Når Løvens Hule åbner for en ny sæson i starten af 2023, bliver det med to nye løvinder ombord. Både Jan Lehrmann og Mia Wagner har valgt at stoppe efter sidste sæson, og med et farvel fra de to garvede løver, har DR været på udkig efter masser af investeringserfaring og -kapacitet til hulen fra det danske erhvervsliv.
- Med Jan Lehrmann og Mia Wagners farvel har vi været ude at finde nye kræfter til Løvens Hule. Øverst på vores ønskeliste har været nogle stærke kandidater med investorerfaring, techkundskaber og fokus på diversitet, og her har vi fundet et stærkt match hos Anne Stampe og Louise Herping Ellegaard, siger Anna Askov, redaktør hos DR.
De nye løvinder har allerede haft deres første arbejdsdag sammen med Christian Arnstedt, Jacob Risgaard og Jesper Buch, da DR lige nu filmer den nye sæson. Det bliver en spændende sæson med mange og – i nogle tilfælde overraskende – investeringer fra de fem løvers hånd, hvor de to nye løvinder udfordrer de garvede løver og skaber nye, spændende samarbejder.
Se med DR1 og DRTV i starten af 2023.