Der bliver usædvanlig hård konkurrence om pladserne på dirigentpodiet i DR Koncerthuset, når DR SymfoniOrkestret skal udvælge de 24 kandidater, der skal dyste i Malko Konkurrencen 2018. Hele 566 unge dirigenter fra hele verden har ansøgt om at blive udvalgt til at stille op i konkurrencen – og det er næsten en fordobling i forhold til det niveau, orkestret kender fra tidligere år.
Mens hovedparten af ansøgerne kommer fra den klassiske musiks hovedterritorier Vesteuropa, USA, Canada, Rusland og Asien, er der også ansøgere fra for eksempel Sydamerika og Mellemøsten – i alt hele 78 nationaliteter. Fælles for ansøgerne er, at de er mellem 18 og 35 år, dirigentstuderende eller allerede professionelle dirigenter – og alle har de indsendt videomateriale, som i de kommende måneder vil blive omhyggeligt gennemgået af en internationalt sammensat præ-jury.
International eksponering
I DR SymfoniOrkestret er man mere end tilfredse over den store interesse for Malko Konkurrencen, der holdes fra den 20. til 27. april.
”Det store ansøgerfelt til Malko Konkurrencen 2018 afspejler først og fremmest, at vi har arbejdet målrettet på DR SymfoniOrkestrets internationale eksponering i de senere år. Med Fabio Luisi som chefdirigent har orkestret fået en sikker position på det musikalske verdenskort, som vi blandt andet dyrker gennem turneer, internationale samarbejder og live-streaming af udvalgte koncerter,” siger Kim Bohr, der er chef for DR Kor & Orkestre.
Attraktiv pris
Netop DR SymfoniOrkestrets chefdirigent Fabio Luisi får en afgørende rolle i Malko Konkurrencen 2018. Samtidig med, at han er formand for den internationale fagjury, der skal afgøre de 24 kandidaters skæbne i DR Koncerthuset til april, vil han selv være personlig mentor for vinderen af konkurrencen i en periode på to år efter konkurrencen.
I det hele taget er der næppe tvivl om, at netop håbet om at vinde førsteprisen i konkurrencen er en afgørende motivation for de mange hundrede Malko-ansøgere. Den dirigent, der ender på sejrspodiet i DR Koncerthuset til april, vinder nemlig ikke bare 20.000 euro, men samtidig kontrakter med hele 25 førende europæiske orkestre i de kommende koncertsæsoner.
Ny strategi
En vigtig tiltrækningsfaktor for de unge dirigenter, der har søgt om at blive udvalgt til at stille op i Malko Konkurrencen 2018, er muligheden for at dirigere DR SymfoniOrkestret i en konkurrence, som dækkes nationalt af DRs medieplatforme, og som samtidig vil kunne følges over hele verden via live-streaming.
Samtidig vurderer orkesterchef Kim Bohr, at en ny kommunikationsstrategi for Malko Konkurrencen er en del af forklaringen på det store ansøgerfelt:
”For at nå ud til unge dirigenttalenter over hele verden og finde det rigtige ansøgerfelt har det været nødvendigt, at vi gik meget målrettet til værks. I forbindelse med, at orkestret for nylig selv har overtaget hele administrationen af konkurrencen, har vi valgt at satse på en ny kombination af digital dialog via sociale medier, online-markedsføring, internationalt pressearbejde og direkte, personlig kontakt til agenturer, konservatorier og dirigentakademier. Det er meget opløftende at se, at arbejdet har båret frugt – og nu glæder hele orkestret sig til at møde de 24 kandidater, som bliver udvalgt af præjuryen.”
Engageret orkester
Et særligt træk ved Malko Konkurrencen, som adskiller den fra lignende musikkonkurrencer, er de overordnede værdier, som samtidig giver konkurrencen et kunstnerisk højt niveau.
DR SymfoniOrkestrets formand, René Mathiesen, siger: ”Det er og bliver et helt særligt træk ved Malko-konkurrencen, at det er DR SymfoniOrkestret selv, der afholder konkurrencen. Det giver et ganske særligt nærvær og engagement hos orkestermusikerne gennem hele konkurrenceugen, som deltagerne tydeligt mærker fra dirigentpodiet, og som er med til at tiltrække de allerstærkeste kandidater.”
Følg med i Malko Konkurrencen 2018
Vil man følge Malko Konkurrencen 2018, kan man som publikum overvære konkurrencedagene live i DR Koncerthuset, hvor der kan købes samlet adgangsbillet til de indledende runder og/eller finalekoncerten 27. april, hvor vinderen af konkurrencen kåres. Samtidig kan man følge konkurrencen på DR P2 og dr.dk/klassisk. Hele konkurrencen livestreames internationalt via hjemmesiden www.malkocompetition.dk.