og året efter Almere International Chamber Music Competition, begge sammen med Rasmus Kjøller i MYTHOS. Han spiller koncerter over hele verden og havde i 2011 sin solodebut i Carnegie Hall. Som solist har han samarbejdet med blandt andre Kremerata Baltica og Moscow Virtuosi. Bjarke Mogensen udfordrer gerne de traditionelle musikalske genrer og optræder i mange forskellige sammenhænge og konstellationer. Bjarke underviser i kammermusik på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Stine Hasbirk Brandt: Bratschist
Med Cailin Kvartetten vandt Stine Hasbirk P2 Kammermusikkonkurrence i 1998, og man kan ofte høre hende som kammermusiker i Arild Kvartetten. De har blandt andet opført alle Beethovens strygekvartetter på Det Kgl. Teater i 2018 og spiller årligt cirka 25 koncerter. I denne sæson indspiller de Bo Holtens strygekvartet. Stine har gæsteoptrådt med Trio Con Brio og rejst med Den Danske Strygekvartet i Tyskland, USA og Canada. Hun har spillet på festivaler i Europa med blandt andre Andreas Brantelid, Tabea Zimmermann, Steven Isserlis og Ivry Gitlis. Stine har spillet i Mahler Chamber Orchestra siden dets oprindelse i 1995 og været ansat i DR Symfoniorkestret siden 2012.
Her kan du høre NOVO Quartet spille Carl Nielsen Strygekvartet i g-mol.