Ny kanalredaktør til P3

Steffen Raastrup bliver kanalredaktør for P3 og skal være med til at sætte den strategiske retning for kanalen.

Steffen Raastrup bliver ny kanalredaktør for P3. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, Type 1)

P3 er klar med en ny kanalredaktør, og han er gået i gang med arbejdet med det samme.

Den nye redaktør er Steffen Raastrup, der har været i DR siden 2011 og senest har været konstitueret kanalredaktør på DR3 i et års tid.

Som kanalredaktør for P3 i DR Medier skal Steffen Raastrup tegne og sætte den strategiske retning for kanalen. Derudover skal han – sammen med redaktionerne i DR – udvikle indholdstilbuddene på P3, så kanalen fortsat kan være ét af de absolut vigtigste mediefællesskaber for unge i Danmark.

”Steffen Raastrup har et enestående indblik i målgruppens medievaner og er samtidig både visionær og forandringsvillig. Og så har han over de seneste år skabt stærke relationer på tværs af DR såvel som i det eksterne produktionsmiljø.,” siger DRs radiochef Gustav Lützhøft.

Uddannet i film- og medievidenskab

Steffen Raastrup overtager den ledige post efter Sara Bro Sæhl, der er blevet redaktør for tværgående projekter i DR Ung.

Steffen Raastrup er 41 år og uddannet cand. mag. i film- og medvidenskab fra Københavns Universitet i 2005. Steffen Raastrup indledte karrieren som højskolelærer på Testrup Højskole og som kommunikationsrådgiver i Advice A/S, inden han i 2011 kom til DR og i fem år var markedsføringsansvarlig for blandt andre DR3, P3 og dr.dk, inden han indtil for nylig var konstitueret kanalredaktør på DR3.