Det ligger ikke umiddelbart i kortene, at man som møbelsnedkerlærling kommer til at bygge noget så specielt som en vindmaskine til DR Symfoniorkestret. Ikke desto mindre var det den opgave, der tidligere i år blev givet til Maria Flotin Andersen, som er møbelsnedkerlærling i DR.
- Som mange andre anede jeg overhovedet ikke, at en vindmaskine var et instrument. Jeg har ikke forstand på lyd, og hvad de forskellige elementer i et instrument gør for at få det til at lyde rigtigt, så det var en udfordrende, men også virkelig lærerig opgave, siger Maria Flotin Andersen.
Bringer naturen ind i musikken
En vindmaskine er ikke, som nogle måske umiddelbart tror, en maskine, der laver vind. Derimod er det et instrument, som sætter en særlig stemning og genskaber lyden af vind for at understøtte musik, hvor naturen ofte spiller en væsentlig rolle.
Den gamle vindmaskine har været brugt siden 1939 og var ved at blive temmelig slidt.
- Det gamle instrument knirkede og bragede, hver gang man brugte det, så vi kunne mærke, at det var tid til at give maskinen en storebror. Den har virkelig gjort, hvad den skulle igennem tiden, siger Gert Sørensen, der er solojanitshar i DR Symfoniorkesteret og er en af de musikere, som benytter vindmaskinen.
Når man kigger på den, minder Vindmaskinen mest af alt om en tombola, og den består af en stor tromle med lærred omkring.
- Som musiker drejer man på et håndtag, når man spiller på den. Inde i tromlen sidder nogle trælameller, og når det her træ inde i maskinen kører over det rigtige lærred, så giver lyden en fornemmelse af, at man befinder sig midt i et stormvejr, siger Maria Flotin Andersen.
Har brugt træ fra koncertsalen
En vindmaskine er ikke et instrument, som man lige går ned og køber i sin lokale musikbutik. Derfor allierede DR Symfoniorkestret sig med værkstedet i DR, og sådan endte opgaven på møbelsnedkerlærlingens bord.
- Vi havde nogle overvejelser over, hvor meget instrumentet egentligt skulle sige, og der ville vi meget gerne opgradere lidt. Vi tænkte, at det kunne være sjovt at lave et internt samarbejde i huset, siger Gert Sørensen.
Det vigtigste for musikerne var, at maskinen skulle sige mere og være mere robust.
- Allerførst kiggede vi på den gamle maskine fra 1939, og jeg var egentligt ret stålfast på, at man skulle beholde nogle af de der lidt gammeldags elementer. Det har været et tværfagligt arbejde, hvor det i høj grad har handlet om at snakke sammen om, hvordan vi bedst tackler projektet, siger Maria Flotin Andersen.
Særligt har der været fokus på, at man skal kunne reparere maskinen, hvis den går i stykker. Lamellerne, som sidder rundt på tromlen, er indsat på en måde, så man nemt kan skifte dem ud, hvis der er en, som knækker. Desuden er maskinen kommet i en stålramme.
- På det gamle instrument skulle man hele tiden have en fod på rammen for at sikre, at maskinen ikke stak af, når man begyndte at dreje på håndtaget. Vi har arbejdet mere stabilitet ind i den og gjort det hele lidt mere brugervenligt, siger Maria Flotin Andersen.
Man har under tilblivelsen af instrumentet tænkt videre ud fra musikernes ønsker, og det resulterede blandt andet i en ny sjov idé.
- De fandt noget træ fra Koncertsalen, som var blevet brugt til at reparere et eller andet tidligere. Det er maskinen blevet beklædt med nu, så den er simpelthen født til DR’s koncertsal og indgår som et instrument i Koncertsalen med salens eget træ, hvilket egentligt er ret smukt, siger Gert Sørensen.
Problemer under generalprøven
Det mest udfordrende ved at konstruere maskinen har været at ramme den helt rigtige lyd. Og netop lyden viste sig at blive et problem til generalprøven, fortæller Gert Sørensen:
- Der var for meget støj, og lyden fra maskinen var nærmest blevet rytmisk i stedet for at lave en glat og sammenhængende lyd. I løbet af ganske kort tid stimlede det sammen med håndværkere, som alle sammen gav deres besyv med i forhold til, hvordan man kunne løse problemet.
Det varede ikke længe, før at der kom adskillige bud på løsninger.
- De gamle træstykker i maskinens tromle var trekantede og spidse, så det tænkte jeg, at jeg også ville gøre på den nye. Men da mine lameller var nye, gav det bare en helt anden mekanisk lyd og lød nærmest som en gammel knallert. Jeg gik hjem og researchede på gamle vindmaskiner for at finde ud af, hvad de havde til fælles, og det endte med, at jeg tog ud sent om aftenen og høvlede det hele ned i hånden, siger Maria Flotin Andersen.
Nu lyder vindmaskinen, præcis som den skal, og den har allerede været brugt til koncerter i DR Koncerthuset. Ifølge Gert Sørensen har det været en fornøjelse at være omgivet af så meget entusiasme og faglighed i projektet.
- Vi har alle sammen en håndværksmæssig stolthed, og på den måde er der egentligt ikke den store forskel på at være musiker eller møbelsnedker. Vi baserer store dele af vores liv på håndværk. Ønsket om at levere noget, der er særligt og unikt er noget, vi alle deler. Her får vi ikke et eller andet metervare-instrument, men noget som er konstrueret fra bunden af en gruppe dygtige mennesker og er fuldstændig unikt, siger han.
Fra idé til flyvefærdig vindmaskine
Generelt er der stor begejstring for den nye vindmaskine, og ifølge Maria Flotin Andersen er det også netop det at omsætte en idé til et fysisk produkt, som tiltaler hende ved møbelsnedkerfaget.
- Man kan gå og gøre sig en masse tanker omkring et projekt, men når man også får lov til at bygge det i virkeligheden, giver det virkelig meget. At arbejde med træ er bare en fed måde at være kreativ på, og jeg glæder mig til at høre maskinen i aktion, siger Maria Flotin Andersen.
Det nye projekt har også været med til at få Gert Sørensens øjne op for, hvor meget ekspertise og faglighed, der gemmer sig rundt omkring i DR, hvis bare man opsøger det.
- Værkstedet er virkelig et skatkammer for viden, og det giver enormt meget, at vi har sådan nogle folk i huset, som kan lave tingene i nuet. Man skal ikke bestille noget hjem eller sende ting frem og tilbage, men man kan bare arbejde med det, det handler om, siger han og fortsætter:
- Når vi slår os sammen, er vi meget stærke, og det kan man godt glemme en lille smule, når man går rundt hver for sig. Når sådan et projekt lykkes, så bliver vi fælles glade og stolte, og det er bare en følelse, man ikke kan sammenligne med noget andet.