Om en måned er det 50 år siden, Jørgen de Mylius satte sig til mikrofonen for første gang i DR. Her sender han fortsat adskillige timer på P4 og P5 hver uge, og fra den 1. januar får den kendte radiovært også sit eget faste program med musikken fra dengang, han startede med at sende radio.
I det nye år bliver ’Hit House’ sendt fra mandag til fredag mellem klokken 17.10 og 18.00 på P5 – første gang nytårsdag, og det er første gang i fem år, at DR får et tilbagevendende program med musikken fra den gyldne periode i rockhistorien. Vægten kommer til at ligge på 1960’erne, men der vil også være afstikkere tilbage til 1950’erne og op i 1970’erne.
”Jeg glæder mig over, at der nu igen kommer mere fokus på 60’er-musikken. Nok bliver der spillet en sang eller to hist og pist i DRs programmer, men med ’Hit House’ får 60’er-musikken atter et bestemt sted, hvor den bor. Al den musik, vi hører i dag, blev grundlagt i 1950’erne og 1960’erne, og jeg vil blandt andet se nærmere på, hvordan det er gået de navne, der var fremme dengang,” fortæller Jørgen de Mylius.
Det er den 29. januar 2013, det er 50 år siden, at Jørgen de Mylius sendte sit første radioprogram på P3 som kun 16-årig. Det var en hitliste, og jubilæet bliver markeret ved, at han den 29. og 30. januar i ’Hit House’ spiller nøjagtig den samme liste som for et halvt århundrede siden.
”Jeg prøver at genskabe den første udsendelse og spiller de 21 melodier, der var på hitlisten dengang. 20. pladsen var nemlig delt for at gøre det hele indviklet,” husker Jørgen de Mylius.
’Hit House’ var navnet på et legendarisk spillested på Frederiksberg Allé, der var omdrejningspunktet for rock-, beat- og pigtrådsmusik fra 1964 til 1968.
Udover ’Hit House’ og ’Eldorado’ vil Jørgen de Mylius også fortsat kunne høres i ’Danskpoppen’ på P5 søndag sidst på eftermiddagen.
Samtidig med at ’Hit House’ bliver lanceret på P5, holder Jørgen de Mylius flyttedag med ’Eldorado’ på P4. Fremover bliver programmet sendt lørdag mellem klokken 16.03 og 18.00 på kanalen – første gang den 6. januar 2013. Her vil der fortsat blive lagt vægt på det samme som i dag, nemlig firsermusikken, men dog også med afstikkere til nye udgivelser, 70’erne, og hvad der ellers lige bliver spurgt til af lytterne. ’Eldorado’ lørdag eftermiddag