Ny sæson af norsk hitserie på DR: ’Vi har et stærkt samarbejde om nordisk drama’

DR havde forleden premiere på tredje sæson af ’Exit - de norske milliardærer’, der er produceret af NRK - den norske pendant til DR. Udvekslingen af nordisk drama har stor betydning, fortæller DR's fiktionschef Henriette Marienlund.

Hør Exit’-skuespillerne Pål Sverre Hagen og Simon J. Berger fortælle, hvad de mener, det nordiske dramasamarbejde betyder. Video: Nicoline Falcon og Daniel Gregersen.

Finanshajerne Adam, William, Henrik og Jeppe er tilbage - og de opfører sig mere umuligt end nogensinde i sæson 3 af ’Exit - de norske milliardærer’.

Og det er langt fra den eneste nordiske dramaserie, som danske seere har glæde af. Takket være samarbejdet ’Nordic 12’ mellem DR, SVT i Sverige, NRK i Norge, RUV i Island og YLE i Finland kommer der masser af drama fra vores naboer.

- Når vi udveksler nogle af vores bedste serier med hinanden, sikrer vi, at vi alle sammen har 12 serier om året af nordisk kvalitetsdrama. Det er dejligt, at vi nemt og ubureaukratisk kan stille fiktion til rådighed for hinanden og hjælpe hinanden med at bygge streamingplatforme op. Kvaliteten er generelt høj i nordisk drama, og norske ’Exit’ og svenske ’Hændelser ved vand’ når et niveau, man sjældent ser. Der må vi sige ’bravo’ til vores nordiske kolleger, fortæller Henriette Marienlund, der er fiktionschef i DR.

DR's fiktionschef Henriette Marienlund (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

En kæmpegave til hinanden

Hun mener, det giver rigtig god mening, at seerne får nem adgang til nordiske dramaserier.

- Vi har noget i vores liv, der minder om hinanden – med variation: Velfærdssamfund, historie, litteratur og sprog. Det binder os sammen. ’Hændelser ved vand’ foregår i Nordsverige langt fra Danmark, men brydningerne i samfundet i 1970’erne kan man sagtens spejle sig i som dansker. Jeg håber, at når folk har set en serie, så får de appetit på mere nordisk drama, fordi det er godt og anderledes end de amerikanske og engelske serier, vi konsumerer. De er også fine, men de her serier fortæller de nordiske landes historie og giver os mulighed for at interessere os for vores naboer, ligesom de kan interessere sig for os, forklarer Henriette Marienlund.

DR’s fiktionschef glæder sig over, at DR er med i samarbejdet.

- Vi bidrager også til den her fest på lige fod med de andre – for eksempel med ’Carmen Curlers’. Vi er blevet så dygtige til at lave drama i Norden, at det er inspirerende at være en del af samarbejdet. Der er så mange gode måder at gøre det på. Når jeg mødes med mine nordiske kolleger, taler vi om, hvordan vi sikrer vores særkende og de gode historier, og det er en kæmpegave til hinanden. Vi stiver hinanden af til at turde gå linen ud – at være fra Norden og turde stå ved det, vi laver. Vi har et stærkt samarbejde om nordisk drama, siger Henriette Marienlund.

I videoen herover fortæller ’Exit’-skuespillerne Pål Sverre Hagen og Simon J. Berger, hvad de mener, det nordiske dramasamarbejde betyder.