Nyt søndagsdrama og DR3-formater er til salg i Cannes

DR Salg har blandt andet DRs kommende søndagsdrama 'Liberty’ og DR3-formater som ’DR3 siger farvel’ og ’Billet til kærlighed’ med i salgstasken ved næste uges MIPTV-messe i Cannes.

DR3 havde sendt professor og eventyrer Rane Willerslev sammen med blogger Nikita Klæstrup og entertainer Sonny Fredie Pedersen til Hawaii for at sige farvel til albatrossen, som er truet på grund af plastikaffald i havene. ’DR3 siger farvel’ prøver DR Salg nu at få afsat til udlandet. (Foto: © DR FAKTA)

Selv om der stadig er et års tid til, at seerne på DR1 får mulighed for at se den afdøde forfatter Jakob Ejersbos værk ’Liberty’ som tv-drama, går DR nu i gang med at afsætte serien internationalt.

I hvert fald har DR Salg skitserne til serien med i salgstasken, når TV-købmænd fra hele verden mødes i næste uge til MIPTV-salgsmessen i den sydfranske by Cannes.

Serien bliver i fem afsnit, og den bliver produceret af Karoline Leth fra DR Drama. Det er instruktøren og forfatteren Asger Leth, der skriver på manuskriptet, og filmatiseringen af ’Liberty’ skal instrueres af Mads Kamp Thulstrup.

Afdøde Jakob Ejersbos bog ’Liberty’ bliver til en DR-dramaserie i 2018, og DR Salg prøver at få den afsat allerede nu (Foto: © Morten Langkilde, Type 2)

”Der er konkurrence blandt TV-stationerne om at få fat i de gode programmer først, og det mærker vi ikke mindst i forbindelse med DRs dramaserier. Både i forbindelse med ’Arvingerne’ og ’Bedrag’ så vi, at udenlandske TV-stationer var meget tidligt ude med at købe dem, og nu får de også muligheden med ’Liberty’,” forklarer Helene Aurø, der er salgs- og marketingchef i DR Salg.

Alle DRs øvrige dramaserier får også en central rolle på salgshylderne – for eksempel ’Arvingerne’, ’Bedrag’, ’Borgen’ og ’Forbrydelsen’.

”På det seneste har vi oplevet, at flere lande fornyer deres licenser på ’Borgen’ og ’Forbrydelsen’, fordi de nu er udløbet, og fordi de ønsker at vise dem igen. Vi håber, vi kan lave aftaler mere flere andre lande i Cannes også,” siger Helene Aurø.

DR Salg prøver også at vække udlandets interesse med en række DR-skabte formater i Cannes – og ikke mindst en stribe af DR3’s programmer vil DR prøve at få afsat, så andre kan lave dem i lokale udgaver med lokale værter.

DR3 har kant

”DR3 har evnet at udvikle nogle programserier, der er nyskabende og har kant, og vi vurderer, at de har et stort potentiale i udlandet,” siger Helene Aurø.

Blandt DR3-formaterne, som DR Salg tager med til Frankrig, er for eksempel programserien ’DR3 siger farvel’, som handler om klimaforandringerne, det alternative madprogram ’Dræb din livret’, ’Fuckr med dn hjerne’, datingprogrammet ’Billet til kærlighed’ og programserien ’P.O.V.’, hvor seerne har kunnet følge, hvordan det for eksempel er at leve et liv som mandlig prostitueret, alkoholiseret mor eller som overspiser. Her er det hovedpersonen selv, der filmer, og derfor ser man ikke vedkommende, men derimod det liv, som personen lever.

Blandt de øvrige formater, som DR Salg lige nu prøver at gøre udlandet interesserede i, er for eksempel ’Ramasjang Mysteriet’, ’Ultras sorte kageshow’, ’Mig og klassen’ fra DR1 samt ’Gintberg på kanten’, som allerede laves i flere lande.

”Kort fortalt køber man en opskrift til at lave sit eget program. Formatsalg er noget DR Salg har forsøgt at opbygge over de seneste år, og jeg tror, vi vil komme til at se mere og mere af det,” siger Helene Aurø.

Interesse for dokumentarer

Hun har også pæne forventninger til salget af DRs dokumentarer på MIPTV-messen.

”Vi oplever allerede, at der er massiv interesse for dokumentaren ’De sidste mænd i Aleppo’, som følger tre medlemmer af redningstjenesten White Helmets og går tæt på livet, døden og dagliglivet for de mennesker, der har valgt ikke at flygte fra den syriske borgerkrig. Senest blev filmen hædret på festivalen CPH:DOX, og priserne er med til at vække indkøbernes interesse,” forklarer Helene Aurø.

Blandt de øvrige dokumentarer, som DR Salg har med i Cannes, er for eksempel DR3-serien ’Superrig i slummen’, DR2-serien om ’Anja og heksebørnene’, DR2-dokumentaren om Claus Meyers madeventyr på Manhattan og den helt nye film ’Præsidenten fra København NV’, som handler om Ahmed Dualeh, der i mange år har levet i Danmark, men i 2012 røg til tops i Jubaland i Somalia og blev præsident.

MIPTV holdes i Cannes fra den 3.-6. april.