På en gårdsplads i Galten, der ligger mellem Aarhus og Silkeborg, holder fire biler. To DR-vogne, en privatbil og en handicapbus. Inde i laden er et produktionshold i fuld gang med optagelserne til den nye Ramasjang-serie ’Hugo og drømmemasken’.
Ude foran laden sidder Gitte Reckendorff Nielsen i sin kørestol og drikker morgenkaffe. Hun er konsulent fra Dansk Handicap Forbund og er en del af produktionen for at rådgive skuespilleren Kathrine Høj Andersen i at bevæge sig så naturligt som muligt i den nyproducerede elektriske kørestol.
Lene Mailund fra B&U i Aarhus er redaktør på ’Hugo og drømmemasken’, og hun fortæller om samarbejdet med Dansk Handicap Forbund, og at ideen om at inddrage en karakter med handicap i historien er inspireret af et projekt på tværs i DR om repræsentation og mangfoldighed.
- Tidligt i processen havde vi et oplæg fra Sarah Glerup fra Dansk Handicap Forbund om, hvordan man bedst muligt fortæller historier om børn og voksne med handicap eller diagnoser. Det er vigtigt for os, at alle børn skal kunne spejle sig i vores indhold, og derfra blev vi enige om, at historien skulle inddrage en karakter, der sidder i kørestol, fortæller hun.
Sarah Glerup er selv kørestolsbruger. Hun pointerede, at repræsentationen af handicappede i danske film og serier oftest ses som karakterer, der enten er bitre, svage eller ’stakler’, men sjældent bare er en naturlig del af historierne som ’almindelige’ mennesker.
- Vi vil gerne gøre repræsentationen naturlig. Der er mange børn, der lever med en forælder, der har et handicap, og de skal også kunne spejle sig i vores indhold. Det, at Kathrines karakter har et handicap, er ikke en vigtig del af historien – det har hun bare. Hun er en helt almindelig karakter, der har et anderledes livsvilkår, siger Lene Mailund.
Gode råd til kørestolsteknik
I laden er optagelserne i gang. Ved siden af instruktøren, runnere og kamerafolk sidder Gitte Reckendorff Nielsen og er klar til at give Kathrine Høj Andersen gode råd.
- Nu prøver jeg at have lidt mere bevægelse i den her, så det ser mere naturligt ud. Det har jeg lært af Gitte, siger skuespilleren til instruktøren Tonny Christensen, mens Gitte Reckendorff smiler.
- Du har simpelthen din egen coach, griner lydmanden.
’Hugo og drømmemasken’ handler om 12-årige Hugo, der er flyttet til en ny by og møder to nye veninder, Vix og Freja. Kathrine Høj Andersen spiller Vix’ mor, der ejer en antikforretning. Skuespilleren sidder ikke i kørestol normalt, så hun har fået mange gode råd af Gitte Reckendorff Andersen til at bevæge sig selv og kørestolen så naturligt som muligt.
- Jeg synes, at det her er en rolle med en super spændende udfordring. Men selvfølgelig havde jeg også tanken, om jeg skulle sige ja, når jeg nu ikke selv har et handicap. Jeg har tidligere hørt et foredrag med Sarah Glerup og synes, det er meget tankevækkende den måde, vi viser handicap på i film og serier. Det vil jeg gerne være med til at ændre, fortæller hun.
Lene Mailund fortæller, at hun i samarbejde med Gitte Reckendorff først havde forsøgt at finde en skuespiller, der selv sad i kørestol, men da det var svært at finde, endte det med løsningen, hvor Gitte Reckendorff Nielsen rådgiver Kathrine Høj Andersen.
- Gitte er en kæmpe inspiration og giver meget til karakteren fra sidelinjen. Hun formidler et budskab, hvor man ikke skal lade sig begrænse af sin krop. Og så synes jeg, at det er superfedt, at Merete (Kathrine Høj Andersens karakter, red.) ikke er med i kraft af, at hun er handicappet. Hun er bare en sej mor, der sidder i kørestol, siger Lene Mailund.
’Vi skal se muligheder i stedet for begrænsninger’
Gitte Reckendorff Nielsen og Sarah Glerup har været med i flere dele af processen fra manuskriptskrivning til kørestolsvalg og nu optagelser.
Tonny Christensen er instruktør og manuskriptforfatter, og han fortæller om meget konkrete input, han fik til manuskriptet.
- Gitte gjorde mig opmærksom på, at børn, der har forældre, som sidder i kørestol, er ekstra vant til at hjælpe med alle de ting, som er svære for forældrene. Så Vix hjælper med alt fra støvsugning til at tage tingene på de øverste hylder, fortæller han.
Og Gitte Reckendorff er selv glad og stolt over at være med til et projekt, der fremmer repræsentation.
- I princippet er vi jo ikke så forskellige. Jeg vil gerne være med til at viderebringe budskabet om, at vi alle sammen har en masse muligheder, og vi skal se muligheder i stedet for begrænsninger. Jeg håber, at vi kan få lagt nogle fordomme ned ved at have en karakter, der er en supersej mor, der tilfældigvis også sidder i kørestol, fortæller hun.
Gitte Reckendorff har været med til mange forskellige projekter omkring repræsentation af handicap, og hun synes, at det er spændende, at det er en serie til børn.
- Børn er så gode til at være nysgerrige, og de accepterer mange ting meget hurtigere, end voksne gør. Mine egne børns venner lærte hurtigt, at når de er hjemme hos os, så hjælper de til med de ting, som er svære for mig. Jeg håber og tror, at børnene tager supergodt imod serien, siger hun.
’Det her er jo bare en start’
’Hugo og drømmemasken’ er en serie til de 6-8-årige og indeholder 18 episoder på 10 minutter. Den handler om venskab, drømme og mod. Serien har premiere på DR Ramasjang den 13. oktober.
Lene Mailund er glad for, at DR arbejder med en bredere repræsentation og er stolt af, at der nu er et projekt i gang på børneindholdet.
- Det her er jo bare det første skridt. Vi vil rigtig gerne gøre meget mere, og vi kan gøre mange andre ting. Næste gang kan det være, at et af børnene skal have et handicap, eller hovedpersonen skal have en diagnose, fortæller Lene Mailund.
Og Gitte Reckendorff fortæller, at hun har været rigtig glad for at have været en del af projektet.
- Selvom vi har et handicap, så er vi superstærke ressourcepersoner, der har rigtig meget at bidrage med. Det har vi fået lov til her, og det er forhåbentlig ikke det sidste projekt, vi har været med til at udvikle, smiler Gitte Reckendorff, inden hun kører hen til Kathrine Høj Andersen for at rette på hendes kørestolsteknik.
Læs mere om mangfoldighedsarbejdet i DR på dr.dk/mangfoldighed