Nu skal kineserne opleve ’Borgen’

’Borgen’-forfatter Jeppe Gjervig Gram skal de næste dage vise dramaserien for det kinesiske publikum.

  • Birgitte Nyborg og alle de andre fra 'Borgen' skal nu vises for kineserne. (Foto: © Mike Kolöffel)
  • 'Borgen'-forfatter Jeppe Gjervig Gram er inviteret til Kina, hvor han blandt andet skal tale med talenter fra den kinesiske filmbranche. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 2

De fleste danske seere kan nok fornemme ligheder mellem DR’s dramaserie ’Borgen’ og virkelighedens politiske landskab. Det kan de formentlig ikke helt på samme måde i Kina. Men det betyder ikke, at ’Borgen’ ikke har et publikum i Østen.

Én af medforfatterne bag dramaserien, Jeppe Gjervig Gram, er nemlig blevet inviteret til Kina, hvor han skal vise ’Borgen’ og fortælle om serien for de kinesiske seere. Gram starter i Beijing fredag den 1. marts og skal i løbet af de efterfølgende dage blandt andet mødes med forskellige repræsentanter fra den kinesiske filmverden.

- Jeg ser meget frem til at få det kinesiske publikums reaktioner på vores historie om de meget danske karakterer og danske politiske system. At opleve, hvad der tiltaler dem i historien, og hvad de ikke forstår eller synes er for eksotisk, siger Jeppe Gjervig Gram.

Det er et samarbejde mellem Copenhagen Film Fund og kulturcentret fra Beijing Design Week, der har sat danske film- og tv-produktioner i fokus på den årlige kinesiske filmfestival. Det er altså ikke, fordi ’Borgen’ er solgt til kinesisk TV i denne omgang.

Norden møder Kina

Kulturcentret i Beijing holder hvert år en nordisk filmfestival i samarbejde med de nordiske ambassader i Beijing. Derfor er den danske forfatter inviteret til Kina, hvor han også skal tale med talenter fra den kinesiske filmbranche.

- Jeg glæder mig især til at tale med de unge kinesiske film- og tv-skabere, hvor jeg kan tillade mig at gå dybere ned i det tekniske, i vores metode og håndværk, og hvor jeg også regner med at høre om deres erfaringer og deres branche. Den slags møder med kollegaer fra en anden film og tv-kultur er altid afsindigt givende, fordi man får lov til at se sine egne kreative valg med helt nye øjne, siger medforfatteren, der også håber, at han kan give noget DR-DNA videre til kineserne.

- Det ville selvsagt være fuldstændig fantastisk, hvis vi kunne få lov at inspirere fremtidens kinesiske serie-fortællere med den arbejdsmetode, som vi gennem årene har udviklet i DR.

Kungfu-spring og politi-thrillers

Kulturcentret i Beijings direktør, Eric Messerschmidt, er spændt på, hvordan skaren af filminteresserede i Kina tager imod den danske forfatter.

- Jeg vil glæde mig til at følge aficionadoerne, når de lytter til Gram fortælle, hvorfor Danmark har utroligt mange, gode fortællere med meget stærke historier om almindelige liv og mennesker. Det er derfor, vi har inviteret ham til Beijing, og jeg er sikker på, at han har noget i ærmet, som tilhørerne vil spidse ører over, siger Eric Messerschmidt. Direktøren fortæller desuden, at kinesisk tv-drama kommer i mange afskygninger, men ikke som den danske dramaserie.

- Der er historiske udstyrsstykker fulde af hof-intriger og kungfu-spring, sorte politi-thrillers fra Hongkongs underverden, patriotiske serier om bondehæres heltemodige modstand til den japanske krigsmaskine og selvfølgelige de rene kloner af amerikanske komedier. Hvad der ikke er, er historier, som italesætter magt og politik i nutiden, og det er derfor, serier som ’Borgen’ og ’Broen’ har deres publikum på nettet. For man skal også huske, at kinesiske serier først og fremmest er lavet til at skulle ses online.

Beijing Design Week fandt sted sidste efterår, og her fik kineserne blandt andet mulighed for at se en filmudstilling om København som filmby. Planen var, at ’Borgen’ skulle vises sammen med Bille Augusts ’Lykke-Per’ og filmen ’The Danish Girl’. Jeppe Gjervig Grams besøg blev dog udskudt til marts i år.