I et nyt, ærligt portrætprogram kommer vi helt tæt på fem succesfulde stjerner. Mads Langer, Annika Aakjær, Jacob Risgaard, Remee og Søs Egelind har alle sagt ja til at deltage i en række nøje konstruerede eksperimenter, hvor minder, følelser og personlige relationer vækkes til live.
- Vi vil gerne lave et anderledes portrætprogram, der går et skridt dybere og finder frem til nye sider af gæsten, som vi normalt ikke ser i klassiske interviews. I ’I Hjernen på Stjernen’ går vi tæt på oplevelser i kendte danskeres liv for herigennem at give mulighed for refleksion over deres eget liv. Det hele foregår på en underholdende og vild måde, hvor hypnose og illusionisme går hånd i hånd. Vi håber, at disse ærlige fortællinger kan være med til at give seerne perspektiver på deres eget liv, og på hvordan de selv kan håndtere livets udfordringer, siger DR-redaktør Jan Lagermand Lundme.
Jan Hellesøe og Josefine Høgh er sammen med programmets deltagere i to dage. Dagene byder både på hypnose, berøring af tidligere traumer, minder og dybe samtaler om deltagernes oplevelser. Forud for optagelserne har de desuden hver især fået en opgave, som indgår i eksperimenterne.
- Med psykologisk manipulation kan jeg få mennesker et sted hen, hvor de ikke har været før. Det betyder også, at eksperimenterne for mange vil være en øjenåbner og en mulighed for at lære sig selv at kende på en ny måde. Alle medvirkende har i den grad vist mig tillid og har turdet vise sider af sig selv for åben skærm – noget, som jeg tror, mange danskere vil kunne spejle sig i. For når alt kommer til alt, så er vi alle sammen ens – vi er alle sammen mennesker, siger Jan Hellesøe.
De pointer, som Jan Hellesøe finder frem til, tager medværten Josefine Høgh, der er uddannet psykolog, med ind i portræt- og reportagedelen af programmet, hvor der spørges ind til den kendtes liv, fortid og fremtid. Gennem den samtale gives et portræt af den kendtes liv og der samles op på de eksperimenter, som Jan Hellesøe har lavet med gæsten.
Mads Langer: ’Vi bruger for meget tid på ting, der kun kradser i overfladen’
I første episode af ’I Hjernen på Stjernen’ oplever Mads Langer i et af eksperimenterne at være gæst til sin egen begravelse. Han udtaler om sin medvirken i programmet:
- Jeg kan godt lide, at man laver et portrætprogram, der tager fat på en helt anden måde. Jeg synes, vi bruger så meget tid på ting, der kun kradser i overfladen. Her tager man fat i mange af livets store spørgsmål, følelser og ikke mindst den usikkerhed, som bor i os alle. For mig har det altid være en drivkraft at kende mig selv i mine yderpunkter – og i dette program kom jeg tættere på mig selv.
- •
’I Hjernen på Stjernen’ får premiere torsdag den 19. maj på DRTV og klokken 20.00 på DR1.