Årgang 1946 er den største årgang i Danmark nogen sinde. Over 96.000 små danskere blev født det år – mange med navne som Jørgen, Hanne eller Marie.
Én af de mange var Jan C. Hansen, der blev født den 28. september 1946, og han har taget imod opfordringen på dr.dk/omdr, hvor man kunne ønske en gammel programoversigt. Enten fordi man gerne vil se, hvad der blev sendt en bestemt dag, eller hvordan DR dækkede en særlig begivenhed.
”Det var før TV kom ind i billedet, men det vil bestemt også være interessant at høre, hvad radioen sendte. Når nu det er den største årgang i Danmark, tror jeg, at det vil være spændende for rigtig mange mennesker,” skriver Jan C. Hansen til os.
Han blev øjensynligt født på en lørdag – og det er bestemt ikke usandsynligt, at det skete til tonerne fra Teddy Petersen, Radio-Ensemblet og Radio-Danseorkestret.
Fra 1932 til 1944 var Teddy Petersen leder af orkestret på restaurant Wivex i København – indtil stedet brændte. I 1944 blev han dirigent for Radio-Ensemblet, der i 1949 blev udvidet og omdøbt til Radiounderholdningsorkestret.
Her dirigerede han middagskoncert, store offentlige koncerter – og også dansekoncerter, hvor lytterne havde mulighed for at komme ind i Radiohusets Studie 2 på Rosenørns Allé på Frederiksberg og få en svingom.
Således også den 28. september, hvor DRs dengang ene radiokanal sendte ’Dansemusik’ klokken 22.15 til 23.30. Her blev Radio-Danseorkestret, som det var døbt til lejligheden, dirigeret af netop Teddy Petersen – og refrænsangen, som der stod i programoversigten, leverede en 20-årig Lise Ringheim, der netop var jazzsangerinde, inden hun kort tid efter fandt ud af, at hun ville være skuespillerinde og kom på Det Kongelige Teaters elevskole.
Teddy Petersen havde allerede været at have høre samme eftermiddag fra klokken 14.30 til 16.30 i radioen, da han dirigerede ’Eftermiddagskoncert’ med Radio-Ensemblet, og han var i det hele taget ikke nem at komme uden om. Først i 1985 – hvor han selv var 93 år – dirigerede han Radiounderholdningsorkestret for sidste gang.
Gymnastik for husmødre – og andre
Allerede i august 1927 havde DR premiere på morgengymnastik i radioen med legendariske Kaptajn Jespersen, og det er en tradition, der er fortsat stort set lige siden på radio og TV. Klokken 7 den 28. september 1946 var der ’Morgengymnastik for kvinder’, og et kvarter senere hed programpunktet så bare ’Morgengymnastik’. Så blev der blev spillet en times grammofonmusik før ’Morgenandagt’ fra Københavns Domkirke klokken 8.30.
Klokken 9 fortsatte gymnastikken så – nu var det for husmødre, indtil radioen holdt sendepause fra klokken 9.15 til 12.00. Her var der middagskoncert, inden Pressens Radioavisen dengang gik på klokken 12.30. Senere på dagen lod nyhederne sig også høre klokken 17.35-17.45 og igen fra klokken 19.00 – efterfulgt af ’Aktuelt kvarter’ fra klokken 19.20.
Mikrofonbesøg
Børnene var der også tænkt på i dagens løb. Fra klokken 16.30 til 17.20 var Statsradiofonien på – som det så hyggeligt hed – ”mikrofonbesøg” hos magister Mogens Højgaard bag Danmarks Akvariums bassiner.
Hvor Otto Leisner, Jarl Friis-Mikkelsen og Per Wiking senere tog over og var lørdagsunderholdere på DRs ene tv-kanal, var årstallet 1946 stadig før fjernsynets tid. Men det var ikke ensbetydende med, at der ikke blev kræset om lytterne på ugens sjette dag, hvor man ikke skulle op og på arbejde eller i skole dagen efter.
Lørdag den 28. september 1946 bød for eksempel på ’Svensk Harmonikamusik’ – spillet af harmonikaspillerne Axel E. Petersen og Erhardt Sørensen, der var en reportage med ’Indtryk fra Svejts’, som Jørgen Max Jørgensen havde fået – og så var der ’Weekend-Hytten’ fra klokken 21.10 til 22.00, som var et af datidens helt store og populære programmer. Udsendelserne ’Weekend-Hytten’ var allerede blevet sendt før Anden Verdenskrig, men de blev stoppet, fordi tyskerne ville blande sig i, hvad der skulle sendes.
Vært var blandt andre Svend Pedersen, der senere blev tv-vært og for eksempel stod i spidsen for ’Kvit eller dobbelt’. I radioen havde Svend Pedersen vist evner med at tale med ”den jævne mand” – og måske var det derfor, at hans ligetil og underholdende måde at være radiovært på, slog an.
’Weekend-Hytten’ fik også eget kor og blandt de øvrige i redaktionen var netop Otto Leisner, som senere – nemlig i 1955 – blev bedt om at overføre ’Weekend-Hytten’ til fjernsyn. Her kom programmerne til at hedde ’Ved pejsen’.
Radioen rundede sine udsendelser af klokken 23.30, og fordi det netop var søndag dagen efter, var der radio-tavshed helt til klokken 8. Så lagde DR til gengæld også hårdt ud med et kvarter om ’Kontrollerede Læggekartofler’ lige efter morgengymnastikken.
Se programoversigten for den 28. september 1946 her