Lars Mikkelsen kåret som årets danske skuespiller i TV-drama

Hovedrollen som provsten Johannes Krogh i DR’s dramaserie ’Herrens Veje’ indbragte ham onsdag aften en Svend-pris i Svendborg.

Lars Mikkelsen kan snart ses på skærmen igen. ’Herrens Veje’ er tilbage på DR1 den 14. oktober. Foto: Tine Harden. (Foto: © Tine Harden)

Publikum har talt, og onsdag aften blev resultatet råbt ud over Torvet i Svendborg.

Skuespilleren Lars Mikkelsen får årets Svend-pris som ’Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie’ for sin rolle som provsten Johannes Krogh i første sæson af DR’s dramaserie ’Herrens Veje’, der blev sendt sidste efterår.

Svend-prisen – Hele Danmarks Filmpris, som den bliver kaldt - er indstiftet af Producentforeningen, Svendborg Kommune, FilmFyn og FAFID (Foreningen af Filmudlejere i Danmark). Det var 14. gang, at prisen blev uddelt på Torvet i Svendborg.

Peter Frödin var aftenens vært ved uddelingen, hvor i alt 10 Svend-priser fandt en ejer. Det særlige ved Svend-prisen er, at det er publikum, der har valgt aftenens prismodtagere, efter at de har kunnet stemme i de seneste måneder.

Lars Mikkelsen sikrede sig prisen som ’Årets danske skuespiller i en tv-dramaserie’ foran Birgitte Hjort Sørensen, der var nomineret for ’Greyzone’ på TV 2, Carsten Bjørnlund, der var nomineret for sin rolle i ’Liberty’ på DR1 samt Marijana Jankovic, der havde chancen med sin indsats i ’Norskov II’ på TV 2. Sidst, men ikke mindst, var Sofia Helin også nomineret for sin hovedrollen i DR1-serien ’Broen IV’.

Var i praktik som præst

’Herrens Veje’, der har Adam Price som hovedforfatter, er en dramaserie om det moderne menneskes tvivl og tro, og i serien er provsten Johannes gift med gymnasielæreren Elisabeth, spillet af Ann Eleonora Jørgensen, med hvem han har de to sønner, Christian og August, spillet af Simon Sears og Morten Hee Andersen.

Lars Mikkelsen, der blandt andet forberedte sig til rollen ved at være i praktik som præst, kan snart ses som Johannes Krogh igen. DR1 har premiere på anden sæson af ’Herrens Veje’ søndag den 14. oktober. Allerede i februar i år modtog Lars Mikkelsen en Robert-pris i kategorien ’Årets mandlige hovedrolle i TV-serie’ for netop præstationen som provst.

Svend-prisen som ’Årets danske TV-dramaserie’ gik til sæson 5 af ’Badehotellet’ på TV 2, der hentede prisen i et kapløb med blandt andre ’Broen IV’, ’Herrens Veje’ og ’Liberty’ fra DR1.

For første gang blev der i år også uddelt en hæderspris ved Svend-festen. Den gik til Ghita Nørby, som siden 1950’erne har medvirket i et hav af film og TV-serier – og ikke mindst huskes i rollen som Ingeborg i DR’s ’Matador’-serie. Gennem hele ugen er hun blevet hyldet for sine bedrifter i Svendborg, hvor der blandt andet er blevet vist film med hende fra før og nu.

FAKTA: De fik de 10 Svend-priser onsdag aften i Svendborg

  • Årets danske film: ’Så længe jeg lever’, instrueret af Ole Bornedal

  • Årets danske børnefilm: ’Hodja fra Pjort’, instrueret af Karsten Kiilerich

  • Årets udenlandske børnefilm: ’Coco’

  • Årets udenlandske film: ’Dunkirk’

  • Årets kvindelige skuespiller: Bodil Jørgensen (i filmen ’Aldrig mere i morgen’)

  • Årets mandlige skuespiller: Rasmus Bjerg (i filmen ’Så længe jeg lever’)

  • Årets håb – Juryens særpris: Instruktør Mehdi Avaz

  • Årets danske tv-dramaserie: ’Badehotellet’ – sæson 5, TV 2

  • Årets danske skuespiller i en TV-dramaserie: Lars Mikkelsen for ’Herrens Veje’ på DR1

  • Hædersprisen: Ghita Nørby