Spørgsmålet er ligetil og bramfrit: Havde DR nogle gode tømmermandsudsendelser 1. januar 1952? Sådan lyder det fra Stefan Vase, der har taget imod opfordringen på dr.dk/omdr forleden. Her efterlyste vi, om der var særlige programoversigter, som læserne gerne ville have fingre i. Enten fordi de måske selv har en særlig dag, de gerne vil mindes, eller fordi de er nysgerrige efter, hvad DR sendte på en bestemt dag i historien.
Det hele er blevet nemmere at fordybe sig i, efter at DR har fået digitaliseret sine programoversigter fra 1925-1984, så de nu er lette at søge i.
1952 er måske ikke et helt tilfældigt år, som Stefan Vase spørger til. For det var første år, hvor fjernsynet sendte en nytårsdag. DR havde lige indledt tv-sendingerne den 2. oktober 1951, så det hele var stadig meget nyt, og det blev da også kun til få programmer.
Selv om klassikere i dag som ’Nytårskoncerten fra Wien’ og ’Nytårsskihop’ faktisk stammer helt tilbage fra slut-1950’erne, måtte seerne i 1952 vente til klokken 19.45, før der var noget på skærmen – eller rettere: Da blev Hans Majestæt Kongens tale ved nytårstaflet på Amalienborg sendt, men kun over lydsenderen. Med andre ord kunne man både høre ordene på P1 og tv.
Bagefter fulgte 10 minutter på tv om billedhuggeren Robert Jacobsen, inden indledningsscenen fra Gustav Wieds satyrspil ’Skærmmydsler’ blev vist med Augusta Blad og Sigrid Neiiendam i rollerne som henholdsvis Tante 1 og Tante 2.
Aftenens sidste program var nok også det sjoveste – apropos Stefan Vases spørgsmål. Her bød DR nemlig klokken 20.30 på ’International varieté’ – optaget specielt for fjernsyn af Telefilms i Paris, som der stod i programoversigten. Her underholdt blandt andre Dolores Gray, Edith Piaf, Margit & Margot, The 4 Step Brothers og The Blue Bell Girls.
Erik Eriksen talte
Nytårsdag er i dag for mange en traditionsrig dag med nytårskoncert og statsministerens tale. Og selv om koncerten ikke var fra Wien dengang, var der masser af musik. 1. januar 1952 bød på en koncert, hvor Ålborg By-Orkester spillede fra Håndværkerforeningens store sal i Ålborg, som dengang konsekvent blev stavet med Å i programoversigterne.
Nytårstalen leverede statsminister Erik Eriksen klokken 12.45 på P1. Det gjorde han lige efter Pressens Radioavis, og inden landstingsmand og redaktør Poul Niclasen sendte en hilsen til Færøerne. Men tv-dækning var der altså ikke af statsministerens nytårstale i de første år. Kong Frederik IX fortsatte traditionen på radio indtil 1959, hvor han som den første danske monark holdt en nytårstale på tv.
Ellers bød nytårs-tirsdagen, som det var på både højmesse og gudstjeneste – og en masser musik i radioen.
Højmessen klokken 10.00 blev sendt fra Aarhus Domkirke med stiftsprovst Kai Jensen som prædikant, mens eftermiddagens minde- og takkegudstjeneste kom fra Zionskirken i Esbjerg, hvor selv borgmesteren også fik lov til at holde tale undervejs.
Ellers blev der også set frem og tilbage på den første dag i 1952. Skuespilleren Christian Gottschalch underholdt med ’100 år i danske viser’ – med Palle Alsfelt ved flyglet klokken 17.30 på P1, mens redaktør, cand. polit. Harald R. Martinsen i en feature klokken 20.30 på samme kanal holdt foredrag om ’Danmark om 100 år’.
Efter Pressens Radioavis klokken 22.00, sluttede P1-aftenen med kammermusik, så alle kunne komme i seng klokken 23.00 og komme op og passe arbejdet næste dag.