Oboist er spændt før den første solo i Koncertsalen

Ugens aktuelle navn: Eva Steinaa er solooboist i DR SymfoniOrkestret, og på fredag den 20. april skal hun spille en hel solokoncert for første gang i DR Koncertsalen.

Solooboist Eva Steinaa er denne uges aktuelle navn, da hun spiller sin første solokoncert i Koncerthuset den 20. april. (Foto: © Per Morten Abrahamsen, Per Morten Abrahamsen)

”Oboen har de bedste melodier, synes jeg. En obo lyder så smukt hen over orkesterklangen, det er, ligesom man drysser tryllestøv på koncerten, når den begynder at spille. Det er også derfor, det er mit instrument. Jeg elsker dens tone.”

Eva Steinaa er solooboist i DR Symfoniorkestret. Den 20. april spiller hun for første gang solo med eget orkester under ledelse af chefdirigent Fabio Luisi. Det betyder, at hun rykker op foran orkestret, og med oboens lyd i forkant følger resten af musikken efter.

Selvom Eva Steinaa har prøvet at spille en solokoncert før, har hun ikke prøvet det i DRs smukke koncertsal endnu. Hun ved, at det bliver ganske særligt endelig at stå forrest på scenen med oboens lyd som den bærende i salen, hun efterhånden kender så godt.

”Jeg vil ikke sige, at jeg er nervøs. Jeg tror, jeg er god til at omdanne min nervøsitet til spænding, som jeg får udløst, når jeg står på scenen. Men jeg er meget spændt. Det har været en drøm, jeg har haft, siden jeg startede i orkesteret for snart fire år siden,” siger hun.

Musik, der stopper tiden

Det er Richard Strauss’ obokoncert, Eva Steinaa skal spille fredag den 20. april. Hun holder meget af den, og hun har spillet den så mange gange som oboist, at den sidder i fingerspidserne, som hun siger.

”Jeg elsker klassisk musik. Det er ikke for meget at sige, at klassisk musik er mit liv. Jeg kan også godt lide andre og mere populære musikgenrer som jazz og pop, men klassisk musik har unik evne til at danne nogle øjeblikke, hvor alting udover musikken står stille. Man bliver henført på et helt andet følelsesniveau, når man lytter til symfonier.”

Eva Steinaa begyndte at spille på obo, da hun var ni år gammel. Københavns Musikskole tilbød en såkaldt musikkarrusel til børn, hvor man kunne spille på forskellige instrumenter. Hun kendte ikke til oboen dengang, men da hun fik instrumentet i hånden første gang, faldt noget på plads.

”Det var sjovt og anderledes at spille på oboen, og jeg elskede det musik, man kunne frembringe med den. Man kan sige, at det var lidt tilfældigt, at jeg begyndte at spille på obo, siden det ikke var noget, jeg selv opsøgte. Men jeg har aldrig nogensinde overvejet at spille på et andet instrument,” siger hun.

Koncertsalen inspirerer

Eva Steinaa kan ikke sige, hvilken oplevelse som solooboist i DR SymfoniOrkestret, der har været den bedste. Der har nemlig været så mange. Men hver gang hun står i Koncertsalen, bliver hun lige betaget af den smukke stemning, der hersker der.

”At stå derinde og være en del af musikken og lytte til symfonierne, som jeg står lige midt i, inspirerer mig meget. Det er en utrolig følelse at spille derinde, og akustikken er sådan, at oboens lyd er så klar og smuk,” siger hun.

Det er stadig muligt at få billetter til Eva Steinaas første solokoncert med DR SymfoniOrkestret, hvor hun giver sig i kast med en af Richard Strauss’ mest berømte stykker.

Se DR Koncerthusets hjemmeside for at læse mere om koncerten, som P2 også sender direkte fredag den 20. april med start klokken 19.20.