Den kommende fiktionsserie ’Salsa’ sætter fokus på den forvirring og usikkerhed unge kvinder kan have omkring deres seksualitet. For selv om adgangen til sex ikke er længere væk end telefonen, så kan det være en udfordring at finde sine egne behov og ikke mindst sine grænser.
Søstrene Uma (Safina Coster-Waldau) på 19 og Victoria (Filippa Navarana) på 22 står begge på tærsklen til voksenlivet og beslutningen om, hvad livet skal bruges til. Den norske sex-app 'DRIFT' tager samtidig Danmark med storm og giver brugerne mulighed for at bedømme hinandens præstation i sengen på en skala fra 1-10. Uma kaster sig ud i at bruge app’en og udforske sin seksualitet, mens Victoria stiller sig tvivlende over for de dilemmaer, som app’en indeholder.
Med serien vil man gerne starte en samtale om, hvordan man finder balancen mellem sine egne og sin partners behov, og hvordan man bedst udforsker sin seksualitet. Serien kommer samtidig ind på de problemstillinger der kan være, hvis man skal sige fra, når ens grænser bliver overskredet.
For at sikre, at serien rammer de problemstillinger som unge står overfor, er den udviklet i tæt samarbejde og dialog med virkelighedens unge.
Serien kan ses på DRTV fra følgende datoer:
03. juni: Episode 1 + 2 + 3
10. juni: Episode 4 + 5
17. juni: Episode 6 + 7
Instruktør: Jonas Risvig.
Manuskript: Denise Kræmer, Jonas Risvig og Laila Sofie Asingh.