Mandag aften sender DR1 dokumentaren ’Menneskesmuglerne’, der søger et mere nuanceret billede af de mennesker, der lever af at sende flygtninge og migranter mod Europa. Bag dokumentaren står Poul-Erik Heilbuth, der fik ideen for to år siden ved en dokumentarfilmfestival i Berlin.
”Jeg så en lille film på 11 minutter, der var med i konkurrencen. Det var en meget konkret historie om en båd med 800 migranter, der kom ind og som i samtlige medier, for eksempel BBC, blev udråbt som en kæmpeskandale: Det var historien om de her menneskesmuglere, der havde ladet en faldefærdig båd sejle ind på stranden og efterladt folk,” fortæller han.
Men historien viste sig at være mere nuanceret:
”En tysk kollega, som jeg havde arbejdet sammen med tidligere, havde sat sig for at undersøge baggrunden for den konkrete sag – altså havde menneskesmuglerne efterladt dem på åben sø, og var der tale om en gammel faldefærdig båd. Han gik materialet systematisk igennem og nej, båden var – viste det sig - godkendt af de europæiske myndigheder, og nej, båden sejlede stille og roligt ind til kajen.”
Historien, der stod tilbage og skabte blæst i medierne, var at menneskesmuglere endnu en gang havde handlet på en alt for velkendt måde.
”Så jeg gik hen til min tyske kollega og sagde: ”Der ligger en dokumentar i det der”. Han sagde: ”Jeg har skrevet en bog om det, og jeg er træt af det. Og så gav han mig lov til at bruge researchen.”
Nødt til at kunne vise ansigter
Poul-Erik Heilbuth indså fra begyndelsen af projektet, at hvis historien skulle hænge sammen, var det nødvendigt at give et mere nuanceret billede af menneskesmuglerne.
”Jeg var nødt til at finde nogle menneskesmuglere, der stillede sig frem med ansigt, og vi har fået nogle unikke portrætter, som man ikke har set før. Det lykkedes os at komme helt inde i værkstedet,” siger dokumentaristen.
Han mener, at man kan opdele smuglingerne i to typer: den ene er traditionel bådsmugling fra Tyrkiet, og den anden, hvor migranter smugles gennem græske lufthavne på falske pas og papirer.
”Vi er med i begge situationer; det ene sted, hvor smugleren er nede og købe redningsveste til migranterne, og hvor vi følger den måde han opererer på. Den anden handler om, hvordan man skaffer passene. Vi er med gennem lufthavnen, hvor migranterne er udstyret med pas med et billede, der tilnærmelsesvis ligner, men gennemskues og bliver bedt om at forlade lufthavnen. Men så får de bare et nyt pas og så prøver man igen.”
Succeskriterie at flygtninge og migranter når Europa
Med til det nuancerede billede hører, ifølge Poul-Erik Heilbuth, også, at for menneskesmuglerne hænger det sammen med at missionen lykkes, at folk rent faktisk når Europa.
”Vi har jo det der billede af, at de bare bliver sendt af sted, og så vil de uvægerligt dø på rejsen. Men en del af smuglingen foregår ved, at pengene bliver deponeret hos en tredjemand i et banksystem, der først kan udbetale beløbet, når migranten er nået over på den anden side. Så succeskriteriet for smugleren med at få dem over, hænger sammen med betalingen. Og det er jo en noget anden konstruktion, end man ellers får indtryk af,” siger Poul-Erik Heilbuth, der peger på, at med til det nuancerede billede hører også den situation, der er opstået, efter at Tyrkiet er blevet delvis lukket land for flygtningene.
”Nu går den største rute gennem Libyen og de nordafrikanske lande, og vi har haft mulighed for at være dernede og følge en konkret smugler, hvor vi kommer ind og viser nogle ret voldsomme billeder af et salg af to kvinder, som skal tvinges til at prostituere sig for at kunne betale for resten af turen. 80 procent af alle kvinder og børn, der kommer gennem Libyen bliver udsat for seksuelle krænkelser. Så det er en helt anden situation nu, og flygtningene er virkeligt udsatte, efter at Tyrkiet mere eller mindre har lukket grænserne.”
Lovløst land
Poul-Erik Heilbuth fortæller, at holdet bag dokumentaren hurtigt opgav tanken om selv at komme i kontakt med smuglerne.
”Jeg fandt en syrisk flygtning i Danmark, Alaa Kassab, som jeg fik enorm tillid til. Han arbejdede sammen med os i næsten et år og havde en særlig evne til at komme ind på menneskesmuglere. Han havde sådan en meget ujournalistisk tilgang til det og er et meget troværdigt menneske. Så jeg indså, at hvis der var nogle, der kunne gøre det, så var det ham. Det viste sig at være rigtigt.”
Gennem samarbejdet med den tyske tv-station ZDF, der er co-producent på dokumentaren, lykkedes det endvidere af finde frem til såkaldte "stringere" i Libyen, man kunne have tillid til. For at trænge ind i systemet og få aftalerne på plads, samtidig med, at de havde den tilstrækkelige viden om sikkerheden.
”Libyen er fuldstændig et issue for sig selv, for det er totalt lovløst land, og uden den viden stringerne kunne bidrage med, var det ikke en opgave som nogen skulle ud på. Der er jo vestlige journalister, der er blevet dræbt dernede, ikke bare i krigshandlinger, men også i almindelige oprør,” siger Poul-Erik Heilbuth. Dokumentaren kan ses mandag den 27. november klokken 21.55 på DR1.